ET ORD, SOM I LANG TID var ”blevet væk”, er i den tyske politiske debat pludseligt fra undergrunden dukket op igen: völkisch . Hvad er det for noget? Er det måske ensbetydende med dansk ”folkelig”? Eller er det et udtryk for en ny nazisme? Og hvor står vi så med vores danske begrebslighed?
Baggrunden for debatten er, at lederen af det tyske højrefløjsparti Alternativ for Tyskland (AfD), Frauke Petry, i et interview havde slynget ud, at hun igen ville bruge begrebet völkisch med positive konnotationer. Thi völkisch var bare et attribut til ordet Volk , folk.
Det blev fulgt op af Michael Klonovsky, Petrys medierådgiver. Klonovsky er en romanforfatter og essayist, hvis bøger har fundet bred opmærksomhed som bemærkelsesværdige eller endog ”brillante”. Politisk har han markeret sig gennem skarpt formulerede polemikker imod den ”politiske korrekthed”, imod venstrefløjen og feminismen – og for en ekstrem-liberal kapitalisme under overskriften ”Ejendommelig fri”.
Nu gjorde Klonovsky sig til talsmand og fortolker af den nye völkische retorik: Völkisch udtrykte en opposition imod den dominerende inkvisitionsmentalitet. Völkisch var efter 1945 blevet til ”det onde”, og nu var det på tide igen at bruge ordet med god samvittighed, skønt eller netop fordi de ” anti-völkischen ” fortsat bestemmer tidsånden. Og faktisk reagerede ugebladet Die Zeit med fordømmelsen: ” Völkisch er ikke hvilket som helst begreb, men betyder deutsch , tysk, og står for udgrænsningen af enhver, som ikke er født her. Hvem der bruger ordet, vil genetablere fascistiske tanker.” Derimod konkluderede Klonovsky: ”Fascismer og antifascismer kommer og går – den völkische mentalitet forbliver.”
Dette talte den tyske journalist Alexander Görlach stik imod i Kristeligt Dagblad den 20. september: ”Frauke Petry og hendes partikammerater er i gang med at løfte den nationalsocialistiske arv fra NSDAP.”
DEBATTEN ER – som ofte i Tyskland – karakteriseret ved en ophidselse, der hverken tillader historisk fordybelse eller et blik over landets grænser. Set fra Danmark kan man måske glæde sig over, at Petry-gruppen kalder sig for völkisch og ikke volklich , folkelig. Og også i historisk belysning er der en dyb kløft mellem de to begreber. Volklich hedder nemlig: relateret til folket – mens völkisch hedder: rettet imod ”folkefjender”.
Völkisch blev i 1800-tallets anden halvdel – langt før nazisterne kom – til et politisk fasttømret begreb. Det var rettet imod de såkaldte rigsfjender, og dette var socialisterne og den politiske katolicisme, desuden polakker, danskere og franskmænd – men først og fremmest ”jøderne”. I Bismarck-riget blev völkisch næsten ensbetydende med antisemitismen. Denne linje førte over Deutsch-Völkischer Schutz- und Trutzbund, som i 1919-1922 satte ”kampen mod Jøden” i centrum og udviklede en terroristisk praksis, til Völkischer Beobachter, nazipartiets centralorgan. Og snart lå grænserne, som man skulle ”forsvare” mod fjenderne, ved Nordkap og i den libyske ørken, i Bretagne og i Kaukasus.
Volklich havde derimod og har en positiv relation til folket – til ens eget folk og til andre folk. Folkelighedstankens moderne tradition begyndte, da Johann Gottfried Herder fandt på begrebet Volkslied , folkesang. Han samlede tyske folkeviser og oversatte og formidlede viser fra andre egne – blandt andet samernes, grønlændernes, skotternes, tatarernes og indianeres poesi. Dermed begyndte en bred bølge af positiv beskæftigelse med folkelig kultur også i andre lande, hvor man opdagede folkesange, eventyr, folkesagn og andre udtryksformer – for at erkende sig selv. Grundtvig knyttede an til Herder og satte folkelighedsbegrebet i sammenhæng med folkelig oplysning og folkehøjskolen.
Dette skete ikke ud fra en tilbageskuende antikvarisme. Men den folkelige tanke indbefattede altid identitetsspørgsmålet: Hvem er vi da selv i grunden?
Den folkelige tanke spillede en særlig rolle i sammenhæng med verdens afkolonisering. Skønt mange antikoloniale bevægelser kopierede den vesterlandske statscentralisme, udviklede den folkelige tanke en antikolonial dynamik. I Bolivia for eksempel har socialistbevægelsen (med Evo Morales) nu anerkendt flere end 30 indianerfolk som ”nationer”, hvis sprog og kultur ikke længere er undertrykt i skolerne. Og Grønland fik hjemmestyre, mens Canada har anerkendt inuit-nationen Nunavut.
Det folkelige spørgsmål har i vore dage fået en ny, overraskende aktualitet. Kapitalisme, neokolonial udbytning og krig har sat folkevandringer i gang, og vi møder nu alle steder herhjemme mennesker, som vil ankomme hos os – men hvordan og hos hvem? Forvirringen er på begge sider.
Hvem vil menneskene fra Syrien eller Afghanistan møde – måske et mini-Amerika på tysk grund eller paragrafferne af den danske forfatning eller EU-borgeren med Den Europæiske Unions regler? Eller vil de møde danskere eller tyskere, der venligt byder dem velkommen og viser dem en folkelig kultur, som de kan tilegne sig eller endog begejstres over?
MEN HER TRÆDER den völkische reaktion i karakter, som tænker i kategorierne af ”fjenden”, angst og afgrænsning. Det völkische svar er pigtråd – udadtil og i det indre. Her drejer det sig først og fremmest ikke om folket, men om kampen mod ”folkefjenderne”, og hvem ”vi selv” er, er sekundært. ”Tysk”? – det har snarere noget med statsgrænsen og med ”overgrænsen” for indvandringen at gøre, altså med befæstning og tal. Europa og Abendland , Aftenlandet, som den tyske højrebevægelse Pegida (Patriotiske europæere imod Aftenlandets islamisering) vil forsvare?
Hovedsagen er, at det går mod de andre. ”Kristen”? – bare det tryner muslimerne. Som man nemt kan se, er dette ikke kun et tysk problem.
Og dog er der forskel fra folk til folk. Herhjemme er begrebet ”mellemfolkelig” velforankret. Samvirke. På tysk ville det hedde zwischenvolklich , og det giver god mening, især i Herders tradition. Zwischenvölkisch – mellem fjenderne – derimod, er en modsigelse i sig selv. Eller det betyder krig.
Men der er også noget andet, der stiller sig i vejen for mellemfolkeligt møde. ”Vi er alle bare individer.” Og: ”Sådan noget som folket eksisterer overhovedet ikke.” Dette er forestillingen om en folkeløs eksistens, som i den tyske debat bliver fremført som den anti-völkische åbenbaring. For den borgerligt-liberale Die Zeit er, som citeret, folkebegrebet i sig selv allerede ”fascistisk” – og dette skønt fascismen til forskel for nazismen ikke påberåbte sig folket, men staten. Der skal megen tysk historieløshed til for at identificere volklich med tysk og så med fascistisk…
Bag denne forvirring ligger forestillingen om en folkeløs eksistens, som i den gamle vesttyske stat var blevet til statsideologi. Da folket i DDR i 1989 råbte ”Vi er folket!”, medførte dette ingen læreproces. Og i dag kan det godt betyde, at den folkeløse statsideologi er i vejen for en velkomstkultur – thi folkeløs betyder også kulturløs. I stedet for folk, velkomst og kultur kan man i bedste fald tænke sig befolkning(stal), individ og administration.
Den völkische mentalitet og folkeløse ideologi er altså ikke kun modsætninger. De er også tvillinger. Den völkische reaktion opnår sin kraft fra oppositionen imod den folkeløse statsideologi og er dybt afhængig af den, som de to AfD-politikere direkte udtrykte det. Både den folkeløse og den völkische tanke står desuden i traditionen af en bestemt tysk højrefløj – hvor ”højre” betyder at se sig truet af fjender i stedet for at kritisere de herskende strukturer. Og i stedet for at gøre ens egne folkelige identitet tydelig.
Og hvad siger det os i Danmark?
Henning Eichberg er professor emeritus.