At stå på kajen og se skibet sejle uden selv at være kommet med, sejlet agterud. Sådan har hun det, Christina Hesselholdts litterære figur Camilla, som vi efterhånden kender som en god veninde, man altid bliver glad for at se igen.
”Agterudsejlet” er fjerde del af fortællekredsen om Camilla og hendes venner, som så sin begyndelse i 2008 med ”Camilla and the horse”. Dengang var hesten en kærlig metafor for den elskede (og senere syge) Charles, nu er Charles ude af billedet, og i stedet er trådt en rigtig hest, halt og bekostelig gæst hos dyrlægen.
Men mest af alt handler agterudsejlingen om, at Camilla har mistet sin elskede mor, som på godt og ondt fyldte hendes liv og tanker, og nu står hun i en form for nulpunkt: ”Jeg havde, men det lyder så aktivt igen omstændighederne havde fået mig til at ukende mig selv, i hvad der forekom mig betænkelig grad.”
Camilla føler sig som et puslespil, hvis brikker er blevet kastet hid og did.
Døden, som Camilla altid har befattet sig med som en tankefigur, har manifesteret sig som en nådesløs realitet. Billedlig talt er sorgen nu det anker, der forhindrer hende i at drage lystigt videre med de andre. Skrækbilledet på den fremtid, hun i den sorteste stund frygter, møder hun på en tur ved stranden: en ældre kvindelig læge, der fragter sin demente hund om i en klapvogn.
Sorgen kræver sin tid, sådan er det, tid til at sidde og glo ud i det vildnis af en have, hun har arvet efter sin mor. Og den langsomme glæde over at erkende, at hun måske ikke hele tiden behøver at stå i stævnen, at der sker noget andet indeni, når hun øver sig i at være til, uden det er for at gøre andre glade, eller helt bogstaveligt give dem noget at leve for.
Imens skriver hun det hele ned i ”Dokument sort”, der blandt andet handler om at være pårørende til mennesker, hvis sind er fyldt med lidelse. At være magtesløs over for deres smerte og vide, at den kan være større end lysten til at leve.
Det er i sandhed sort stof, der tilmed inkluderer etiske overvejelser over, hvor tæt man kan gå på den afdøde. Man kan gå tæt, hvis det gøres nænsomt, og selvom det kan føles for tæt, når John Bayley i ”Elegy for Iris” skriver om sin demente kone, forfatteren Iris Murdochs, dårlige lugt, så er det måske dybest set den største kærlighedserklæring og også en nødvendighed, fordi deres smerte er blevet en uadskillelig del af ens eget liv.
”Agterudsejlet” er en bog med alvorlige temaer. Men det er også en sjov bog, som efter den første sorte del pludselig skifter tempo, og knopskyder til en fortælling om, at man kan føle sig agterudsejlet, tro, at man ikke kan håndtere nærhed, og så vruuumm, kommer der en speedbåd højre om og tager én med på en ”joyride”.
Som Camilla oplever det, da hun er med Alma på forfatterbesøg på Columbia University og kommer til at sidde ved siden af en meget smuk mand. Samme forfatterbesøg giver anledning til en ubeskrivelig morsom scene, hvor den amerikanske forlægger skal forholde sig til den politisk ukorrekte frase ”tre små kinesere”.
Det er det, hun kan, Hesselholdt, og som Camilla-bøgerne er en mesterlig opvisning i, hun kan gå fra det tungeste til den lette humor, hun kan skifte fra dybde til overflade og tilbage igen på ganske få sætninger. Romanens forfatter, Alma, taler om at skrive som et dyr, der ligger og strækker sig.
Den nydelse, man kan se i dyret, den måde, det kan ligge og rulle og strække sin krop på sådan skriver Hesselholdt, når hun er bedst. Sætningerne kan være korte, men kan også ligesom nægte at slutte, gøre sig længere ved lige at tilføje et ekstra led og så et til, inden de igen ruller sig sammen om et punktum.
Hvor tidligere Camilla-bøger har trukket på og været kærlige læsninger af Virginia Woolf og Sylvia Plath, er det her, ud over Bayley/Murdoch, den uforsonlige østrigske forfatter Thomas Bernhard og den russisk-amerikanske Vladimir Nabokov, der aktivt trækkes ind i småessayistiske læsninger, som bare giver en lyst til at læse videre.
Litteraturen kan være der, man finder nye brikker til sit puslespil. Eller der, hvor man finder ud af, at der er mere end én måde, det kan pusles sammen på, og at de brikker, der mangler, også danner en form.