Italienernes kulturarv falder sammen om ørerne på dem

Natbillede af Colosseum set udefra, er opført i det sumpede område syd for kejser Neros

Natbillede af Colosseum set udefra, er opført i det sumpede område syd for kejser Neros palads. Foto: Jan Djenner/. / Scanpix

Italienerne må tænke kreativt for at skaffe penge til den kulturarv, der falder sammen om ørerne på dem

En skofabrikant betaler for restaureringen af Colosseum, et modehus betaler for Trevifontænen, mens Den Spanske Trappe bliver sat i stand af juvelerfirmaet Bulgari. Og Roms borgmester er lige vendt tilbage fra et besøg hos den saudiarabiske kongefamilie, som har lovet at sponsere andre projekter i den evige stad.

Italienerne tyr nu til nye midler for at sikre deres kulturarv. Få lande har så mange skatte i form af paladser, kirker, monumenter, museer og arkæologiske udgravninger som støvlelandet, og hele arven har de senere år været ved at falde ned om ørerne på dem. Som med så meget andet får den tidligere premierminister Silvio Berlusconi skylden for miseren. Det var under hans ledelse, at det for alvor begyndte at gå galt, og med den økonomiske krise, der har ramt Italien hårdt, er der ikke penge på statsbudgettet til selv det allermest nødvendige.

Der er for mange smukke ting i Italien. Staten kan ikke passe på dem allesammen, som Stefano Cimatti siger. Han er borgmester i Bassano del Grappa, hvor de har en historisk bro over Brenta-floden. Den er ved at styrte sammen. Det vil koste 500.000 euro at sætte den i stand, og de penge har den lille by ikke. Så nu samler indbyggerne ind til projektet på alle mulige måder. For 1000 euro kan man for eksempel spise frokost med modemogulen Renzo Russo, der ejer firmaet Diesel og bor i byen med udsigt til broen.

LÆS OGSÅ: Indsamling på nettet skal sikre penge til Frans af Assisi-rum

Russo har i forvejen hjulpet med at restaurere den mere kendte Rialto-bro i Venedig, som Diesel har betalt fem millioner euro til.

Den nye regering under Matteo Renzi har afsat flere penge til kulturen. Kulturminister Dario Franceschini annoncerede for eksempel i sidste uge, at han har fundet 135 millioner euro, som skal gå til at redde 46 steder i den sydlige del af landet, blandt andet det italienske svar på Versailles, kongeslottet Reggia di Caserta, der længe har været en national skamplet.

Men selvom der altså nu ser ud til at være politisk vilje til at begynde at rette op på situationen, er det en mere end svær opgave. For kulturministeren er udgangspunktet, at hans ressort siden årtusindeskiftet næsten har fået halveret budgettet. Berlusconis finansminister, Giulio Tremonti, blev berygtet for at sige, at kultur kan man ikke spise. Og konsekvenserne har været til at mærke.

Internationalt har forfaldet i Pompeii givet mest genlyd. Siden 2010, da Gladiatorernes Hus faldt sammen, har der været flere kollapser og højlydt bekymring for det historiske sted, der er på Unescos liste over verdens kulturarv. Italien er det land, der har flest steder på listen, i alt 49.

EU har givet en massiv bevilling til at hjælpe i Pompeii, men det italienske bureaukrati og frygten for, at mafiaen skulle infiltrere arbejdet, har gjort det svært at komme i gang. For nylig blev stedets vicedirektør, der blev ansat så sent som i december, fyret igen.

Da flere mure styrtede ned i begyndelsen af marts, appellerede premierminister Matteo Renzi til det private erhvervsliv. Hvad venter I på?, spurgte han og erklærede, at den ideologiske modstand mod at lade den private sektor intervenere måtte slutte.

Dele af det italienske kulturliv har forsøgt at stoppe ethvert skridt mod det, de mener er en snigende privatisering af kulturarven. Og det har vakt harme, at de firmaer, der for eksempel har sponseret en restaurering i Venedig, har fået lov til at plastre stilladserne til med reklamebannere. Senest er det også kommet frem, at skofabrikanten Diego Valle, der betaler 25 millioner euro for istandsættelsen af Colosseum i Rom, får noget for pengene. Diego Valle har nu de kommercielle rettigheder til for eksempel at bruge billedet af det verdensberømte amfiteater. Saudiaraberne får lov til at låne kunstværker fra Rom til gengæld for deres bidrag.

Trods kritikken, og efterhånden som situationen er blevet værre, og der stadig ikke er udsigt til, at staten kan tage sig ordentligt af opgaven, går denne flere og flere steder over på private hænder.

Munkene i franciskanerklostret i Trastevere i Rom, der samler ind via crowdfunding på nettet, er kun det seneste eksempel af mange. I Campania er miljøorganisationen Legambiente i gang med det samme i et forsøg på at sikre et af de vigtigste steder fra grækernes tid i landet, Paestum, en antik by med flere templer fra det 6. århundrede f.Kr. En stor del af området er stadig ikke udgravet og bliver brugt til landbrug.

I Bologna crowdfunder en gruppe borgere for at kunne renovere byens vartegn, San Luca, den længste søjlegang i verden, og i Torino har de samlet 95.000 euro ind til museet Palazzo Madama. I Mantova gav 4400 personer i alt 161.000 euro, som betalte for renoveringen af rundkirken Rotunda San Lorenzo.

Rundtom i landet bliver der også samlet ind til de kirker, som er ødelagt af jordskælv. Alene i Puglia-regionen blev omkring 60 kirker mere eller mindre beskadiget for 12 år siden, og på et år fik de 2,3 millioner euro ind. I LAquila, som blev totalt smadret af et jordskælv i 2009, er kirkerne nogle af de første bygninger, man er gået i gang med at genopbygge.

Også Vatikanet samarbejder nu med private firmaer på kulturfronten. Teknologifirmaet Enea udvikler nye systemer, der kan overvåge kunsten i pavestatens museer, for eksempel en særlig radar, der skal holde øje med, om der kommer skader på freskoerne i Det Sixtinske Kapel. Et andet firma inden for teknologi og forsvar, Finmeccanica, har lovet at gøre det samme i Pompeii, hvor avancerede systemer skal advare om risikoen for jordbevægelser, så man kan forhindre flere kollapser.

Kulturarven koster men giver også Italien store indtægter. Turister lægger milliarder i landet hvert år, ikke mindst på grund af Colosseum, Venedig, Pompeii og alle de andre skatte. Men i modsætning til andre lande har vi åbenbart endnu ikke lært at tjene på vores nationale kulturarv, som forfatteren Umberto Eco frustreret konstaterer i et åbent brev.