”1864” klarer ikke overgangen fra tv-serie til film-version

Det samlede indtryk af filmversionen af Ole Bornedals tv-serie ”1864” er en mærkelig ufærdig film, der nok er smuk, men desværre også fuldstændig ufarlig

Scenerne fra fronten er insisterende og virkningsfulde i filmversionen af ”1864”, der dog mister farlighed og kant, fordi det politiske bagtæppe er klippet ud. -
Scenerne fra fronten er insisterende og virkningsfulde i filmversionen af ”1864”, der dog mister farlighed og kant, fordi det politiske bagtæppe er klippet ud. - . Foto: fra filmen.

I filmversionen af Ole Bornedals dramaserie om 1864, der nu har premiere, er det politiske lag skåret væk. D.G. Monrad og Johanne Luise Heiberg er blevet ofret i klipperummet sammen med nutidshistorien om den vrede teenager Claudia og den krigsgale baron. Dramaet fokuserer derfor udelukkende på historien om brødrene Laust og Peter.

Det betyder, at farligheden af historien om det danske krigstraume er forsvundet. Men når støjen forsvinder, mister dramaet sin kant og sin værdi som kunstnerisk, personligt vidnesbyrd. For meget kan man sige om Bornedals egenrådige tolkning af 1864, og meget blev sagt, da serien rullede på DR, men uden Monrad, Heiberg og sigøjnere er der pludselig ikke meget tilbage at debattere. Og det er egentlig ærgerligt. For tv-serien fik hele Danmark til at diskutere ikke blot 1864 - som målet vel var - men også kunstens rolle i samfundet.

Bornedal gjorde jo det, der så tit bliver efterspurgt i debatten. Han tog bladet fra munden og kom med sit helt eget blik på en af de væsentligste begivenheder i danmarkshistorien, og for en stund handlede den offentlige samtale om kunstnerisk frihed, historiefortolkning og kulturens opdragende rolle. Filmversionen kan ikke anspore til megen diskussion. Det er blevet en ufarlig fortælling. En smuk og poetisk film, bevares, men ikke en film, der sætter sig spor.

Bornedal formår dog stadig at gøre fortiden levende og lykkes delvist også med at sætte vores historiske arv i relation til nutiden. Men pointen bliver mere forslidt, når den kan koges ned til, at krig gør ondt.

Sammenklipningen af 10 timers tv-serie til en to timer lang film må nødvendigvis have konsekvenser, og jeg tror nu ikke, det er for at føje sine kritikere, at Bornedal har udeladt for eksempel sin dybt personlige tolkning af Monrad som et usselt skvat. For det giver på papiret god mening at fokusere på brødrene, da det er den mest sammenhængende enkeltfortælling, hvorfra der kan siges noget meningsfuldt om 1864.

Men klipningen gør alligevel, at filmen virker abrupt. Mange af scenerne bliver til enkeltstående tableauer af stor skønhed, skabt af Dan Laustsens uovertrufne billeder, men de føjer sig ikke fornemt sammen til en sammenhængende fortælling. Det påvirker også karaktertegningerne, der bliver karikerede og uden den dybde, der gav dem troværdighed over tid.

Didrik bliver endnu mere nedrig, Peter endnu mere poetisk og Inge endnu mere irriterende. Kun Lars Mikkelsen som far Thøger og Sarah Boberg som mor Karen fremstår som hele figurer.

Værst er det dog med sigøjnerpigen Sofia, der jo følger med Inge til fronten, men aldrig bliver introduceret som selvstændig figur. Det gør, at filmen bliver et appendiks til tv-serien. Man ender med at sidde og stykke brudstykkerne sammen og fokusere på, hvilke korte sekvenser der ikke var med i serien, og hvilke elementer der mangler i filmen.

Men hvis man overgiver sig til Ole Bornedals patosfyldte stemningsbilleder og lader sig gennemstrømme af Marco Beltramis følelsesfulde musik, er ”1864” en smuk hyldest til den danske folkesjæl. Bornedal blev jo ellers kritiseret for at latterliggøre Danmark og danskerne, men ”1864 - Brødre i krig” er ironisk nok nærmest et nationalromantisk portræt af et land og et folk.

Bornedal er en melodramatisk mester, og kærlighedshistorien mellem brødrene og godsforvalterens datter har et nostalgisk og sjælfuldt skær, man kan afvise som svulstigt gøgl, men også kan nyde ligesom billederne af de bølgende kornmarker og lærkens færd over sommerhimlen. I stærk kontrast står de vinterlige krigsscener, der med rette var det mest roste i tv-serien.

De insisterende scener fra Dannevirke og Dybbøl står stadig som noget af det mest ægte og modige tv-dramatik, men det samlede indtryk er ikke desto mindre en mærkelig ufærdig film, der nok er smuk, men også fuldstændig ufarlig.