Nyt malerdynasti på spansk visit

For første gang nogensinde udstiller kunstneren Arne Haugen Sørensen nu sammen med sin hustru og sine to døtre på udstilling i Struer

På udstillingen ”Spansk visit” udstiller Arne Haugen Sørensen sammen med sin hustru, Dorthe Krabbe, og sine to døtre, Caroline Krabbe, der ses på billedet, og Louise Haugen, der er højgravid og derfor ikke kunne være med.
På udstillingen ”Spansk visit” udstiller Arne Haugen Sørensen sammen med sin hustru, Dorthe Krabbe, og sine to døtre, Caroline Krabbe, der ses på billedet, og Louise Haugen, der er højgravid og derfor ikke kunne være med. . Foto: Ole Mortensen.

”Jeg er stolt af dem alle tre. De er meget forskellige, men de er modige, og jeg kan lære meget ved at se på deres kunst,” siger Arne Haugen Sørensen.

Danmarks bedst kendte kirkekunstner er netop fyldt 82 år, men livet har fortsat nye oplevelser til ham. For første gang nogen sinde udstiller han sammen med sin kone, keramikeren Dorthe Krabbe, og døtrene Louise Haugen og Caroline Krabbe, der begge maler.

Udstillingen foregår på kulturcentret Gimsinghoved i Struer og er kommet i stand på initiativ af Erik Meistrup fra Kunstavisen. Han har også har skrevet teksten til udstillingens katalog.

”Jeg havde slet ikke tænkt på den mulighed, at vi kunne udstille sammen, men nu er jeg glad for det. Jeg synes, mine døtre er meget dygtige, og Dorthes keramik har overtaget den rolle, hun normalt har i familien. Den holder sammen på det hele,” siger Haugen Sørensen.

Familien har siden 1981 boet i Frigiliana i Andalusien, og det præger døtrenes maleri. Den ældste, Caroline på 42 år, der er gift med en argentiner, driver et galleri i Frigiliana, og hendes billeder er holdt i stærke, andalusiske farver. Hun maler sit liv, sin mand, sine børn og sin hund; det andalusiske landskab og hverdagen. Billederne er naivistiske i stilen, men har mange underliggende lag. Hun har gjort det sydlige Spanien til sit hjemland.

Louise på 33 år flyttede som 20-årig til Danmark for at få sin uddannelse og blev hængende, og i dag er hun grafisk designer med egen virksomhed i København. Hun laver malerier og collager, og som lillesøster er hun gået sine egne veje, som leder tanken hen på Tal R og Jonathan Meese. Når hendes far skal beskrive dem, siger han, at hendes billeder er fulde af musik.

”Jeg kan både se jazz og trommesoloer i hendes billeder. Jeg ville ønske, jeg havde den samme musikalitet,” siger han.

Det er ikke Arne Haugen Sørensen, der har lært sine døtre at male, og det er tydeligt, at de hver især har valgt deres egen stil meget langt fra deres fars.

”De har selvfølgelig fået papir og blyant som andre børn, og de har altid tegnet og malet, men Arne har aldrig undervist dem,” indskyder Dorthe Krabbe.

”Faktisk gik det meget sent op for mig, at de malede for alvor. Jeg anede det ikke, men man er jo så frygtelig egoistisk og optaget af det, man selv laver, men pludselig så jeg, at de lavede gode, og sjove billeder,” siger Arne Haugen Sørensen.

Han fandt hurtigt ud af, at han ikke skulle give døtrene gode råd. De viser ham en gang imellem, hvad de har lavet, og spørger, hvad han synes, men han blander sig ikke.

”Når jeg ser på deres billeder i forhold til mine egne, er det klart, at jeg tilhører en helt anden tid,” siger han.

Dorthe Krabbe har ikke været kunstner hele sit liv. Hun var pressefotografelev og 20 år, da hun i 1967 var på opgave for Sjællands Tidende og mødte den 15 år ældre Arne. De har været sammen lige siden, og i de første år arbejdede hun indimellem som pressefotograf for at holde sulten fra døren. For 16 år siden begyndte hun at arbejde med keramik, og selvom det kom i stand ved en tilfældighed, vidste hun med det samme, at det var det, hun havde ventet på.

”Jeg ser stadig verden med fotografens øjne, men nu bruger jeg dem til at finde mønstre til min keramik,” siger hun.

Dorthe Krabbe laver fade og kuglekrukker med fantastiske mønstre, som ikke blot er skabt af glasuren. De graver sig dybt ned i overfladen som udtørrede floder og have og er fyldt med overraskelser og nye oplevelser. Ligesom sin mand har hun sit eget atelier, og begge mener, at de inspirerer hinanden. De bor og arbejder i et hus med ambiente, som det hedder på spansk en kunstnerisk stemning, som smitter.

Arne Haugen Sørensen er kendt for at arbejde med de samme motiver igen og igen i sin udforskning af menneskelivet på godt og ondt. Med på udstillingen har han billeder af Leda og svanen, han har Ikaros med de brændte vinger, fugle og rovdyr, og så har han en række bibelske motiver.

”Historierne i Bibelen er fantastiske. Det er dem, vi har bygget hele vores civilisation på, og jeg må have en eller anden historie at arbejde med. Jeg skal have et motiv, og når jeg vælger motiver fra Bibelen, kommer jeg ind i det centrale i vores kultur,” siger han.

Med på udstillingen har han et familieportræt af den hellige familie, en meget erotisk Eva med æblet, Jakobs kamp og mange flere. Hans kendte vandringsmand er også med, og selvom det ikke var tænkt sådan, har dette motiv også fået en religiøs fortolkning.

Selv ser han sig dog ikke som en vandringsmand, der har fundet hjem til Gud.

”Jeg er ikke særligt troende og har ikke lyst til at komme i Paradis. Jeg synes, ét liv er nok. Jeg har gjort mig umage hele mit liv, siden jeg var lillebitte. Jeg har arbejdet og prøvet at blive så dygtig, jeg kunne på at vide og kende og føle så meget som muligt, og nu opdager jeg, at der altså er en grænse. Jeg kan ikke nå ret meget mere, end jeg har gjort, og hvorfor hulen skulle jeg så i al evighed gå rundt i den der Sørensen-krop. Det ville være absurd, hvis jeg skulle leve evigt “ nej, jeg vil slet ikke spekulere på det. Det er ikke noget, som optager mig. Det gør derimod kærligheden mellem mennesker og også modbydeligheden hele den menneskelige tilværelse,” forklarer han.

Hvordan kan man male dybt religiøse motiver uden at være troende?

”Det er jeg måske også. Måske er jeg mere troende end en rigtig kristen. Jeg tror undskyld det vulgære udtryk at det er højrøvet at tro, at Gud specielt interesserer sig for mig. At jeg er så vidunderlig, at jeg fortjener det alt det kan jeg slet ikke forholde mig til. Jeg er så ydmyg, at jeg måske er mere religiøs end de kristne, men nu skal vi jo ikke konkurrere i ydmyghed,” siger han med et selvironisk smil.