Odin Teatret blev hans maske

Troen har altid spillet en stor rolle for teaterleder Eugenio Barba. I år er det 50 år siden, han grundlagde Odin Teatret, som fejres med en stor festival

Præster med tilknytning til 1970ernes befrielsesteologi har gjort stort indtryk på Eugenio Barba, der har sat Holstebro på verdenskortet som centrum for eksperimenterende teater.
Præster med tilknytning til 1970ernes befrielsesteologi har gjort stort indtryk på Eugenio Barba, der har sat Holstebro på verdenskortet som centrum for eksperimenterende teater. . Foto: Scanpix.

Når Odin Teatret i Holstebro i år fejrer 50-års jubilæum, er det en helt enestående begivenhed i dansk kulturhistorie. Teatret har i alle årene haft italienskfødte Eugenio Barba som leder, og det er så usædvanligt, at mange gennem tiden hurtigt er løbet tør for superlativer.

Det mest overvældende er dog i virkeligheden, at han i alle årene har kunnet fastholde sin egen dagsorden og har kunnet lave teater på sine egne præmisser. For Barba er det ikke teatret eller kunsten, der kommer først, men mennesket, og når han i det hele taget lavede sit eget teater, var det ikke fordi, han brændte for kunsten. Han gjorde det for at få anerkendelse.

”Da jeg som immigrant kom til Norge i 1954, oplevede jeg på den ene side utroligt megen varme, generøsitet og gæstfrihed, men også det modsatte: mennesker som nægtede, at jeg havde noget som helst værd. De var racister, men da jeg så begyndte at lave teater, så folk på mig som kunstner og instruktør, og så blev jeg vurderet efter, om jeg lavede gode eller dårlige forestillinger. Mange siger, at teatret er det sted, hvor man skal vise sin oprigtighed og sin autenticitet, men for mig var det den maske, jeg tog på for at omgå racismen,” siger Eugenio Barba.

Når han blev mødt med racisme, var det fordi, han som italiener kort efter krigen blev associeret med fascisme, Hitler og nazisme, og det blev rigtig slemt, da han tog hyre som sømand på en norsk fragtbåd.

”Der var utrolig megen racisme på de norske både dengang og slagsmål hele tiden. Der var en del spaniere og kinesere om bord og mig som italiener, og tonen var ond. ”Du nigger, kom her,” lød det. Det var den måde, vi blev tiltalt på, og det gjorde et dybt indtryk. Ikke at ville vedkende et andet menneske den samme værdi, som du selv har, er for mig den ondskab, som munder ud i krematorierne. At fratage et andet menneske dets værdi er Auschwitz,” siger Eugenio Barba.

Han er ofte blevet bebrejdet, at han har åbnet sit teater for ukendte grupper fra udviklingslande, som ifølge kritikerne ikke var gode nok, men det var han ligeglad med. Han gjorde det, fordi de også skulle have værdighed.

”Selvom de ikke ville nå langt på det kunstneriske parnas, valgte jeg at støtte dem, fordi de havde noget, som jeg beundrede. De kom ofte fra hårde kår og brugte teatret til flugt fra social fordømmelse. For eksempel ser man i Latinamerika med stor foragt på halvblodsindianere, men når en rodløs bondesøn kommer til byen og fører sig frem som skuespiller, får han pludselig en helt ny identitet. Det bevæger mig, når et menneske på denne måde forsøger at generobre en form for værdighed i andres øjne,” siger Barba, der til oktober fylder 78 år.

Med Odin Teatret har han rejst over hele verden, og han har altid følt sig tiltrukket af mennesker, som havde den særlige værdighed, som følger med, når man lever i overensstemmelse med sin overbevisning, og det begyndte også i Norge.

”I Oslo mødte jeg unge kommunister, som var 10 år ældre end mig, og en af dem nærmest adopterede mig og hjalp mig, selvom jeg var en fuldstændig fremmed. De havde kæmpet under krigen og betalt en høj pris, men under den kolde krig blev de nærmest betragtet som landsforrædere, som lejesvende for russerne. Jeg elskede dem, fordi de var sjove og morsomme, men de havde også noget særligt, som lige siden har præget mit syn på mennesker. De var konsekvente i deres tro og havde en motivering, som gav dem styrke, og siden har jeg altid være tiltrukket af mennesker, som besidder dette indre lys, denne evne til at føle empati,” siger han.

”Da jeg senere begyndte at rejse med Odin Teatret, mødte jeg den samme slags mennesker i Sydamerika. Det var ofte præster, som var knyttet til den såkaldte befrielsesteologi, og de gjorde det samme store indtryk på mig. Jeg kan huske, hvordan vi kom til Chile i 1976 og mødte præster, som arrangerede illegale messer for de fattige, folk som intet havde. De troende havde mad med, som de lagde på det bord, der blev brugt som alter, og da man så delte maden, fik evangeliet pludselig en nutid og aktuel drejning. Deltagerne risikerede at blive fængslet eller at forsvinde, fordi det var forbudt at samle sig. Jeg husker især en præst, som tidligere havde været officer, men havde forladt militæret efter Pinochets kup. Der var en særlig rankhed over ham, og det er der over alle de mennesker, der sætter sig ud over deres egen selvopholdelsesdrift,” siger Eugenio Barba.

Han voksede op i fiskerbyen Gallipoli på den italienske støvlehæl, og herfra har han flere dramatiske minder med, som har været med til at præge Odin Teatret. Fiskerne roede ud i deres både, og forlis og ulykker var lige så almindelige som på den jyske vestkyst i gamle dage. Blev det tåge, havde fiskerne svært ved at finde i land, og så kom koner og børn og stillede sig op ved en balustrade lige foran Barbas hus, hvor de gav sig til at synge. Sirenesangen skulle give fiskerne en retning, så de kunne orientere sig og finde land, og billedet var så stærkt, at han altid lader sine skuespillere bryde ud i sang, når ord ikke længere slår til på scenen.

Han husker også de religiøse fester og ceremonier i barndomsbyen, hvor alt foregik på latin.

”Vi forstod det ikke, men alle rablede med, og det gjorde jeg også. I en periode var jeg meget optaget af hele denne verden. Jeg gik i kirke hver dag, og der er ingen tvivl om, at jeg var religiøs. Jeg elskede at sidde i det hellige rum, som var oplyst af stearinlys og fyldt med skygger. Der var en scenografi, som var meget anderledes end den verden, som eksisterede udenfor, og det har påvirket min måde at se teatret på,” siger han.

Senere mistede han sin tro.

”Problemet var for mig, at det absolutte onde eksisterer på denne klode, og hvis der er en Gud, er det også ham, som har skabt det, og det er for mig ufatteligt,” siger Eugenio Barba.

Hans familie bestod oprindeligt af velhavende advokater, læger og militærfolk, men krigen vendte op og ned på alt. Hans far var officer og blev under krigen sendt til Afrika, hvor han pådrog sig en dødelig tropesygdom. Han var med den sidste båd, der evakuerede italienske soldater fra El Alamein, og døde, da Eugenio var ni år gammel.

”Min mor insisterede på, at både jeg og min ældre bror skulle være til stede, og sammen med hele familien sad vi omkring hans dødsleje, da han udåndede. Det er jeg taknemmelig for i dag, fordi det har givet mig en varig fornemmelse af metafysikken. Det er døden, som bestemmer livets værdi. At døden eksisterer, forandrer fuldstændigt din måde at opføre dig på i livet,” siger han.