Da almueskole blev til folkeskole

Mange flere interessante forhold fra perioden kunne nævnes, den nye opmærksomhed for sundhed og hygiejne for eksempel, og at partiet Venstre har en fortid som et parti, der kæmpede for forældreindflydelse og dermed lokal indflydelse på skolen, skriver Anne Katrine Gjerløff, der ses på billedet. Foto: Scanpix

Tredje bind af den store skolehistorie fortæller interessant historie om, hvilken skole der kom ud af demokratisering, vækkelse og nederlag 1850-1920

Efterhånden som den ambitiøse skolehistorie fra Aarhus Universitetsforlag bind efter bind æder sig ind på historien frem til vor tid, bliver det tydeligt, hvor velegnet skolen er som kulturel prisme. Her fortælles kulturhistorie med både bredde og dybde. Tredje bind er lagt i hænderne på Anne Katrine Gjerløff og Anette Faye Jacobsen og omhandler den nationalt formative periode efter Grundlovens indførelse og frem til 1920.

”Da skolen blev sat i system” er den lidt misvisende titel til historien om, hvilken skole der kommer ud af 1800-tallets demokratisering, religiøse vækkelser og nederlag. Det er historien om, hvordan det 20. århundredes skole bliver til med alle de forhold, som vi har opfattet som selvfølgeligheder i rigtig mange år. Selve ordet folkeskole optræder først i loven i 1899, før hed det almue- og borgerskolen, og idealet var ikke, at alle skulle gå i den fælles skole. Tværtimod var det utænkeligt, at børn fra standssamfundets forskellige lag sad på samme skolebænk. Det ændrer sig i perioden. I Aalborg gik for eksempel 60 procent af skolebørnene i den offentlige skole i 1850, mens den tilsvarende andel i 1916 er 80 procent.

Et af de spørgsmål, som debatteres i kølvandet på Grundloven, er, hvordan religionsfriheden skal administreres i skolen. N.F.S. Grundtvig stod for det radikale synspunkt, at forældrene selv skulle stå for religionsundervisningen. Det var ikke noget, skolen og staten skulle blande sig i. Men det synspunkt vakte ikke genklang; da spørgsmålet blev taget op på et stort skolemøde i Aarhus midt i århundredet, om skolen fortsat skulle undervise i den evangelisk-kristne religion, svarede 125 ja, mens blot 2 sagde nej. Det betød dog ikke, at liberaliseringen af statskirkens greb om troslivet ikke også havde pædagogiske konsekvenser. Den tidligere kirkelige dominans var nemlig i kraft af den dogmatisk-katekiserende undervisning, terperiet og udenadslæren også afspejlet i en pædagogisk dominans, som blandt andet de religiøse vækkelser gjorde op med.

Der kom nybrud i den offentlige skole, og fra midten af 1850erne også fra de friskoler efter inspiration af Christen Kold og Grundtvig, som blev oprettet i konsekvens af en lovændring, som gjorde skolepligten fra 1814 til en undervisningspligt. I friskolerne dyrkedes fortællingen, både bibelhistorie, nordiske myter og sagn og den nationale historie. Idealet var skolen for livet. Opgøret med udenadslære og overhøring kom dog ikke alene fra friskolerne, men også efterhånden fra nypædagogiske strømninger med tanker om, at eleverne skulle ”lære at lære”. Det er parallelle løb mellem forskellige skoletanker, som med tiden og ad forskellige veje vinder indflydelse i folkeskolen.

Forfatterne fremhæver også, hvorledes de private skoler i perioden gav muligheder til driftige og dygtige kvindelige skolefolk som Natalie Zahle og Theodora Lang. Samspillet mellem privat og offentligt var omfattende og udfordrende, og for eksempel statslige, konservative seminarier havde konkurrence fra privat oprettede seminarier med rod i blandt andet de religiøse vækkelser.

Forfatterne dokumenterer også den enorme betydning, nederlaget i 1864 får for den grundfortælling, skolen er aktør i og formidler af: 1864 er begyndelsen til en ny historie om Danmark, historien om et lille land. Det afspejler sig helt konkret i fagrækken. I slutningen af 1800-tallet bliver fagene læsning og skrivning til faget dansk i kølvandet på den nationale vækkelse. Også historiefaget får en opblomstring i og med den nye nationale fortælling, der skal rodfæstes i fortiden. Her etableres en sammenhæng mellem bibelhistorien og danmarkshistorien, som holdt sig langt op i det 20. århundrede med de to vigtigste kort i klasseværelset som kortet over Israel og Palæstina og danmarkskortet. Universiteternes begyndende interesse for kildekritik og kritiske historieforskning vækker ikke genklang i skolen, hvor hovedsagen er den nationale fortælling.

Mange flere interessante forhold fra perioden kunne nævnes, den nye opmærksomhed for sundhed og hygiejne for eksempel, og at partiet Venstre har en fortid som et parti, der kæmpede for forældreindflydelse og dermed lokal indflydelse på skolen.

Bedriften i det tredje bind er at fremdrage de historiske rødder til en række af de forhold, vi har opfattet som selvfølgeligheder helt op til i dag. I forhold til de tidligere bind er der knap så mange fortællinger fra skolebørn selv, men fremstillingen er slet og ret interessant, så man savner ikke eksempelfortællingerne. Man kan takke de to forfattere for, at tredje bind holder det høje niveau fra de tidligere bind. Men der er i høj grad også grund til at kippe med flaget for værkets to hovedredaktører, Charlotte Appel og Ning de Coninck-Smith, som forbilledligt har sikret de lange linjer, og at de mange skolehistorier også bliver til én uhyre læseværdig skolehistorie. Det er fornemt.