Hvad gør man, hvis man lever af at sælge sjældne bøger, og kunderne efterhånden bliver ligeså sjældne som bøgerne? Man drejer nøglen om og bliver alfons. Det er ikke lige til at se logikken, men den er der i skuespilleren, instruktøren og manuskriptforfatteren John Turturros muntert vemodige komedie ”Fading Gigolo”.
Boghandleren, der spilles med vanlig febril nervøsitet og rablende ordkaskader af Woody Allen, lokker sin gamle ven Fioravante til at bruge sit naturlige talent for at gøre indtryk på kvinder på en mere indbringende måde. Fioravante, der spilles med mut melankoli af John Turturro, arbejder som blomsterbinder og altmuligmand i New York. Indtægterne er små, og han lader sig overtale til at prøve livet som gigolo. Der er tilsyneladende mange rige og frustrerede kvinder på Manhattan, som ikke ved, hvor de skal gøre af deres følelser og begær. Partnerskabet mellem den meget talende boghandler og den meget tavse blomsterbinder udvikler sig hurtigt til en succes. Og den indadvendte Fioravante finder ud af, at der er værre måder at tjene penge på! Smukke, yppige kvinder åbner døre, giver sig hen og lægger diskrete konvolutter med penge til Fioravante, der omsider langt henne i livet finder ud af, hvilket potentiale han har, og hvilket indtryk han er i stand til at gøre.
”Fading Gigolo” er så langt en let komedie, der, meget Woody Allensk, er fuld af fine situationer, vittige dialoger og en indlevet skildring af mødet mellem Manhattans society overklasse, den lavere middelstand blandt de jødisk ortodokse i Brooklyn og italienske efterkommere i Queens. For hvor hører han egentlig til, den melankolske forfører med det mærkelige navn Fioravante? Er han jøde, er han italiener, er han portugiser eller fransk? Han taler lidt af alle sprog og kender til det portugisiske udtryk fra fado-sangenes følelses-register: ”saudade”, der betyder længslen efter et uopnåeligt mål.
Fioravantes motto er: ”Ingen kærlighed uden smerte”, og filmen forvandler sig gradvist til en eftertænksom romantisk elegi over denne eksistentielle erfaring. Ikke mindst da den ferme boghandler introducerer Fioravante til den jødiske enke Avigal, spillet af den franske sanger og model Vanessa Paradis. Da vækkes en kærlighed i ham, som han ikke troede, han længere kunne få kontakt med. Da spejles han ikke så meget i begæret som i sorgen og ensomheden. Det forlener filmen med en smuk følgerigtighed, og den nærmer sig midt i alle de komiske forviklinger en allegori over kærlighedens gerninger.
Kombinationen af latter og tragik er velkendt, men originalt forløst i ”Fading Gigolo”, hvor ikke mindst John Turturro som adskillige vil huske som en af brødrene Coens hofskuespillere brillerer som den modvillige forfører og fortabte elsker. John Turturro er ganske enkelt perfekt til rollen som den generte mand med den fænomenale indvirkning på kvinder. ”Fading Gigolo” er en bagatel, men en underholdende, rørende og charmerende sådan. Man forføres ganske modstandsløst af filmen.