Verden er altid større, end man tror, og rummer dybder, som man sjældent fatter i nuet. Man antager, at et område er udtømt, og at alle muligheder er endevendt, og man forfalder måske til resignation. Men som abbedissen siger til den unge nonne Maria i filmklassikeren The Sound of Music: Når Herren lukker en dør, åbner han et vindue.
Samme sætning kunne næsten have stået i forfatteren Marilynne Robinsons mesterlige roman Gilead, der består af dagbogsoptegnelser og breve med opsamlet livsvisdom fra en gammel præst til hans unge søn. Robinson er aktuel i næste uge tirsdag udkommer på dansk hendes seneste essaysamling, Da jeg var barn, læste jeg bøger, men hun er også relevant i forbindelse med den aktuelle udgivelse af den amerikanske roman Stoner af John Williams.
LÆS OGSÅ: Genopdaget roman hyldes som overset mesterværk
Gilead blev trods sin nærmest insisterende lavmælthed og kategorisk umoderne indhold (brevroman, præst i hovedrollen, sparsom handling, opbyggelig slutning, foregår langt ude på landet) en bestsellersucces, da den udkom i 2005, og vandt både Pulitzerpris og læsere over hele verden. Der er tydeligvis et rum for og længsel efter rolig, eftertænksom litteratur i vores ellers larmende kultur.
Samme usandsynlige succes er overgået Stoner, som John Williams (1922-1994) udsendte i 1965, hvorefter romanen blev totalt glemt. Men bare fordi noget er usynligt, betyder det jo ikke, at det ikke findes og fundet blev i allerhøjeste grad Williams roman, da den i 2006 blev genudgivet i USA og siden er blevet en bestseller med klassikerstatus. Her troede man, at amerikansk litteratur var udtømt og historien kortlagt, og så dukker denne glemte roman op.
Sidste år blev Stoner kåret som årets bog af den engelske boghandlerkæde Waterstones, og den har fået anprisende anmeldelser i The New York Times og The New Yorker blandt mange andre steder. Herhjemme siger forfatteren Jens Christian Grøndahl, som også er bogens danske oversætter: En gang imellem støder man på en bog, der mere end så mange andre bekræfter, hvorfor man beskæftiger sig med litteratur.
Stoner er historien om den fiktive litteraturforsker William Stoners liv og er løseligt baseret på forfatterens egne erfaringer som underviser ved instituttet for engelsk på University of Missouri. Født ind i en fattig bondefamilie bryder den unge Stoner med forældrene og vælger åndens frem for håndens arbejde.
Vi følger ham fra barndommen over studieårene og senere fastansættelse ved engelskinstituttet og lever med ham i et glædesløst ægteskab med den jævnaldrende og psykisk ustabile Edith. Vi kommer også gennem en opslidende sag om en studenterklage, en livsbekræftende affære med en kollega og et ukonventionelt, men varmt forhold til datteren Grace. Til sidst dør Stoner, døv og næsten glemt af kollegerne. Det er nye tider på campus, og den demonstrativt gammeldags Stoner er der ikke mange forskningsbevillinger i. Nok frustrerer han uni-ledelsen, men enkelte af de studerende gør han glade, ja mere end det, han ændrer deres liv med sin lærergerning:
Uvidende om moderetninger eller sædvane mødte de studierne, sådan som Stoner havde drømt om at se en studerende gøre det som om disse studier var selve livet og ikke bare konkrete midler til opnåelse af konkrete mål.
Romaner, der foregår på universiteter, udgør deres helt egen genre. Ofte er disse campusromaner præget af mild satire og udlevering af det verdensfjerne akademiske liv; en stil, som englænderne Kingsley Amis og David Lodge blandt andre har gjort til deres specialitet. Men her adskiller Stoner sig fra den klassiske campus-roman, for overalt i bogen løber en dyb sympati for Stoner, denne gammeldags knark med umoderne påklædning, dybe furer i ansigtet og en lidenskabelig veneration for middelalderlitteraturen, der ikke får ham til at ryste på hånden i valget af livsgerning, selvom verden rundt om ham er i opbrud: Første Verdenskrig, Anden Verdenskrig, begyndende studenteroptøjer det hele passerer revy for Stoners faste blik og virker underligt livløst. Det er i litteraturen, at han lever og erkender, det er her, hans lidenskaber får afløb.
Gennem romanen, der er fortalt kronologisk og i et realistisk sprog, løber også en nuancerigdom i skildringen af den menneskelige eksistens. Stoner bringer mange ofre og har sikkert sin del af skylden for, at hverken hustru eller datter finder ro i livet, men i hans fravalg og ansvarsforflygtigelse ligger også en voldsom intensitet og efterhånden forsvundet fornemmelse for skæbne. Stoner er sat til at forske og være en uovertruffen lærer. Det bliver han, men resten af livet er sådan set ikke nogen succes. Men tro mod sit kald, det er han.
Kald, ansvar, skæbne, skyld, lidenskab, skuffelse, livsgerning, eftertiden det er disse begreber, som John Williams dybt fascinerende og meget rørende kredser om og går ind i i denne slidstærke, lavmælte roman. Han lægger i modsætning til Marilynne Robinson ikke nogen kristen forståelsesramme ned over handlingen, bortset fra at alle siderne i romanen omkranses af et klassisk kulturelt vestligt verdensbillede, der vel går under med Stoners sluttelige død.
Og som måske genopstår, når vi læser om ham, for der er en grund til, at Gilead og Stoner bliver disse verdenssucceser imod alle odds. Verden af i går er ikke altid så fjern, og den rummer glemte indsigter, som vi læsere gerne vil i berøring med og gøre til vores.
