Der er aldrig hjul på en drømmeseng, hedder denne bog, og næh, det er der vel ikke, og hvad betyder det så? At en drømmeseng står stille, og at en person, der sover i en sådan, heller ikke flytter sig? Men en drømmeseng er jo ikke en permanent seng, det er en seng man slår op og i, og på den måde er den jo netop flytbar.
Fortællerens far sov i en drømmeseng, da han var syg, men da han døde, kom han i en ambulance, fordi, siger han, der er aldrig hjul på en drømmeseng.
Men jeg forstår stadig ikke, hvad det betyder, udover at det lyder smart a la, der gror aldrig mos på en rullesten. Derimod oplever jeg, at titlen er et eksempel på det, der er Robert Reinholds altoverskyggende problem i denne debutroman: At hans fortælling ikke bliver vedkommende for læseren, fordi forfatteren mangler at gøre sig helt klart, hvad det egentlig er, han gerne vil fortælle, og dertil at indse, at følelser ikke virker mere reelle proportionalt med antallet af ord, man bruger til at beskrive dem. Ofte er det lige tværtimod.
LÆS OGSÅ: Den poetiske journalist
Kort fortalt handler romanen om en mand i 50-års krise. Han er komponist, men komponerer ikke, tilmed er han ramt af tinnitus, han drikker for meget, og en dag er hans kone rejst fra ham, ja faktisk påtænker hun at flytte til Island med børnene.
Det kunne der komme en før set beretning ud af, men til Reinholds ære skal siges, at han faktisk prøver at fortælle historien om denne kendte krise på en ny og mere fantastisk måde. Det gør han blandt andet ved at lade den mandlige hovedperson få besøg af sin afdøde far: bappende på filterløse cigarretter manifesterer dette spøgelse sig pludselig på bagsædet af vores tømmermændsplagede antihelts bil.
Far, der døde, da vores hovedperson var syv år, fortæller nu en grusom historie fra sin ungdom, hvor han arbejdede på Grønland. En historie, hvori en tupilak spiller en afgørende rolle. Samme tupilak ligger nu i hovedpersonens forrude, indtil den slutteligt ender med gøre det af med vor mands fjende, den mand, hans kone var utro med (og som tak for lån til Kristian Bang Foss kører i en sort Audi).
Slutteligt kommer antihelten helt hjem han får begravet både mor og far og vender tilbage til livet efter sit ophold i limbo, efter at han (tak til Kim Leines indledning i Profeterne i Evighedsfjorden) bliver genfødt ved et fald.
Det kunne jo være meget godt. Når det ikke er det, skyldes det to ting: Historien er for tynd, den hænger ganske enkelt ikke særlig godt sammen, og historien er fortalt i en så tung og klumset stil, at den aldrig nogensinde bliver hverken vedkommende eller morsom, som jeg tror, det er hensigten, for læseren.
Sproget er omstændeligt: En stum forargelse forgreb sig på formuleringsevnen, eller: Min tunge fyldte munden som en fælt isolerende, støvet klump rockwool, der gjorde det næsten umuligt at trække vejret. Havde det ikke været nok med rockwool her, før vi havde forstået?
Sætningerne er hyppigt skrevet med underforstået grundled: Begyndte at smile indvendigt, men holdt det for mig selv. Forfatteren forsøger at formulere store følelser, men resultatet er hult postulerende: En strøm af sorg og livløst liv strømmede igennem mig. Tid og tilfældighed smeltede sammen og dannede perlemorsranker af slægtsled.
Ukendte følelser kolliderer i den indre muld med både frø, retningssans og rationale. Ja, må man konstatere, der skulle være luget virkelig godt igennem, hvis denne drømmeseng skulle foldes ud for alvor.