Yalla, yalla, Danmark!

Hvordan tager man på dialoglejr med en mand, som ikke engang vil give hånd, fordi man er kvinde? Dagens kronikør, en ung dansker, blev ikke blot udfordret på sin kultur og sin tro, hun mødte også sine egne fordomme under et lejrophold i Libanon, hvor hun mødte et fællesskab, som hun aldrig har oplevet magen til

"Yalla! Yalla!" Kom nu, kom nu!, råbte lederne, når vi ikke kom hurtigt nok til aktiviteterne og undervisningen". Disse ord beskriver dagens kronikør Anna Katrine Ebbesen som meget sigende for de første dage, hun tilbragte i International Work and Study Camp i Libanon.
"Yalla! Yalla!" Kom nu, kom nu!, råbte lederne, når vi ikke kom hurtigt nok til aktiviteterne og undervisningen". Disse ord beskriver dagens kronikør Anna Katrine Ebbesen som meget sigende for de første dage, hun tilbragte i International Work and Study Camp i Libanon. Foto: .

Vi begynder med at vise jer, hvor intolerante I i virkeligheden er så tager vi den derfra ...

Sådan lød introduktionen, inden jeg sammen med tre andre danskere tog på dialoglejr i Libanon i juli. Men jeg er jo ikke særlig intolerant, tænkte jeg. Tværtimod! Jeg er da ung og åben over for alle kulturer og religioner jeg har endda skrevet min bachelor i retorik om konflikten i Gaza og om, hvordan forståelse og empati er den eneste vej til forsoning. Men turen til Libanon skulle blive meget mere udfordrende, end jeg forventede.

LÆS OGSÅ: EU: Lad syriske flygtninge blive i Libanon

Og udfordringerne begyndte allerede herhjemme. På det forberedende møde skulle jeg møde de tre andre deltagere fra Danmark: to muslimer og en anden kristen. Jeg glædede mig til at møde andre åbne og tolerante unge og blev ret overrasket, da en af de muslimske deltagere slet ikke ville give mig hånden, fordi jeg er kvinde.

Det var en smule akavet, men situationen blev hurtig reddet, da vores leder ankom og som det mest naturlige hilste på Mohamed med venlig øjenkontakt og hånden på hjertet. Jeg kunne alligevel ikke helt ryste følelsen af feministisk fornærmelse, der havde sat sig i mig, af igen. Nu var jeg lige pludselig lidt nervøs for denne lejr, for hvad hvis de andre deltagere ikke var så åbne, som jeg troede de ville være og som jeg troede, at jeg var?

Hvad er det for en dialoglejr, jeg har været på? International Work and Study Camp i Libanon er et samarbejde mellem Danmission og partnerorganisationen i Libanon kaldet Forum for Development, Culture and Dialogue, FDCD. Den årlige lejr er for unge mellem 20 og 35 år og varede 10 intense dage. Der var 34 deltagere fra Iran, Irak (Kurdistan), Syrien, Libanon, Egypten, Palæstina, Sudan, Madagaskar, USA, Saudi-Arabien, Norge og Danmark.

Mødet med alle deltagerne og det vilde dialogprogram blev en oplevelse, der forandrede mig meget mere, end jeg forventede. Jeg blev udfordret som aldrig før på mine holdninger, følelser, kultur og tro.

Jeg har altid tænkt mig selv som et meget åbent og tolerant menneske. Jeg er jo vokset op i Australien som dansk indvandrer i et land fyldt med mange forskellige religioner og kulturer. Og jeg har taget tre tilvalgsfag på minoritetsstudier på Tværkulturelle og Regionale Studier. Men der er kæmpe forskel på det, man læser, og det, man oplever.

Yalla Yalla!. Kom nu, kom nu!, råbte lederne, når vi ikke kom hurtigt nok til aktiviteterne og undervisningen. Og de ord kan også sagtens beskrive de første par dage af International Work and Study Camp. For det gik vildt stærkt, og programmet var intenst. Vi oplevede på få dage det, der i normale sammenhænge tager flere måneder eller år, nemlig at komme meget tæt på hinanden, dele vores inderste tanker og følelser det, der nok bedst kan beskrives som at dele liv.

Jeg havde forventet at lære utrolig meget om de andre deltagere deres kulturer og religion, holdninger og synspunkter. Men jeg havde absolut ikke forventet, at det ville blive så personligt. Fredsopbyggende, konstruktiv dialog starter indefra med, at vi undersøger den ubevidste påvirkning, som vi bærer med os fra familie, lærere, venner, fjender, bøger, artikler og så videre. Påvirkningen er subtil vi gentager deres ord uden nødvendigvis at reflektere over det. Men nu skulle vi gå ind i os selv og opdage, hvad vi har taget ind i vores hjerte og oprigtigt mener, og hvad der bare er gentagelser.

Det var en kæmpe udfordring. Vi fik spørgsmålet: Hvad gør dig mest vred eller ked af det? Et meget personligt spørgsmål. At skulle svare på det samtidig med at skulle reflektere over de utrolig mange ting, der kan påvirke svaret, var virkelig en provokerende opgave. Jeg overraskede i den grad mig selv!

Jeg har aldrig været fan af at snakke for meget om følelser og kigge indad. Jeg er pragmatiker jeg vil hellere høre strategier, konkrete planer og hensigtsmæssige kommunikationsresultater, end jeg vil bruge meget tid på personlig kommunikation. Men det gik op for mig, at forandring starter indefra, og at konflikter ikke bliver løst, hvis ikke man er villig til at starte en indre proces, hvor man tør konfrontere sine egne holdninger og følelser for at kunne bryde igennem barriererne og komme over på den anden side og forstå de andre.

Det er en ret ydmygende oplevelse at opdage, hvor påvirket man er af alle de barrierer, der er bygget op mellem kristne og muslimer gennem et par tusinde års historie. Det viste sig i Libanon, at jeg ikke var dette super åbne, informerede, tolerante menneske, som jeg troede jeg var. I mine refleksioner over de chok, jeg fik på lejren, fandt jeg ud af, hvor mange fordomme og forventninger der egentlig lå og gemte sig i min underbevidsthed.

Mine underbevidste tanker om islam som en religion, der ikke respekterer eller anerkender kvinder og deres holdninger, blev jeg konfronteret med, da Mohammed mødte mig med mere åbenhed, oprigtighed og venlighed, end jeg viste ham. Og jeg har sjældent mødt én, der var så opmærksomt lyttende og oprigtigt interesseret i at høre min mening som Ali fra Saudi-Arabien, selvom jeg faktisk for det meste var kritisk over for hans land.

Vi i Vesten lærer gennem medierne, at muslimer er aggressive og voldelige, når de vil have noget gennemført. På dialoglejren var vi så heldige at have to inspirerende palæstinensiske deltagere med. Den ene skuespiller og hospitalsklovn for syge børn, den anden filmstuderende begge aktive i kampen for Palæstina. De bruger begge deres kreative evner til på en ikke-voldelig og konstruktiv måde at protestere mod den uretfærdighed, de ser. De bruger det, de kan og elsker, til at gøre en forskel for fred. Mødet med Tarek rykkede ved min opfattelse af, hvad en ung palæstinensisk er han har en skuffe fyldt med røde næser og ikke med geværer.

Den mest udfordrende fordom at tackle var, at muslimer i virkeligheden ikke kan lide kristne og omvendt. Men det vildt tætte fællesskab smadrede denne fordom fuldstændig! Jeg har aldrig været sammen med en gruppe mennesker, der var så kærlige både i ord og handlinger man følte sig så værdifuld og værdsat. Jeg blev så opbygget af den overvældende varme og venlighed, at jeg stadig savner at være i det fællesskab, som jeg aldrig har oplevet magen til.

Hvad nu? Oplevelserne startede en forandringsproces i mig, som jeg håber aldrig slutter. Dialoglejren har gjort mig bevidst om, hvor vigtigt det er at reflektere over vores egne tanker og følelser. Fordomme og associationer ligger i os alle, også i mig ikke fordi vi er kristne eller muslimer, vestlige eller arabere, men fordi vi er mennesker.

Vi generaliserer meget mere, end vi tror fordi det er nemt for hjernen. Men det er farligt at blive socialt doven, for det skaber konflikt og splid. Vi skal turde udfordre os selv og vores fordomme i en indre og ydre dialog og lære at møde mennesker, der tænker anderledes end os, og at se forskellighed ikke som en belastning, men som en vidunderlig gave udforsk, opdag og nyd den!

Yalla!