Da mennesket blev offer, og pligt blev til ret

Det er en ublandet fornøjelse at læse Henrik Jensens analyserende beskrivelse af Første Verdenskrigs forløb og optakten til den

Det er jo klassisk viden, at det ikke kun var den 25-årige kunstmaler og boheme Adolf Hitler, der modtog meddelelsen om krigsudbruddet med begejstring. Jublen var udbredt i alle de krigsførende lande og i alle samfundsklasser.
Det er jo klassisk viden, at det ikke kun var den 25-årige kunstmaler og boheme Adolf Hitler, der modtog meddelelsen om krigsudbruddet med begejstring. Jublen var udbredt i alle de krigsførende lande og i alle samfundsklasser.

I ”From Potsdam to Sarajevo” skrev den engelske historiker A.J.P. Taylor i 1974: ”I 1914 var Europa ét stort, civiliseret område, i endda højere grad end Romerriget, da det var størst “”.

Mod slutningen i sin tankevækkende, diskussionsfremmende bog ”Krigen 1914-1918 og hvordan den forandrede verden”, der udkommer i dag, skriver historiker, kommentator og kritiker Henrik Jensen: ”Med Anden Verdenskrig fuldendtes en europæisk deroute, som havde taget sin begyndelse i 1914. Det er vanskeligt at gøre sig fri af forestillingen om, at der går en direkte linje fra det pigtrådsomkransede ingenmandsland, hvor autoritetstabet havde taget sin begyndelse, til de ligeledes pigtrådsafgrænsede kz-lejre, hvor den systematiske ondskab foldede sig ud for alvor.”

Den direkte linje fra slagmarkens ingenmandsland til kz-lejren er jeg direkte uenig med Henrik Jensen i. Studerer man omhyggeligt ruten på nazisternes vej til ”endlsung”, ser man et helt andet og meget mere kompliceret billede. Jeg trækker dette frem allerede nu, fordi det viser risikoen ved Henrik Jensens metode, der er de store associationers og de lange linjers metode. En metode, der kan få alting til at hænge sammen, selvom det ikke gør det. Men det er også mit eneste større forbehold over for et fængslende værk, der tilfører vigtige nye synsvinkler og stimulerer til både lykkelig genkendelse og frugtbar diskussion.

Som A.J.P. Taylor vurderer de fleste kyndige historikere det 19. århundrede borgerskabets århundrede som et civilisatorisk højdepunkt i Europas historie. Det gælder også en erklæret marxistisk historiker som Eric Hobsbawn kendt af mange for ”Ekstremernes århundrede”, den komprimerede mammutfremstilling af tiden 1914 til 1991 der er specialist i det 19. århundrede og også karakteriserer det som ”det fredelige 19. århundrede”. For Henrik Jensen er det 19. århundrede den strålende top, hvorfra vi er sjunken, men han fortsætter ikke, som Oehlenschlger i ”Sanct Hansaften-Spil”: ”og atter skal op”. Henrik Jensen er kulturpessimist. Eller måske blot realist.

Der er dem, der mener, at den afgørende begivenhed i det 20. århundrede er Første Verdenskrig, 1914-1918. Resten er bare virkninger. Det kan lyde som en åndrighed ved en middagskonversation, men betragter man de aktive faktorer i den politiske, den økonomiske, den sociale og ikke mindst mentalitetens historie, bliver det en sandhed, og det er den, Henrik Jensen bygger sin forståelse op på. Hans nye bog kan ses som en forklaret, i betydningen forædlet eller kondenseret, fremstilling af de problemfelter, han har beskæftiget sig med i mange år som universitetslærer og som forfatter.

Hans ”Ofrets århundrede” (1998), der efter min vurdering er et skelsættende værk i en dansk sammenhæng, ser Første Verdenskrig med centrum i soldaternes oplevelser i skyttegravskrigen og den civile verdens, hjemmefrontens reaktion på dem som begyndelsen til den ”victimisering”, den offergørelse af individet, der præger det 20. århundrede og når sit må man formode klimaks i velfærdsstaten.

Og i et følgende værk, ”Det faderløse samfund”, sporer han en anden af de dybtgående kulturelle konsekvenser af det skred i livsopfattelse og sociale relationer, ”den store krig” forårsagede eller udløste: tabet af autoritet, patriarkens død, der også set i denne sammenhæng betød Guds død, som Nietzsche allerede havde forkyndt et par årtier tidligere.

Dette tab af sammenhæng, af et forhold til noget større, der som en baldakin havde svævet beskyttende over menneskelivet, kaster mennesket ud i et intet, en rastløs tomhed, en konsekvens, der tegner en parallel til det kulturbærende borgerskabs forsvinden og massens indtræden på scenen som dominerende politisk og værdiskabende, i realiteten nihilistisk faktor.

Henrik Jensen følger disse udviklingstræk op igennem århundredet frem til dags dato. Det er meget inspirerende læsning, omend det kan virke lidt tilfældigt, hvilke kunstnere og andre tidsvidner og tidssymptomer han inddrager som belæg for sin tolkning.

Der er overvejende tale om i bogstavelig betydning kulturkonservative som Stefan Zweig, Karl Jaspers, T.S. Eliot og den skarpsindige iagttager af massefænomenet Elias Canetti, men det er også de mest dybsindige og de mest krævende. Han nævner lige netop Thomas Mann, men det kan undre, at han ikke bruger denne overlegne kulturanalytikers romaner og i øvrigt Herman Brochs ”Søvngængerne” i sin analyse. Thomas Mann og Herman Broch er vel dem, der søger dybest i signalementet af det tidens jordskælv, der udsletter det borgerlige århundrede.

Det er en ublandet fornøjelse at læse Henrik Jensens analyserende beskrivelse af krigens forløb og optakten til den. Hvor krigsskildringerne i faglitteraturen oftest fortaber sig i detaljer, evner han at fastholde overblikket og trække det væsentlige frem, både i det materielle, virkningerne af den nye våbenteknologi, og i det psykiske, hvor han udbygger den skildring af granatchokket, konkret og som symptom og metafor, han allerede beskæftigede sig med i ”Ofrets århundrede”.

Det er jo klassisk viden, at det ikke kun var den 25-årige kunstmaler og boheme Adolf Hitler, der modtog meddelelsen om krigsudbruddet med begejstring. Jublen var udbredt i alle de krigsførende lande og i alle samfundsklasser.

Henrik Jensens skildring giver denne for senere generationer så uforståelige reaktion ny klarhed og viser, at de intellektuelle ikke er dem, der er mindst begejstrede: ”I Frankrig var der i august 1914 ingen gruppe, der var mere positiv over for krigen end eliten af intellektuelle og kunstnere, som traditionelt ”tegner firmaet” i det land.” Krigen leverer ny mening til eksistensen. Politiske og sociale modsætninger ophæves. Alle, eller næsten alle, samles i hengivelsen til den nye gud: nationen.

Henrik Jensens ”Krigen 1914-1918 og hvordan den forandrede verden” er en fascinerende skildring, en gang imellem måske lige abstrakt nok, af den faktiske komplekse udvikling i hele det forløb, vi kan betegne som det 20. århundredes 30 års krig, tiden fra 1914 til 1945. Men bogen er også et interessant historiefilosofisk essay og et stærkt aktuelt debatindlæg, der desværre nok forbliver ubesvaret, fordi vores debat flyver så lavt.

Henrik Jensen er kulturpessimist. Eller måske blot realist. Og det er et godt udgangspunkt for at forstå krigen. Foto: Kristeligt Dagblads Forlag