Danske forfattere skriver mere om ældre

Plejehjemsromaner og pensionistfortællinger vinder frem i dansk litteratur

Danske forfattere skriver mere om ældre
Foto: Iris.

Ældre mennesker har længe været repræsenteret i romaner som perifere karakterer, ofte fremstillet som affældige og døende personer uden at bidrage yderligere til fortællingen.

Sådan er det ikke længere, og den første videnskabelige afdækning af den nye type litteratur er netop udkommet. I Livslange liv viser litteraturprofessor fra Syddansk Universitet Peter Simonsen, at danske forfattere siden årtusindskiftet i stigende grad gransker alderdommens vilkår.

Når man læser ældre bøger, forsøger forfattere typisk ikke at gøre sig kloge på tilværelsen for ældre over 60 år. Men livet standser jo ikke ved pensionen.Flere forfattere er optaget af at beskrive det livslange liv, som jeg kalder det, siger Peter Simonsen, som beskriver et gennembrud af en senmoderne ældrelitteratur herhjemme i såkaldte plejehjemsromaner og pensionsfortællinger.

LÆS OGSÅ: Alderdommens furer folder sig ud i litteraturen

Forfattere, der er optaget af ældres liv er blandt andre Christian Jungersen, Bent Haller, Bent Vinn Nielsen og Kirsten Thorup.

Peter Simonsen har gennemgået en lang række danske romaner fra de seneste 20 år og undersøgt, hvordan ældre mennesker fremstilles.

Ifølge forskeren er denne nye type ældrelitteratur kendetegnet ved at fremstille en række både tidstypiske og mere almene aspekter ved ældrelivet.

Forfatterne bringer modsat tidligere læseren ind i bevidstheden på ældre karakterer og på en følelsesmæssig måde, man sjældent har set før, og som man heller ikke finder i andre kunstformer. De ældre bliver betragtet mere som mennesker end som en belastning, siger Peter Simonsen.

Han har desuden fundet frem til, at ældre mænd oftere indtager centrale karakterer i romanerne end kvinder, og at velfærdsstaten udgør en væsentlig ramme for de ældres liv i romanerne både på godt og ondt. Det gælder som for eksempel Kirsten Thorups Ingenmandsland om den 94-årige Carl, der bor på plejehjem.

Jeg forsøgte at sætte mig ind i, hvordan det er at miste sin suverænitet, og ind i tabet ved at komme ind i en offentlig institution, man aldrig kan gå hjem fra, siger Kirsten Thorup.