Da Georg Brandes i 1873 forelæste om den romantiske skole i Tyskland, indledte han med at udtrykke sin forbløffelse over, hvor meget Tyskland havde ændret sig i løbet af få årtier. Hint folk af tænkere og digtere er for øjeblikket sysselsat med alt andet end lige at digte og filosofere, konstaterede den berejste Brandes. Engang var de romantikere, nu var de politikere, krigere og teknikere.
Netop på samme tid i årene 1873-1876 forfattede Friedrich Nietzsche en serie kulturkritiske skrifter, Utidssvarende betragtninger, der i deres refleksioner over samtidens åndsliv tog udgangspunkt omtrent samme sted som Brandes. Den ene af disse fire betragtninger, Schopenhauer som opdrager, foreligger nu i Lars Christiansens fine oversættelse på dansk.
Trods titlen skal man ikke gå til Nietzsches skrift for at søge indsigt i Schopenhauers filosofi. Schopenhauer optræder her mest som en type, der har været et passende forbillede for den unge Nietzsche egentlig mere i kraft af sin karakter end i kraft af sin filosofi. Nietzsche tilstår selv, at han først og fremmest gør Schopenhauer til et ideal en platonisk idé. Sådanne ideale mennesker er dog netop, hvad både det unge menneske og kulturen som helhed har brug for. Menneskeheden skal til stadighed arbejde på at frembringe enkelte store mennesker, lyder Nietzsches kulturkritiske credo, og endnu i 1874 kunne Schopenhauer udfylde denne rolle, ikke mindst fordi han, på sin tid, havde vendt sig imod universitetet, staten og det gode selskab og turdet være en utidssvarende.
LÆS OGSÅ: Formet af livet på en friskole ved Randers
Der ligger i Nietzsches kulturkritik en undertone af beklagelse over, at samtiden mere fremkalder middelmådigheder end store mennesker. Uddannelsesvæsenets udvikling kunne på den tid som nu beskyldes for at være hovedansvarlig. Nietz-sche beklager, at al uddannelse orienterer sig imod lykke og profit på kulturens bekostning. Denne indvending er omtrent den samme, som vore dages akademiske kulturkritikere gentager igen og igen, men nu på baggrund af et universitet, der er mange gange større, mange gange mere strømlinet og meget mindre elitært.
Det vil sikkert falde sværere for vore dages åndsbekymrede professorer at istemme den anden, men lige så væsentlige dimension i Nietz-sches kritik. De lærdes åndelighed er allerede umuliggjort af, at de lader sig forsørge af staten, mener han. Statens eneste interesse i universiteterne består i, at de frembringer hengivne og nyttige statsborgere. Intet kan være længere væk fra det store menneske, der for Nietzsche er kulturens kilde.
Måske er det svært at forstå denne kritik i Danmark. I det lille servile rige har man altid foretrukket kultur med kongekrone på. Med største selvfølgelighed har vi regnet med, at kultur er noget, der udspringer af staten uanset om den så er monarkisk eller demokratisk. Tysklands anderledes historie har nødvendigvis givet en helt anden op fattelse af dette forhold.
Tyskland var tænkernes og digternes land, længe inden der fandtes nogen tysk stat. Kulturen gik her forud for staten, og da staten i 1870 tog over, så Nietzsche det som uundgåeligt, at kulturen samtidig måtte gå under.
Man kan derfor ikke spore nogen national begejstring hos Nietzsche. Tyskland er på denne tid netop i færd med at gøre sig til en politisk, militær og økonomisk stormagt, men prisen for statens styrke, mener Nietzsche, må nødvendigvis blive kulturens død. Staten begunstiger nok alle, der tjener den, men prisen er høj: Alt, hvad der kommer for tæt på staten, lugter snart derefter af død.
Ifølge en bestemt type videnskab (som Nietzsche ville foragte) er danskerne verdens lykkeligste folk. Men kig på dem. Mærkeligt nok er det svært at finde noget folk, der ser mindre lykkeligt ud end danskerne. Nietzsche vender sig da også imod den type statslige lykkefilosofi. Den var samtidens største filosofiske mode, og i dag er den blevet ophøjet til velfærdsstatens officielle ideologi. Denne videnskabelige lykke er ikke andet end middelmådighedens statistiske bedrag, og en filosof bør under ingen omstændigheder deltage i det illusionsnummer.
Sit forbillede finder Nietz-sche i stedet hos den antikke kyniker Diogenes, der fra sin tønde udtalte, at den filosofi, der ikke havde bedrøvet nogen, endnu ikke havde udrettet noget. Og netop det, mener Nietzsche, er problemet med universitetsfilosofien: Den har aldrig bedrøvet nogen. Altså har den aldrig betydet noget.