Vor fælles folkekirke

Der er gang i den folkekirkelige debat lige nu med intense diskussioner om for eksempel folkekirkens status som bekendelseskirke, gudsbegrebet og missionens fremtid. Det interessante er, at mange af disse diskussioner ender nye steder. Gamle alliancer mellem kirkelige bevægelser og grupperinger brydes op, og nye dannes, skriver dagens kronikør

"Folkekirken skal være klar og gennemskuelig for det danske folk, også hvad angår den folkekirkelige magtudøvelse," mener Karsten Nissen, biskop i Viborg Stift.
"Folkekirken skal være klar og gennemskuelig for det danske folk, også hvad angår den folkekirkelige magtudøvelse," mener Karsten Nissen, biskop i Viborg Stift. . Foto: Lars Laursen/ Denmark. Arkivfoto af Olsker Kirke - Sankt Ols Kirke - på Bornholm.

DER ER MANGE BOLDE I LUFTEN i den folkekirkelige debat lige nu: Kan det folkekirkelige fællesskab rumme forskelligheden mellem modstridende teologiske opfattelser? Er folkekirken en bekendelseskirke eller en åben menighedskirke? Er forældrenes tro en forudsætning for, at barnet kan døbes? Er det folkekirkens opgave at drive mission, eller er missionens tid forbi? Skal folkekirken have åbne nadverborde, også over for folk fra andre religioner, eller er nadveren de kristnes måltid?

Det interessante er, at mange af disse bolde falder ned på nye steder. Gamle alliancer mellem kirkelige bevægelser og grupperinger brydes op, og nye dannes. Tidehverv er tilsyneladende blevet en missionsbevægelse, især over for muslimer i Danmark.

Samtidig udfordres det folkekirkelige fællesskab på nye måder. Formanden for Kirkelig Forening for den Indre Mission i Danmark og en række andre fremtrædende personer fra den kirkelige højrefløj ønsker ikke at have gudstjenestefællesskab med præster og biskopper, som går ind for det nye vielsesritual for par af samme køn.

LÆS OGSÅ: Debatten om fremtidens folkekirke er udemokratisk

Indre Mission omfatter nu også en række evangelisk-lutherske frimenigheder og er måske på vej bort fra sin folkekirkelige forankring. Medens man i 1970ernes dåbssager tog stilling til, om præster kunne stille krav om dåbsforældrenes deltagelse i en særlig dåbsundervisning, diskuterer man i dag, om man kan kræve tro af forældrene, når de anmoder om, at deres barn døbes. Alle disse diskussioner rejser nogle grundlæggende spørgsmål om folkekirkesyn. Her er der mange holdninger. Jeg vil gerne redegøre for min. Først må det konstateres, at folkekirken er bedre end sit rygte. I sin stilfærdige lokale dagligdag klarer den sig ganske godt med et medlemstal på lige under 80 procent af den samlede befolkning og med ganske høje dåbs- og konfirmationsprocenter.

UNDERSØGELSER HAR VIST, at omkring 73 procent af danskerne har tillid til folkekirken, og når man spørger befolkningen om, hvilke professioner de har størst tillid til, scorer præsterne meget højt. De ligger faktisk på en fjerdeplads.

Optællinger viser, at der muligvis kommer lidt færre gudstjenestedeltagere om søndagen, mens flere bruger kirken ugen igennem. Det samlede antal kirkegængere synes ikke at være faldende, måske tværtimod.

Folkekirken er forankret i det folkelige Danmark som en menighedskirke, hvor menighedsråd og præster tegner det kirkelige liv i samspil med sognets befolkning.

Men samtidig er folkekirken klart bundet til den evangelisk-lutherske bekendelse. Præsterne siger i præsteløftet og ordinationsløftet ja til at prædike ud fra Bibelen og de evangelisk-lutherske bekendelsesskrifter, og menighedsrådsmedlemmerne er forpligtet på at skabe gode vilkår for evangeliets forkyndelse og på at være tro over for den danske evangelisk-lutherske folkekirke.

Derfor er der er ikke nogen modsætning imellem den åbne folkekirke og bekendelseskirken, for folkekirken er begge dele, og samtidig en del af Kristi kirke på jord. Og præsterne i folkekirken, som har samme ordination, og som har skrevet under på det samme præsteløfte, bør kunne holde gudstjeneste sammen.

Den nuværende diskussion om dåb og tro rejser det spørgsmål, om forældrenes tro skal være en forudsætning for, om barnet kan døbes. Det er problematisk, hvis en præst oplever, at et forældrepar afsværger eller fornægter kristendommen i dåbssamtalen. Især da, hvis en af forældrene ved dåben svarer ja til trosbekendelsen på barnets vegne.

I et sådant tilfælde foreslår jeg, at præsten kontakter sin biskop. Men det hører med til evangelisk-luthersk kristendomsforståelse, at troen er en gave fra Gud ved Helligånden og ikke vores egen præstation. Og hvordan måler man i øvrigt et menneskes tro? Derfor skal præsten indskærpe forældrenes pligt til at oplære barnet i den kristne tro og så i øvrigt have tillid til Guds gerning. Og kirken skal tilbyde en god og vel tilrettelagt dåbsundervisning.

Vi diskuterer også, om folkekirken kan være missionerende. Mit umiddelbare svar er: Kan den være andet?. Mission hører med til selve kirkens livsnerve. En kirke uden mission er ikke en ret kirke. Da apostlene valgte en ny apostel i Judas sted, sagde Peter: Derfor bør en af de mænd, som var sammen med os hele tiden, mens Herren Jesus gik ind og ud hos os, lige fra Johannes dåb indtil den dag, han blev taget op til himlen fra os en af dem bør sammen med os være vidne om hans opstandelse. (Ap.G. 1, 21-22).

At være vidne om Herrens opstandelse kan stå som overskrift over hele kirkens virksomhed. Opstandelsen kaster sit lys ind over forkyndelse, dåb, nadver, sjælesorg, diakoni, undervisning, kirkemusik og menighedsliv i bredeste forstand.

Der er nok at tage fat på. Der er behov for at udbrede kendskabet til og fortroligheden med kristendommen blandt folkekirkens medlemmer. Folkekirken skal yde sit bidrag til, at kristne, muslimer, hinduer, buddhister og alle andre kan leve fredeligt og respektfuldt sammen i Danmark, men samtidig har folkekirken et ansvar for at øve mission over for dem, der tilhører andre religioner eller slet ikke har nogen religion.

Dialog og mission er ikke modsætninger, tværtimod. Og diakonalt stilles der i disse år, hvor de sociale problemer ikke er begrænset til byerne, store forventninger til folkekirken, også i landområderne.

Folkekirken henter ikke sin selvforståelse eller sit formål i den politiske magtsfære, men i evangelisk-luthersk kristendom, som Grundloven bestemmer det i paragraf 4. Derfor skal folkekirken holde gudstjeneste, forkynde evangeliet, forvalte sakramenterne, undervise, øve sjælesorg og diakoni og drive mission.

Samtidig udfylder folkekirken en vital funktion for det danske samfund og må ikke lukke sig om sig selv. Folkekirken skal være klar og gennemskuelig for det danske folk, også hvad angår den folkekirkelige magtudøvelse.

MENIGHEDSRÅDENE HAR her en afgørende betydning. De er med til at fastholde os som folkekirke i mission. Derfor vil jeg gerne opfordre til, at vi, trods kirkepolitiske og teologiske forskelligheder, står sammen om den fælles opgave at være kirke i mission.

Vi diskuterer også, om folkekirkens nadver skal været åben for dem, der tilhører en anden religion end den kristne. Det strider imod al folkekirkelig tradition for åbenhed at indføre portnere ved nadverbordet for at sikre, at det er rent. Kirkeretten er klar nok: Det er den enkelte præst, som afgør, om andre end folkekirkemedlemmer må deltage i nadveren. Selv har jeg aldrig praktiseret at udelukke nogen fra nadveren og har også i enkelte tilfælde fuldt bevidst uddelt nadveren til muslimer, som jeg vidste var på vej til at blive døbt.

Principielt er nadveren imidlertid de kristnes måltid og et tegn på den kristne enhed. Peter, Thomas og Judas var med omkring bordet og modtog vin og brød skærtorsdag. Økumenisk har jeg altid arbejdet for åbne nadverborde de kristne konfessioner imellem, og jeg mener, at det manglende nadverfællesskab mellem katolikkerne, nogle ortodokse kirker og de øvrige kirkesamfund er et af de største økumeniske problemer. Men det er teologisk problematisk at afholde fælles religiøse gudstjenester, hvor repræsentanter for andre religioner indbydes til at deltage i nadveren.

Jeg håber, at en eventuel ny styringsreform af folkekirken vil skabe et fælles rum, hvor vi med alle vore forskellige forudsætninger og teologiske opfattelser kan føre en samtale om den folkekirke, vi ønsker det bedste for. Det er bedre end kun at tale med ligesindede.

Karsten Nissen er biskop over Viborg Stift