Så længe såret værker, har man ikke overskud til tilgivelse

Mennesker rammer hinanden. Stødene kan være lette som puf eller smertefulde som knytnæveslag. For den forulempede er det væsentligt, om stødet var forsætligt eller kun et uheld – om det var resultat af en bevidst planlægning eller blot noget, der skete i ”kampens hede”, skriver dagens kronikør

Så længe såret værker, har man ikke overskud til tilgivelse

VREDE ER ET FÆNOMEN, som sjældent beskrives uden for faglige kredse. Det er en følelse, som det er nyttigt at gøre sig tanker om, fordi vrede, som forårsager konflikter, forpester tilværelsen for uendeligt mange mennesker uanset uddannelsesniveau eller social status. Kast blot et blik på skilsmissestatistikken.

Tre begreber er uomgængelige: Sårbarhed, forventning og aggressionsforvaltning. Graden af sårbarhed afhænger af, hvor mange sår man er blevet påført som barn. Jo flere sår, jo større skrøbelighed.

Børn er forsvarsløse, og krænkelser sætter dybe spor. Gradvist vokser tynd hud hen over såret, men det springer refleksmæssigt op igen, hvis der indtræder hændelser, der minder om den oprindelige krænkelse.

Hudløse mennesker, der føler sig ramt, evner ikke at rumme de smerte‑ fulde følelser, som opstår i kølvandet på indbildte eller reelle fornærmelser. De har svært ved at fordøje dem i stilhed eller i samtale med andre og må handle sig fri af ubehaget.

Der er talrige måder at afreagere på. Raseriudbrud, martyradfærd, kontaktbrud eller endeløse kværulanterier. Sårbare mennesker husker som elefanter.

Mennesker rammer hinanden. Stødene kan være lette som puf eller smertefulde som knytnæveslag. For den forulempede er det væsentligt, om stødet var forsætligt eller kun et uheld; om det var resultat af en bevidst planlægning eller blot noget, der skete i ”kampens hede”. Var det egen sårbarhed eller den andens nederdrægtighed? Hvordan kan det, der skete, tolkes?

Vi har forskellige forventninger til hinanden. Ofte tror vi, at modparten ved, hvad vi forventer, og vi reagerer med krænkelse, når disse forventninger ikke indfries.

Mange har en antagelse om, at andre tænker og føler som dem selv og bliver fornærmede, når dette ikke er tilfældet. Så må der være noget galt; han må have en ringe moral, være småpsykopat eller egoistisk kyniker.

Har man styrke til at gå ind i et opklaringsarbejde sammen med modparten, kan det være berigende at finde ud af, at den anden ikke er ond, ubetænksom eller brutal, men bare anderledes end en selv; men det kræver psykologisk sans, verbal formåen og modenhed at udrede stridighed og komme til gensidig forståelse.

DER FINDES MENNESKER, der i barndommen har erfaret, at det er forbundet med fare for kærlighedstab fra forældrenes side, hvis disse kritiseres. Nogle af disse bliver konfliktsky personer, der tilbageholder forurettelse og harme i håb om, at vreden driver over af sig selv, men vredesophobningen bliver ofte så stor, at de ikke kan udholde presset længere, hvorefter de på en lille foranledning eksploderer i et orgie af raseri. Herefter kommer typisk en fase med anger og undskyldninger.

Nogle har direkte tilgang til deres vrede, som de åbent udtrykker med evindelige konflikter til følge. Andre fremfører deres vrede forsigtigt og undskyldende. Nogle kaster med ting og smækker med døre, for ikke at tale om dem, der går fysisk til angreb på den, de føler sig krænket af. Visse spiller fornærmede, fryser andre ude eller bryder kontakten i en kortere eller længere periode.

Det er risikofyldt at administrere sin vrede. Der er fare for indre overophedning, hvis man holder vreden tilbage, men der er også risiko for, at man kortvarigt eller bestandigt kan ødelægge gode relationer, hvis man slipper vreden løs; man kan aldrig vide, hvor følsom modparten er for kritik.

Stridigheder handler oftest om følelsesmæssige krænkelser, og fordi vi alle er sårbare i et eller andet omfang, kommer vi alle til at krænke hinanden. Når såret er dannet, skal der findes strategier til at slippe af med smerten.

De mest afbalancerede formår at verbalisere deres utilfredshed på en behersket måde og fortælle om det, der gjorde ondt. De modne er typisk i stand til at blive modsagt og til at rumme et divergerende synspunkt på uenigheden. De kan udholde forskellige opfattelser af den konflikt, de har været involveret i, og efter en stund kan livet gå videre uden katastrofale følger for nogen af parterne.

Prøvestenen på fordragelighed er evnen til at tolerere, at den anden ser forskelligt på noget, som er meget vigtigt for en selv. Når følelserne har lagt sig, er det tid til at se den anden indefra og sig selv udefra og skifte position fra sit eget ståsted til den andens ståsted. På denne måde kan kærlighed overvinde had.

Mennesker, der er knap så ”stærke”, er mere krævende. Ofte vil de forstås og er ikke tilfredse, før modparten giver dem ret. Jo dybere såret føles, jo mere snæversynet bliver man. Det kan føre til livslange kværulanterier eller isnende kulde, hvis kravet om at blive forstået ikke indfries.

Der kæmpes en destruktiv kamp for at få den anden til at indse rigtigheden af ens synspunkt, og først når modparten i afmagt giver sig, kan det komme til en forsoning. Disse mennesker er som små børn i en voksen krop og tåler ikke, at deres synspunkter ikke bliver anerkendt. Konflikter forbliver uafsluttede, og selvretfærdighed og offerfølelse dominerer.

Men ingen er herre over sin egen robusthed eller følsomhed. Man kan kun vanskeligt selv bestemme, hvordan man skal reagere i en konfliktsituation. Det afhænger af, hvilke følelser der sættes i svingninger. Er følelserne stærke og den sunde fornuft suspenderet, mister man den sædvanlige kontrol over sig selv.

Når visse mennesker er i stand til at styre sig i sådanne situationer, er det ikke en følge af en viljesakt, men fordi de qua deres opvækst har udviklet en indre styrke, hvorved deres sårbarhed er begrænset. Det er ikke alle, der er behandlet lige respektfuldt i deres opvækst, og nogle har som følge af dette større sårbarhed end andre.

MORALISTERNE SIGER ”Du skal tilgive din næste”, men hvad hjælper dette, hvis man ikke kan? Man kan tilgive med munden uden at tilgive med følelserne, og en tilgivelse, der ikke er følt, er blot tomme ord.

Man er først i stand til at tilgive, når der er vokset arvæv hen over såret, og man er færdig med at pines. Så længe såret værker, har man ikke overskud til at række hånden ud. Når smerten er dampet af, og det værste ubehag har lagt sig, kan der melde sig et ønske om at genopbygge fordums gode relationer.

Den forsonende part har en interesse i at reparere forholdet og siger indirekte med sin tilgivende gestus: ”Nu har konflikten varet længe nok. Du er værdifuld for mig. Lad alt blive godt igen.” Der er således en stor portion egeninteresse i at afslutte en stridighed. Men stædighed kan komme i vejen. Frygt for at modparten vil hovere, og at man bliver den lille. Man er i en sårbar position, når man indleder ”fredsforhandlinger”. Der er en aura af storladenhed over tilgivelse, som om det kræver særlig sjælsstyrke og moralsk overskud.

Men tilgivelse er ikke specielt ædelmodigt. Der er ingen grund til at gøre hverdagslivets psykologiske fænomener til heltegerninger. Man besidder ikke Jesus-agtige dimensioner, blot fordi man er i stand til at tilgive. Tilgivelse er ikke skabt af en viljeshandling, men er et psykologisk produkt, der kommer, når man følelsesmæssigt er klar til det.

Mennesket er udstyret med et væld af følelser, som lever deres eget autonome liv. Vi kan ikke bestemme, hvad vi skal føle, men vi står til ansvar for, hvordan vi handler. Vi kan iagttage vore følelser, følge dem og reflektere over dem og dermed begynde at få indsigt i vort indre og se mønstre i vor tænkemåde.

Herved er der mulighed for at bremse konfliktskabende adfærd og gøre omgangen med andre mere enkel og gnidningsfri.

Niels Kjeldsen-Kragh er speciallæge i psykiatri