Musikkaptajn med kurs mod det sublime

Det var 30 år undervejs og har nu været åbent godt en måned. Chefen for Musikkens Hus i Aalborg, Lasse Rich Henningsen, gør her status over den første tid og arbejdet med at forene stram økonomistyring og den kristne tro

Publikumsopmærksomheden har været stor siden åbningen af Musikkens Hus, og journalister fra hele verden har ønsket at få mere at vide om ikke mindst arkitekturen, der er skabt af det østrigske arkitektfirma Coop Himmelb(l)au.
Publikumsopmærksomheden har været stor siden åbningen af Musikkens Hus, og journalister fra hele verden har ønsket at få mere at vide om ikke mindst arkitekturen, der er skabt af det østrigske arkitektfirma Coop Himmelb(l)au. . Foto: Henning Bagger/Scanpix.

På anden sal i det prestigefulde, arkitekttegnede Musikkens Hus i Aalborg tager den 37-årige administrerende direktør Lasse Rich Henningsen imod.

”Beklager forsinkelsen,” siger han med henvisning til ventetiden. Den var på 74 sekunder.

Han byder på kaffe og sætter sig roligt i stolen.

Henningsen er Nordjyllands for tiden mest omtalte kulturperson, men fremstår hverken utilnærmelig eller ophøjet. Han beskriver sin ledelsesstil som klar og gennemsigtig med respekt for medarbejderne. Han er ikke til hierarkier, der hæmmer glæden. Sådan er hans forhold til Gud også.

”Min søn havde brændt sig på et bål til en børnefødselsdag. Han havde sådan nogle blæner på hånden, så han ikke kunne folde hænderne. Jeg sagde til ham, at det ikke betyder noget. Den Gud, jeg tror på, synes ikke, det er et krav for at kunne bede. Jeg er ret uortodoks og vil gerne trække tingene ned i øjenhøjde,” siger han og holder en kort pause for at tage en slurk af kaffen. Og fortsætter:

”Bare afbryd mig. Jeg taler meget, selvom jeg prøver at minde mig selv om, at man har to ører og kun én mund af en grund.”

Om et par timer har han et interview med et internationalt anerkendt magasin om musikhusets arkitektur, der er skabt af det østrigske arkitektfirma Coop Himmel-b(l)au. Siden åbningen har han stort set talt med pressen hver dag om alt fra kunstneriske ambitioner og koncertbygningens karakteristiske runde vinduer til den forretningsmæssige strategi.

Men lige nu er han 100 procent til stede og klar til at tale om den første tid efter åbningen af Musikkens Hus.

Selvom åbningen af musikhuset har været en succes, har han stadig en umættelig appetit på at gøre det endnu bedre i morgen, fortæller han.

”Jeg nægter at drive en virksomhed, som er mættet af selvtilstrækkelighed. I det øjeblik, man bliver selvfed, skal man finde noget andet at lave. Vi skal altid kunne gøre tingene bedre. Barren for Musikkens Hus ligger på sublimt. Mine forventninger er og skal være høje.”

Han bevæger sig livligt i stolen. Smilet har slået sig permanent ned i øjnene, og han taler engageret med hænderne: ingen tvivl om, at det er personligt hjerteblod at gøre Musikkens Hus til en succes. Derfor insisterer han også på selv at gå på scenen efter hver koncert for at takke kunstneren og overbringe en flaske snaps af husets eget mærke ikke den traditionelle buket.

Han har ingen ønsker om at opløse etiketter eller nedtone respekten for den klassiske genres traditioner, men han vil gerne supplere med nye tiltag. Ikke mindst for at tiltrække et bredere publikum til huset. Han mener ikke, man nødvendigvis behøver kunne udtale alle komponisternes navne eller vide, hvornår man må klappe, for at blive berørt af klassisk musik.

”Vi havde eksempelvis Musikkens miks, hvor rytmisk og klassisk musik blev blandet. Her var det tydeligt, at det var et nyt publikum, der aldrig havde været til klassisk koncert før. De gik ind og ud af salen uden at vide, at det gør man ikke normalt. Selv sad jeg og smilede over hele hovedet, fordi jeg kunne se, at tilskuerne havde en fantastisk oplevelse.”

Til en anden koncert, med Dreamers Cirkus, der spiller en blanding af nordisk folkemusik og klassisk, flyttede han ikke blot grænser for ”plejer”, men også for musikhusets møblement.

Da gruppen fortalte, hvordan de havde øvet numrene i et sommerhus i en sofa og derfor manglede et blødt sted at sidde på scenen, tog Lasse Rich Henningsen øjenkontakt til programleder Jeppe Uggerhøj et andet sted i salen.

”Nu agerer vi, Jeppe,” hviskede jeg.

Og så fandt de en sofa, som de bar op på scenen.

Direktøren fortæller, at publikum og musikere tog vel imod det spontane indslag. At mange bagefter gik op og lavede ”selfies” i sofaen, og at det derfor blev en del af fortællingen.

”Jeg vil hellere løbe den risiko, at jeg går over stregen, end at køre tingene på rutinen,” siger han.

Lasse Rich Henningsen er uddannet erhvervsjurist, og hans overordnede ledelseskompas har kurs mod ordentlighed, balance på bundlinjen og forudsigelighed i den daglige ledelse.

En kærlighed til tal og målbarhed sniger sig ind i sproget, når han beskriver succeskriteriet for Musikkens Hus.

”Folk skal være mindst 20 procent gladere, end da de kom, når de går fra en koncert. Vi lever jo af at bevæge folk og løfte deres sindsstemning. Publikum skal opleve blændende passionerede medarbejdere og kunstnere med ild i øjnene, der kan betage med klassisk musik i sin bedste fremførelse.”

Grundlæggende ser han det som sin fornemste opgave at skabe arbejdsro for den kreative udfoldelse i huset.

”Jeg kan have meget høj puls, men jeg går aldrig i panik. Jeg kan nemlig ikke nævne en eneste succes, der er udsprunget fra paniske handlinger. Man kan ikke kontrollere alt, men man kan finde ud af, hvad man så kan kontrollere, og hele tiden gøre det bedre.”

Hvor han tidligere i livet var mere hård ved sig selv, mærker han større indre ro med årene, som han blandt andet tilskriver sin tro på Gud.

”Jeg har sorte dage som alle andre, og jeg har oplevet meget tragiske ting i mit liv, som da min svoger døde i en alder af 30 år, og min mor gennemgik to svære sygdomsforløb. Desuden er jeg blevet meget mere følsom, siden jeg blev far, og kan slet ikke holde ud, at børn lider. Det kan være svært at forstå, at Gud tillader det. Men hvis man hele tiden går rundt med en bitterhed til Gud eller en dødsangst, er det i hvert fald et ringe liv, man får.”

Lasse Rich Henningsen nævner i samme åndedrag, at det jo også er nemt for ham at fokusere på alt det gode i livet, fordi han selv altid har mødt kærlighed og overbærenhed. Han er den yngste af tre ønskebørn, som voksede op i Helsted ved Randers med forældre, der havde stor lyst til at være sammen med deres børn og give dem færdigheder i livet. Som når forældrene sendte dem til den obligatoriske klaverundervisning og opdragede dem til altid at gøre deres bedste. Og det gjorde Lasse Rich Henningsen, men udi klaver og fodbold rakte talentet ikke, fortæller han uden i øvrigt at ærgre sig synderligt over det. Han kunne så meget andet, og hans forældre accepterede, at han skulle finde sin egen vej til lykke og succes i livet.

Han er stadig forelsket i sin hustru, Kristina, som han blev gift med i 1998, fortæller han. Deres to sønner og en datter er i alderen 4 til 12 år. Hun er lærer på Randers Kristne Friskole, og han betegner hustren som sin bedste ven og en massiv støtte. Han bliver ladet op med energi hjemme i træhuset i Mariager. Det er hans helle.

”Mit job er krævende, og jeg er meget væk. Til gengæld er jeg god til at være fuldstændig til stede, når jeg er derhjemme. Og vi er gode til at snakke om tingene. Eksempelvis snakkede vi det grundigt igennem, om vores familie var klar til, jeg tog jobbet som direktør for Musikkens Hus. Det var vi. Men eksempelvis til jul stod jeg og var ved at købe nye Playstations til mine drenge, og der måtte jeg lige tænke igennem og drøfte med min kone, om jeg i virkeligheden prøvede at kompensere for, at jeg ikke var så meget hjemme.”

Lasse Rich Henningsen beder sammen med sine børn hver aften, og han går i kirke så ofte som muligt. Men hans tro er ikke som sådan bundet til en fysisk lokalitet.

”Jeg går i kirke et par gange om måneden, men jeg kan også pleje mit gudsforhold andre steder. For mig betyder det ikke så meget for, om man er et godt menneske, om man går i kirke 2 eller 22 gange om året. Folk skal have lov til at pleje deres eget forhold til Gud. Jeg holder meget af traditioner og regler, men kun når de giver mening. Traditioner må ikke blive destruktive.”

Familien er tilknyttet Mariagerfjord Frikirke. En frikirke, fordi det er det, Lasse Rich Henningsen er opdraget med. Morfar Harald Rich grundlagde Pinsekirkens første højskole herhjemme, den kristne højskole i Mariager. For direktøren er kirken først og fremmest et frirum for at dyrke sin tro, og han bryder sig heller ikke her om for snævre rammer eller tyngende traditioner, der ikke længere giver mening eller glæde.

”Jeg kan godt lide at komme i frikirken, fordi gospel og musik er et udgangspunkt, og det er tilladt at klappe og udtrykke følelser. For mig kan folkekirken godt virke lidt trist. Som om den stadig lever lidt i sådan en remsetid.”

Sekretæren giver tegn til Lasse Rich Henningsen om, at han snart skal ind til det næste møde. Han rejser sig og går ud på gangen og giver hende et eksakt minutantal for, hvornår han er klar.

”For det er rart med en klar melding frem for det her med lige et minut mere og så lige et minut mere,” siger han.

Det ligger ham megett på sinde også menneskeligt at være en god leder. Han står i spidsen for 14 fastansatte og et stort korps af løsarbejdere, der primært består af byens unge studerende. Han er stolt af og glad for, at Musikkens Hus er et sted, som kan rekruttere og fastholde gode medarbejdere, som også fungerer som ambassadører ude i byen.

”Tænk dig, ingen har endnu sagt op. Jeg ved godt, at vi er begunstigede af at have et interessant produkt, og at det nok ville være anderledes, hvis jeg var direktør på en fabrik i Tilst, der lavede plastikdimser, men alligevel“”

Han retter på habitjakken, der atter sidder snorlige. Han er klar til at møde resten af sin arbejdsdag med kontrolleret passion.