Fra Holberg til Aqua-Lene

400 års fælles dansk-norsk åndsliv fornægter sig ikke. Det var nordmanden Holberg, der viste vejen for dansk humor og prosa, ligesom den danske indflydelse i dag stadig farver norsk kultur 200 år efter den politiske skilsmisse den 17. maj 1814

Statue af Ludvig Holberg i Bergen.
Statue af Ludvig Holberg i Bergen. Foto: fotobeam.de.

I dag er en festdag i Norge. Den 17. maj er den store norske nationaldag, der markerer et stolt og selvstændigt land med nordsøolie, jublende sportskommentatorer og store verdenskunstnere som Edvard Munch, Henrik Ibsen og Aqua-Lene at prale af. Og i år er oven i købet et jubilæumsår, der kræver særlig fejring af nationen og dens helte.

Men selvom norske Aqua-Lene faktisk blev en del af den største danske økonomiske kultureksportsucces nogensinde som forsanger for den danske popgruppe Aqua, markerer den 17. maj alt andet end succes i Danmark. For endnu kraftigere end 1864 markerer 1814, at Danmarks storhedstid er forbi. Den 17. maj 1814 var et nationalt lavpunkt efter en række katastrofale år set med danske briller.

Først bombede englænderne København i 1807, så kastede den danske konge sig ud i en dyr krig på Napoleons side, der både kostede ham tab af penge og soldater.

I 1813 gik Danmark oven i købet statsbankerot, og den 17. maj 1814 kom den største regning så for krigen, da Danmark som en del af fredsforhandlingerne måtte afstå Norge.

Der er således ikke noget at sige til, at dagen i dag bliver fejret mere i Norge end herhjemme. Men selvom den 17. maj markerer 200-året for tabet af Norge, der gennem 400 år havde været underlagt den danske konge, har vi stadig fælles kulturelle rødder. Siden 1814 har Norge udviklet sin helt egen historie påvirket af landskab og olierigdomme, men begge landes kulturer er stadig præget af det gamle slægtsskab.

Det ses for eksempel stadig tydeligt foran Det Kongelige Teater i København, hvor bronzestatuerne af to af de største giganter i dansk litteraturhistorie Ludvig Holberg (1684-1754) og Adam Oehlenschlger (1748-1827) sidder på hver sin side af indgangspartiet til den danske nationalscene.

Vil man træde ind i dansk kultur, må man således både symbolsk og helt bogstaveligt gå igennem de to herrer, der var født i henholdsvis Danmark og Norge.

”Der fandtes ingen dansk eller norsk litteratur før 1814,” skrev lektor i nordisk litteratur Hans Hauge forleden i en kommentar i Berlingske.

Mens danskfødte Oehlenschlger blandt andet gav os teksten til nationalsangen ”Der er et yndigt land” med en af romantikkens fremmeste digtere, skabte det norskfødte multigeni Holberg både fundamentet for den danske humor og prosa med sine komedier.

I Holbergs fødeby Bergen gør man sit til at gøre kunstneren til norsk, men han skrev på dansk ligesom lærde nordmænd i øvrigt gjorde det helt op til 1920, hvor de store norske forfattere stadig udkom på dansk via forlaget Gyldendal i København.

Bruddet i 1814 var først og fremmest en udenrigspolitisk begivenhed og gav ikke anledning til en kulturel uafhængighedserklæring i Norge. Her havde man ingen veletablerede kulturelle institutioner og forlag. Åndslivet var i de følgende årtier altså stadig stærkt forbundet med Danmark, påpeger litteraturhistoriker Jørgen Haugan, der har været ansat på universiteter i både herhjemme og i Norge.

”Det er en historie om kulturel forbrødring, da den politiske krise var overstået. Gyldendal blev et slags åndeligt hjem for norske digtere. Efter unionens sammenbrud havde de litterære forbindelser aldrig været stærkere,” siger Haugan.

Skilsmissen i 1814 kom således ikke til at adskille dansk og norsk kultur helt fra hinanden, ikke mindst på grund af det fælles sprog. Men afståelsen af Norge kunne dog hurtigt ses i historiebøgerne, hvor Norge nærmest blev skrevet helt ud af den danske historie, fortæller historikeren Jes Fabricius Møller, der er seniorforsker på Grundtvig Centeret:

”I den forstand kan man sige, at det jubilæum, vi fejrer i år, er en kærkommen mulighed for at pege på de ligheder, der stadig er mellem norsk og dansk kultur. Vi havde 400 års fælles historie, og vi er stadig flettet ind i hinandens kultur, fordi vi deler en lang række af de samme kulturelle koder med en uformel omgangstone og parallelle udviklinger på mange områder fra velfærdsstat til kultur,” siger Jes Fabricius Møller.

Det var først i 1905, da personalunionen mellem Norge og Sverige blev opløst, at den norske suverænitet var fuldstændig. Og med milepælen kom en ny kulturpolitisk situation med norske forlag og norske digteres hjemvenden fra udlandet. Og herefter blev der skruet op for nationalromantikken.

Den store skilsmisse i 1814 kom dog til at præge kunstlivet forskelligt i Danmark og Norge. I Danmark førte den politiske modgang til en opblomstring i kunsten. Vi fik guldalderen med H.C. Andersen, Grundtvig og Kierkegaard som de tre største forfattere, der på hver deres måde genskabte den nationale bevidsthed. Kierkegaard gav de tyske filosoffer modspil, Grundtvig støvede den danske salmetradition og folkelige bevidsthed af, og H.C. Andersen gav os troen på eventyret tilbage.

I Norge kiggede man ligeledes på landets kunstnere i forsøget på at opbygge den nyfødte nation. I billedkunsten havde Johan Christian Dahl en afgørende betydning for udformningen af en norsk identitetsfølelse med udgangspunkt i det dramatiske landskab. Og siden har naturen og landskabsmaleriet været den foretrukne genre i billedkunsten, fortæller den norske kunsthistoriker og direktør for ARoS Erlend Høyersten.

”Dahl, hans elever og generationer af kunstnere efter ham er optaget af billedet af, hvad norskhed er. Det er ideen om den stolte nordmand, der bestiger fjeldet og står på ski, som går igen, og som man for eksempel kan se i chokoladefirmaet Freias slogan Et lite stykke Norge med billedet af et klassisk fjordlandskab i baggrunden. Det er lige Dahls tankegang og er nærmest blevet en kliché. Ligesom Munchs lidt melankolske poetiske kunst stadig kaster en stor skygge over moderne billedkunstnere,” siger Høyersten.

Men det var først og fremmest forfatterne, der blev set til efter 1814. Her trådte digterne frem som en slags samvittighed for det nyfødte land og stillede sig i spidsen for det folkelige ønske om, i hvilken retning landet skulle bevæge sig. En af de centrale figurer var Henrik Wergeland, der ville skabe en ny norsk kultur.

”Siden da og frem til i dag har nordmændene opfattet deres forfattere som en vigtig samfundsstemme. Den rolle har de taget på sig og er gået foran i debatten. I Norge er der en forestilling om, at digterne er vigtige, og der står altid stor respekt om dem. Deres ord er betydningsfulde,” siger Jørgen Haugan.

Norges egen kulturelle guldalder kom dog først senere omkring det moderne gennembrud, hvor Munch, Bjørnstjerne Bjørnson, Grieg og Ibsen for alvor satte Norge på verdenskortet. I mellemtiden gjorde norske patriarker en stor indsats for at gøre norsk til et selvstændigt sprog. Det har ironisk nok bevirket, at mange norske børn i dag har svært ved at læse Ibsen og Bjørnson, fordi de skrev på dansk.

Den norske sprogpolitik er ifølge Jørgen Haugan ved at ødelægge den historiske forbindelse og forbindelsen til omverdenen, ikke mindst Danmark. Der er tale om et kulturtab, mener han.

I dag har Norge to officielle skriftsprog: Bokmål og nynorsk. Mens bokmål i høj grad er afledt af dansk, er nynorsk baseret på norske dialekter, primært fra Vestlandet. Og ønsket om at bevare den lokale kultur er måske i dag en af de største kulturforskelle mellem Danmark og Norge, mener musikkonsulenten Jesper P. Graugaard, der både arrangerer koncerter i Danmark og Norge.

”I dag laver jeg for eksempel flere jazzkoncerter i Norge til en bedre pris end i Danmark. Det skyldes ganske enkelt, at der anvendes flere kulturmidler på jazz i Norge, og genren har derfor en langt stærkere lokal forankring i hele landet.”

I et norsk perspektiv kan det således virke fjollet, når folk fra det lille land Danmark taler om ”udkantsdanmark”, hvor små byer nærmest får lov til at dø. For sådan er det ikke i Norge:

”Efter olierigdommene begyndte at fosse ind, har Norge formået at styrke musikkulturen og anden kultur,” siger Jesper P. Graugaard og peger på, at selv små bygder på den måde kan få fyldte biblioteker og tiltrække store navne til at komme og optræde, så det holder liv i de små samfund. Men også internationalt har Norge med sin massive kulturstøtte satset målrettet på blandt andet jazzmusikken for at placere den norske jazzscene som en af de vigtigste spillere på den internationale jazzscene. Og det er lykkes:

”Bare tænk på alle de norske musikere, der eksempelvis udgiver på det legendariske tyske selskab ECM. Dette har igen bidraget til en meget aktiv national scene med et meget højt niveau af musikere samt en utrolig stærk livescene.”

Også norsklitteratur har stor succes i disse år med store anerkendte internationale navne som Per Petterson, Tomas Espedal, Jan Kjærstad og ikke mindst Karl Ove Knausgård med hovedværket ”Min kamp”, der er oversat til 18 forskellige sprog. En forklaring på succesen er ifølge litteraturforskeren Jørgen Haugan, at norske forfattere tør skrive følelsesladede bøger.

”I Danmark efterlyses jævnligt den store danske samtidsroman, der aldrig er kommet efter Henrik Pontoppidans Lykke-Per. I Norge har vi derimod store episke digtere som Lars Saabye Christensen og Per Petterson. Det skyldes måske, at norske forfattere tør at lave patos, hvor ironi er mere udbredt i dansk litteratur. Danske forfattere leger mere med ordene og er æstetisk finurlige på en måde, man ikke finder i Norge. Der er slet ikke kommet en postmodernistisk tradition i Norge. En Lars Bukdahl findes for eksempel ikke,” påpeger Jørgen Haugan.

Alvoren hænger ifølge ham nok sammen med, at den norske nation stadig er under opbygning, og forfattere må tage stilling til for eksempel olien, der har betydet meget for selvforståelsen, kulturen og civilisationen. Og så er der selvfølgelig den norske natur, der fungerer som en central inspirator. Det afsides liv i fjeldet, der kalder på meditation og filosoferen over tilværelsen. Man siger, at der er en latent vismand i hver en nordmand, fortæller Haugan.

Trods den norske bogsucces er der stadig litterære relationer mellem Norge og Danmark. For traditionelt var København den første metropol, man som nordmand kom til på rejsen mod syd. Og det er stadig Nordens litterære hovedstad med et stort miljø for kritikere og forfattere, påpeger Haugan. Nogle af tidens mest læste norske forfattere har for eksempel danske aner, Per Pettersons danske mor, og Saabye Christensen en dansk far. Og begge trækker på deres danske forbindelser i deres bøger.

Og måske er der derfor alligevel grund til at fejre den 17. maj i Danmark. For det blev aldrig helt til en skilsmisse, ikke engang en separation i hvert fald ikke kulturelt.