Træerne bliver tændt enkeltvis. Ét efter ét springer de ud som lysegrønne eller ligefrem lyserøde lamper foran digteren Henrik Nordbrandts franske altan i ambassadekvarteret på Østerbro i København. Og de er faktisk først lige begyndt, da Kristeligt Dagblads udsendte besøger digteren, der sidder med udsigt over Søerne og soler sig i en lyserød skjorte og et tilfreds lille smil om munden.
Foråret er hans yndlingstid på året, mens han hader efteråret og vinteren herhjemme. Det er han kendt for. Han er også landskendt for digtet om de 16 måneder i Danmark, hvor alle årets måneder flyver af sted på nær november, november, november, november, november.
Året har 16 måneder er samtidig titlen på en hel bog om hans forhold til det danske vejr. Men det lille digt er langtfra det eneste, der er blevet bemærket.
Henrik Nordbrandt har skrevet over 1000 digte og har inspireret anerkendte kolleger som Søren Ulrik Thomsen med sin fine fornemmelse for lyrik, og han har nu selv samlet en tiendedel af sin poetiske produktion i en samling, der slet og ret hedder 100 digte et udvalg.
LÆS OGSÅ: Ekstremismen vokser på alle fløje
"Gyldendal ville gerne have kaldt bogen De bedste 100 digte. Men det havde vi en lang kamp omkring. For selvom jeg selv har udvalgt digtene, er det svært at sige, om det er de bedste. Men mit mål har i hvert fald været at finde 100 digte, som stadig holder," siger han og tøver et øjeblik, inden han tilføjer:
"Jeg ville have haft meget svært ved at udgive mine samlede værker, som Søren Ulrik Thomsen for nylig har gjort i en i øvrigt meget smuk bog. For jeg synes, at der lå en befrielse i at plukke de digte ud, jeg var gladest for i øjeblikket. Men det kunne sagtens være blevet en anden buket."
Fem digtsamlinger er slet ikke repræsenterede i samlingen de to første (som var for ungdommelige), de to seneste (som var for tæt på) og en digtsamling om Armenien, der faldt uden for kategori. Men Nordbrandts forfatterskab er ellers vokset frem på vidt forskellige steder på kloden. Han har blandt andet boet fast i både Grækenland og Tyrkiet.
Henrik Nordbrandt voksede ellers op få kilometer fra sin nuværende lejlighed på Østerbro, fortæller han, mens han peger ned på stierne ved Søerne, hvor ældre damer, motionsløbere og forældre med barnevogne bevæger sig rundt omkring vandet sammen med en sky af måger, ænder og svaner.
"Jeg har også gået tur her sammen med min mor som lille. Vi boede dengang her i nærheden ved siden af en grim kirke på Biskop Krags Vænge, fra jeg var tre til syv år. Jeg gik i en børnehave på Blegdamsvej derovre i nærheden af Rigshospitalet. Men jeg blev bortvist som fire-årig, jeg har aldrig fundet ud af hvorfor. Det var ikke, fordi jeg var voldelig, men jeg var nok for rebelsk for pædagogerne. Eller også trivedes jeg bare ikke der. Jeg har i hvert fald senere fået bekræftet, at mine forældre flyttede til Hillerød, fordi jeg ikke trivedes i byen. Jeg var altid syg her."
Til gengæld kom forældrenes verdenssyn til at forme ham:
"Min mor havde vist en kunstnerisk åre, men den kom aldrig til udtryk. Hun var jurist, mens min far var ingeniør, søofficer og modstandsmand under krigen. Og da det begyndte at gå op for mig, hvad der var sket under krigen, spurgte jeg min far, om de der tyskere ikke var rigtig slemme. Jo, de var. Og det var englænderne, amerikanerne og danskerne også, tilføjede han. For han var drevet af en nærmest fundamentalistisk humanistisk retfærdighedssans. På den måde voksede jeg ikke op med det tyskerhad, som andre gjorde. Det syntes jeg var meget fint."
Allerede som teenager vidste Henrik Nordbrandt dog, at han ville finde en anden levevej end sine forældre.
"Jeg havde et stort behov for at udtrykke mig kreativt. Jeg vidste bare ikke, om det skulle komme til udtryk gennem at male eller skrive. Men jeg begyndte så småt at skrive digte fra 14-15-års-alderen, og da jeg blev 19 år, begyndte jeg også at tro på, at jeg kunne skrive noget af værdi."
Anerkendelsen kom hurtigt. Han fik først trykt en række digte i lyriktidsskriftet Vindrosen, og allerede året efter fik han antaget sin første digtsamling. Siden har han skrevet de fleste af sine digte uden for landet. For i lange perioder af sit liv har han foretrukket at bo og skrive sydpå i udlandet på grund af lyset og varmen, som vejrguderne ikke sparer så meget på dernede.
"Jeg ved ikke, om jeg nogensinde har haft en egentlig udlængsel, men jeg fik tidligt en længsel efter at komme væk fra denne mudderpøl. Jeg har altid gerne villet væk fra Danmark, væk fra mørket, væk fra regn og kulde," siger digteren, der dog har boet i Danmark de seneste seks år. Han har stiftet familie i en sen alder og det er trods alt vigtigere for ham end vejret. Men kunne han vælge, ville han allerhelst bo i et tropisk klima:
"De rent fysiske omgivelser betyder enormt meget for mig. Jeg har det helt banalt sådan, at jeg bliver i dårligt humør, hvis det er gråvejr eller mørkt. Og det er jo gråvejr og mørkt mange måneder om året herhjemme. Jeg lever af lyset, og så er det ikke rart at være i Danmark. Det generer mig også, at årstiderne skifter alt for hurtigt. Jeg ville have det godt med, at solen stod op hver morgen klokken seks og gik ned hver aften klokken seks."
Henrik Nordbrandt kigger ned på den københavnske formiddagstrafik ad Østerbrogade, som var den en støvet, forurenet flod mellem hans lejlighed og Søerne med deres træer, fugleliv og metrobyggeri på den anden side. Her er egentlig ret dejligt, men det er altså ikke Nordbrandts drømmebolig.
"Jeg tilbragte tre måneder i Costa Rica for nogle år siden. Der var vidunderligt. Der ville jeg godt kunne bo. Det ville virkelig passe mig rigtig godt at bo i et tropisk klima, hvor der var orden i forholdene. "
Men der er vel andre forhold, der er mere i orden herhjemme?
"Det er klart. Danmark er stadig et af verdens bedste lande at bo i, når det gælder tolerance og solidaritet, selvom det politiske klima efter min mening også er på vej til at blive ødelagt. Selve vejrklimaet kan landet jo heller ikke gøre for, men årstiderne er altså frustrerende for mig. Det er bælgmørkt om vinteren, men så er det helt lyst om sommeren, og det er jo også ulideligt. Hvis det endelig skal være nordisk, ville jeg foretrække Finland, der har en større klarhed i landskabet, der faktisk minder lidt om Grækenland, hvor jeg også har boet," siger Henrik Nordbrandt, der alligevel ikke virker særlig trist i det danske forårsvejr:
"Foråret er min favorittid på året herhjemme. Når lyset kommer, vågner jeg. Det er umådeligt banalt. Jeg har det ligesom blomsterne. De ved jo godt, hvad det drejer sig om. Når lyset kommer, folder de sig ud, men de visner jo nærmest allerede ved midsommer. Sådan har jeg det også. Jeg har det bedst fra sidst i februar til midsommer, hvor det hele pludselig bliver for meget. Men vinteren og senefteråret er det værste. For jeg kan egentlig slet ikke lide at opholde mig indendørs. Langt de fleste af mine digte har jeg skrevet udenfor, under et træ eller et andet sted. Jeg kan ikke skrive ved et skrivebord og slet ikke nu. "
Skriver du dine digte i hånden?
"Man skriver dem jo i hovedet, inden de kommer ud gennem hånden eller en computer, men som regel er det gennem hånden for mig."
Henrik Nordbrandt har skrevet små og store digte om alt fra erotik til døden og fra danske årstider til poetiske beskrivelser af fremmede egne i verden. Og selvom han betragter sig selv som ateist, benytter han et religiøst sprogbrug i mange af sine digte.
"Man kan godt anvende religiøst sprogbrug uden at være religiøs, men når det er der, er det nok også som en arv fra den kulturkristendom, jeg kommer fra. Men jeg kaldte for eksempel en af mine digtsamlinger for Guds hus, fordi det hus, jeg lejede, hed sådan. Det vil jeg snarere kalde for mystisk end religiøst. Og mit verdenssyn er også meget rationelt. Jeg tror ikke på Gud, men samtidig vil jeg sige, at jeg heller ikke tror på spøgelser, men jeg har set en hel del spøgelser efterhånden. Så jeg ved, at de er der, selvom jeg ikke tror på dem."
Henrik Nordbrandt sidder et øjeblik og suger solens stråler til sig, så tilføjer han:
"Universet er fuldt af huller, der er svære at forklare. Det er som sådan ikke sammenhængende. Og mine egne digte er også fulde af luft og huller. Jeg har forsøgt at beskrive verden og livet, som jeg ser det med alle mine blinde vinkler. Og selvom jeg for eksempel også har skrevet om København, har jeg først og fremmest forsøgt at beskrive ting i fremmede landskaber, hvor mit sprog ikke hørte til. Jeg rejste til Grækenland, som intet havde at gøre med Danmark, og beskrev det. Når man taler om lyset bag en rude ved Søerne, ved alle, hvad man taler om. Men hvis man skriver om lyset bag en rude i Athen, er det noget helt andet," siger han og tilføjer:
"Men sådan har jeg også fået et andet syn på mit fædreland. Når man bor i et andet land og måske ikke har talt sit eget sprog i månedsvis, så får man et andet forhold til sit eget sprog og sit eget land. Det giver en afstand, som også påvirker det sprog, man kan beskrive det med."
I en del år boede han i Tyrkiet, men der blev det religiøse klima ham for meget.
"Til sidst havde islamisterne fået for meget magt der, og nu er Tyrkiet i hvert fald styret af moderate islamister. Det kan lyde hårdt, men jeg er desværre ikke længere i tvivl om, at islamisme er en religiøst betinget totalitær ideologi, der i sidste ende har til formål at erobre verden med alle midler. Selv fik jeg kun enkelte trusselsbreve, så jeg mærkede det ikke så meget, selvom jeg altid har sagt, hvad jeg mente. Men jeg har set mange andre eksempler på islamisternes hensynsløse adfærd. På den måde er Danmark et langt rarere sted at være," siger han.
"Men det ærgrer mig dybt, at sympatien med samfundets svageste er ved at være væk. Vi har i højere grad fået et her kommer jeg-samfund med en gennemsyrende nyliberalisme, som man kan se helt nede på gadeplan," tilføjer den danske digter straks og peger ned på cykelstierne.
"I gamle dage sagde begge parter undskyld til hinanden, hvis den ene kom til at træde den anden over tæerne. Nu skal andre bare flytte sig. Og det synes jeg er trist."
På et andet afgørende felt er Henrik Nordbrandt dog nu blevet en mindre pessimistisk poet i sit privatliv. For han er blevet far til en syv-årig pige, der også præger lejligheden med sit legetøj og sine egne kreative værker:
"Det er selvfølgelig en lidt privat glæde, men det fylder meget i mit liv. Og det er også hovedårsagen til, at jeg nu bliver i Danmark. For ellers savner jeg hende for meget. Engang skrev jeg faktisk, at det var mord at sætte liv i verden, fordi ethvert liv jo skal dø igen, men nu må jeg indrømme, at det er temmelig livsbekræftende at have et barn omkring sig. Min kæreste adopterede Anna Helena, der nu er syv år, inden vi fandt sammen. Men nu er hun også min datter, og det har ændret mit liv radikalt at blive far. Bare det at følge hendes sproglige udvikling er fantastisk. Hendes yndlingsord i øjeblikket er seriøst. Mener du det seriøst, siger hun hele tiden. Og det må jeg jo så bekræfte," siger han og slår en hjertelig latter op, mens solen langsomt tænder livet i nye træer foran ham.