Richard Wagner fylder 200 år i dag, og han er stadig som ingen anden klassisk komponist i stand til at dele vandene. På den ene side er de indædte beundrere, der tilbeder deres idol med en skråsikkerhed, der ofte har en sekterisk karakter, og på den anden side er der mange musikinter-esserede, der finder Wagners musik fortænkt, forvrøvlet, for vanskeligt tilgængelig eller slet og ret for kedelig.
Lad os dykke ned i hans længste opera Gudedæmringen, også kaldet Ragnarok, for at illustrere de indvendinger, man som skeptiker kan føre til torvs.
I tredje scene af første akt sidder Brünnhilde ved indgangen til et stenkammer og betragter i tyste tanker Siegfrieds ring, da hun bliver opsøgt af sin søster, Walt-raute. Der udspiller sig en længere ord- og toneudveksling mellem de to valkyrier, og på et tidspunkt spørger Brünnhilde:
Was ists mit den ewigen Göttern? (i Henrik Nebelongs kongeniale gendigtning: Hvad sker med de evige aser?).
Waltraute indleder sit svar med: Höre mit Sinne, Was ich dir sage! (Hør nu med sans, hvad jeg dig siger), og så følger der ellers en udredning på ti et halvt minut, inden Brünnhilde igen kommer til orde.
Den danske politiker Niels Helveg Petersen har engang sagt, at en god forklaring er en kort forklaring. Har han ret i det, er Wagners operaer, og navnlig de fire, der udgør Nibelungens Ring, fyldt med dårlige forklaringer.
Den umådeholdne længde er vitterligt et problem for mange musikelskere, der i princippet gerne ville gå om bord i Wagners værker. Lige så hurtig som Verdi var til at afvikle en situation med henrettelsen af trubaduren Manrico i slutningen af Il trovatore som et prægnant eksempel, lige så omstændelig er Wagner. Tilløbene er ekstremt lange og snoede.
Dertil kommer Wagners særlige prosastil. Han skrev selv teksterne til sine operaer, det var en del af hans idé om et Gesamtkunstwerk, der både er arkaisk og ærketysk i sin karakter.
Hvad det sidste angår: Da Brünnhilde og Siegfried tager afsked med hinanden i forspillet til Gudedæmringen, heiles der i ét væk: Heil, strahlende Liebe, heil strahlendes Leben, heil strahlender Stern, heil siegendes Licht, heil Brünnhild, inden de elskende forenes i et firedobbelt heil.
Wagnerianere plejer at forsvare mesteren med, at han jo ikke kunne gøre for, at Hitler og nazisterne i den grad tog hans værker til sig, og sandt nok: Wagner døde seks år inden Hitlers fødsel.
Der foreligger imidlertid en omfattende dokumentation for Wagners antisemitisme, den er nagelfest, som man siger på tysk. Interesserede kan henvises til Joachim Köhlers digre værk fra 1997 Wagners Hitler, hvor forfatteren demonstrerer, i hvor høj grad Hitlers antidemokratiske og antisemitiske holdninger var en arv fra hans store forbillede.
Eller Gottfried Wagners (et af Wagners oldebørn!) netop udkomne Du sollst keine anderen Götter haben neben mir (Du skal ikke have andre guder end mig) med undertitlen Richard Wagner ein Minenfeld. Der ligger unægteligt en vis symbolik i, at Hitlers selvbiografi Mein Kampf er skrevet på en skrivemaskine, Wagner familien i Bayreuth stillede til rådighed.
Wagners på én gang knudrede og svulstige sprog kan alt efter smag og temperament være en hurdle eller en charme, når man skal tilegne sig hans oeuvre. Ved en solopgang over Rhinen synger de tre rhindøtre: Frau Sonne sendet lichte Strahlen, og de fortsætter med udtryk som heil und hehr, Wagners bogstavrim kan være skamløst enkle.
Et meget anvendt af slagsen er wonnigstes Weib (huldeste kvinde). I en af de nyeste Wagner-biografier: Richard Wagner, the Sorcerer of Bayreuth (Troldmanden fra Bayreuth) af englænderen Barry Millington, taler forfatteren om Wagners glorious vulgarity, strålende vulgaritet. Det udtryk rammer i den grad hovedet på sømmet, både når det gælder mennesket og komponisten Wagner.
Men selvom wagnerianere kan finde på at udnævne ham til en af det 19. århundredes mest betydelige litterære skikkelser, er det hans berusende musik, der gør, at Bayreuth i dag står på den anden ende, og at der i Festspielhaus gives en gallakoncert med husorkestret under ledelsen af Christian Thielemann.
LÆS OGSÅ: Morten Korch junior er død 103 år gammel
Alle 1974 pladser har været udsolgt i halvandet år, og på den sorte børs når priserne op på uhyrlige summer, men Kristeligt Dagblads læsere vil om nogle dage kunne læse om koncerten.
Man kan roligt regne med, at hver eneste tilhører vil blive ramt af Wagner-feberen og beruset af hans musik. En tysk musikkritiker, der for øvrigt selv har et ambivalent forhold til Wagner, har talt om hans Drogenmusik (narkomusik), man bliver revet med som i en rus af mesterens klange. Eller som operadramaturg Nina Parly så rigtigt har udtrykt det: Lyden af Wagner går i kroppen.
Lidt provokerende kan man måske sige, at det fællesskab, der binder fuldblods-wagnerianere sammen, ikke er helt ulig det fællesskab, andre afhængige kan opleve, et fællesskab, der også kan manifestere sig i undren over, at ikke alle kan eller vil være med i rusen.
Den amerikanske humorist Mark Twain skal have sagt: Wagners musik er bedre, end den lyder. Måske kan man med rette bytte om på faktorerne og mene, at Wagners musik lyder bedre, end den er.
Den lyder nemlig sådan, at man lader sig forføre og rive med. Man nyder skumsprøjtene i Den flyvende Hollænder, får gåsehud af gralsfortællingen i Lohengrin, vandrer brummende af sted med pilgrimmene i Tannhäuser, jubler med folket i Nürnberg over skomageren Hans Sachs afsluttende monolog og får frydefulde fornemmelser, når rhindøtrene vugger vildt i vandet. Men oplever man også dødslængsel ved at lægge ører til Wagners magiske klange?
For det mest hårdtslående ved hans 13 operaer er hans sammenkædning af kærlighed og død. Isoldes Liebes-tod fra slutningen af Tristan og Isolde er nok det mest berømte eksempel, men der er masser af andre. For at vende tilbage til Gudedæmringen, så er Siegfrieds sidste ord, inden han udånder: Süsses Vergehen, seliges Grauen: Brünnhild bietet mir Gruss! (I Nebelongs oversættelse: Sødt nu forgår jeg! Salige gysen! Brynhild tar mig i favn!). Dødskrammet, så at sige.
Wagners operaer er en storslået reklame for døden, erklærede en kender engang. Hvem husker jeg desværre ikke. Jeg har spurgt flere kyndige, heriblandt Henrik Nebelong, uden at få svar og vil gerne sætte en god Wagner-opera på højkant for et endegyldigt svar på det spørgsmål.