Vi møder problemet i dagspressen. Vidners pålidelighed. Ikke bevidst løgnagtige vidner, men folk, der gør deres bedste. Var flugtbilen grøn eller ved nærmere eftertanke blå? Var det nu også et gevær, man så, eller måske en paraply? Hørte man virkelig kun to skud den dag på skovstien, når andre husker tre?
Det handler om hukommelsens natur. Vores kreative hukommelse.
LÆS OGSÅ:Salmer vækker dementes minder
Da Stanley Kubricks Dr. Strangelove i 1964 havde premiere i Danmark, virkede filmen stærkt. Lidt af en åbenbaring. Så da den nogle år senere havde repremiere, agiterede jeg som gymnasielærer for sagen. Specielt udmalede jeg for en klasse den absurde scene, hvor atombomben eksploderer med lækker baggrundsmusik og i fantastiske farver. Se den, venner! Markedets bedste tilbud.
Dagen efter fortalte en elev, der hed René, at han på sin lærers anbefaling havde været en tur i biografen. Og det var da en flot film. Absolut værd at se. Men han ville nu lige gøre opmærksom på, at Dr. Strangelove altså var i sort-hvid.
Dér stod jeg som den utroværdige lærer. Fantastiske farver? Intet tilbagetog muligt. Ganske vist havde jeg handlet i god tro og kunne stadig se det hele for mig i psykedeliske kulører, men benægtes kunne sagen ikke: Min hukommelse havde i de forløbne år selv farvelagt filmen. Jeg var afsløret som et dårligt vidne.
Strengt taget burde det ikke være kommet bag på mig. For jeg har altid haft en elendig hukommelse. Den sidste, der lærte elevernes navne. Typen, der har sit telefonnummer noteret på urremmens bagside for i påkommende tilfælde at være leveringsdygtig. Ham, der hører venner referere, hvad han engang har sagt eller gjort, for så at måtte tilstå, at endnu en hvid plet er lokaliseret på kortet, og kunne I ikke lige ved lejlighed skrive mine erindringer?.
Bedre blev det ikke, da jeg for nogle år siden faktisk skrev et bind erindringer om det miljø, jeg gennem 1940erne og 1950erne er vokset op i. Vennerne fik eksemplarer, og der faldt kommentarer som: Er det ikke dig, der altid har sagt ... Og hvordan har du pludselig ...? Endnu en begribelig skepsis angående min troværdighed. Og en udfordring til mit syn på, hvad det egentlig vil sige at erindre.
Jeg ville jo gerne have haft en god hukommelse. Der findes mennesker, som ikke behøver at have en kalender og en samling køreplaner på sig. Folk, der kun læser lærebøger én gang, før årstal og titler, formler og faglige definitioner er på plads. Den slags kan jeg bare ikke. Men jeg har indset, at begrænsningen også giver fordele: Man tvinges til at kompensere med sandsynlighedsvurdering og kombination.
200 sider om to årtier, som jeg sådan set ikke husker meget fra. Man supplerer med diverse kilder. I mit tilfælde en dagbog fra besættelsestiden, min mor efterlod sig, plus en stak avisudklip og fotografier. Almindelig viden om tiden indgår. Men hvordan er alt det vokset sammen til en helhed, der af mig selv accepteres som erindring?
Under arbejdet blev jeg mindet om min barndoms malebøger. Der var altid et ark med nummererede prikker spredt ud over siden. Blyantspidsen skulle placeres ved prik nummer et, og så trak man en streg til prik nummer to og fortsatte målbevidst, og til sidst sad man med en tegning af julemanden eller Anders And og kunne farvelægge figuren efter behag.
For det var jo sådan, jeg gjorde, mens jeg skrev, indså jeg. Et begrænset antal fikspunkter forbindes: erindret stof, et dagbogsnotat, et fotografi. Så blødes lige linjer en smule op. Visse livgivende detaljer melder sig og lægges ind. En kombination fra punkt 17 til punkt 87 afprøves og godtages som ikke usandsynlig. Farver, lyde og lugte tilføjes efter temperament. Og vupti! Anders And træder frem og forlanger at få Rip, Rap og Rup med i historien.
Et eksempel: I min bog Peter Spar og Søren Sold kredser de første kapitler om besættelsesårene, og et afsnit handler om den folkefest, man den 11. juli 1945 holdt på Aarhus Stadion. Sabotørfodbold hedder afsnittet, fordi de danske sabotører og de engelske soldater i byen skulle fejres med manér, og her skulle en fodboldkamp mellem vore helte være højdepunktet. Jeg var der. Sad på en af langsidebænkene sammen med min mor. Jeg var otte år, og visse brudstykker husker jeg da uden assistance. Tror jeg nok.
Arrangementet var slået sammen med den årlige Fagenes Fest, og byens murere og smede, tømrere og ølkuske holdt konkurrencer både før og efter fodboldkampen. Fra lærlingenes forhindringsløb gennem tønder og hen over vandgrave mener jeg nok, jeg kan huske, at nogle faldt i vandet og løb videre pjaskvåde, og fra fodboldkampen er jeg så godt som sikker på, at jeg husker nogle glimt, og at jeg undervejs fik en rød pølse med sennep.
Men jeg er helt på det rene med, at jeg ikke har nogen erindring om de taler, der blev holdt. Eller om Frøken Aarhus 1945, der fik en tur stadion rundt i en jeep, som havde været med ved invasionen i Normandiet. De detaljer har jeg bevisligt fra min mors dagbog og fra Demokratens referat dagen efter. Og at der var masser af engelske og danske flag, og at folk sang med på frihedssangen og klappede og drak øl og råbte hurra, har jeg jo bare digtet til, for selvfølgelig gjorde de det, og læseren skal have del i stemningen.
Jeg afleverede manuskriptet vel vidende, at bogen var en blandet landhandel. Men læseren kunne se, hvad det var. Kilderne var nævnt. Og så bekymrede jeg mig ikke mere om den sag. Før nu, altså. Fem år efter.
For når jeg i dag sidder og tager forbehold: tror jeg nok, mener jeg og så godt som sikker på , skyldes det, at en genlæsning sætter mig i svær tvivl angående i hvert fald min egen hukommelses natur. Det slår mig, at jeg husker det hele lige godt!
Hvad er der sket? Hvorfor kan jeg i dag kun ved at genlæse dagbog og avisudklip rekonstruere, hvad der er hvad på den film, der nu spilles i min erindring? De nummererede prikker på arket og de optrukne blyantstreger er retoucheret bort. Jeg ser levende billeder uden markerede fikspunkter. Jeg bliver en tvivlsom kilde, men kan der være gevinster ved denne retouchering?
Neurologer beretter, at vi har nogle milliarder hjerneceller, som hver kan have talrige forbindelser til andre celler. Imponerende kapacitet, men den skal også bruges til andet end hukommelse, og alene mine tre timer på stadion i 1945 udgør over 100.000 sekunder med indtryk til alle sanser, og jeg har levet i 76 år. Hvilket spild af lagerplads, hvis man huskede alt! Det med fikspunkterne er nok i virkeligheden ret smart. Men ville det trods alt ikke være mere elegant, hvis man selv kunne skelne mellem, hvad man har fået hvorfra?
Måske har den skelnen bare ikke været nødvendig. Spild. Selvcentreret tomgang. Biologer fortæller, at hjernens opbygning og funktion nok i det væsentlige har været uændret i mindst et par hundrede tusinde år, og at arten altså har tilbragt noget, der ligner 99 procent af sin tid i den ældre stenalder.
Vore forfædre 500 generationer tilbage ikke noget at regne i evolutionens perspektiv skulle begå sig i en hård verden, hvor det var stammens samlede erfaring, der var vital for alle. Om den enkelte selv havde fundet på, hvordan redskabet skulle hugges til eller byttet nedlægges, var uinteressant.
Vi har brug for et sandsynligt billede af vores omverden. Et indre landkort, der tillader os at navigere hurtigt og effektivt. Hvor stammer detaljerne fra? Pedantisk kapacitetskrævende bogholderi.
Jeg har ringe tiltro til hukommelsen som arkiv for velkonserverede fakta, men jeg sætter pris på en god kreativ hukommelse, forstået som en billedskabende funktion, en evne til at kombinere og sandsynlighedsvurdere hensigtsmæssigt.
Vi er jo ikke fra naturens hånd konstrueret til at vidne i byretten.