Døden bestemmer den sidste dans

Jo før vi indser, at vi skal dø, jo mere afklarede bliver vi. Det mener Allis Helleland, der lever med en skulptur af Jørgen Haugen Sørensen

 Illustration: Morten Voigt.
Illustration: Morten Voigt.

Hjemme i min spisestue står en 40 centimenter høj og 22 kilo tung bronzeskulptur, som hver eneste dag minder mig om livets forgængelighed. Skulpturen har titlen ”Mens vi venter” og er skabt af Danmarks efter min mening største nulevende billedhugger Jørgen Haugen Sørensen. Som kunsthistoriker er der mange billedkunstværker, der har gjort indtryk gennem årene, men de værker der virkelig betyder noget, er dem, man kan finde sig selv i, og som får en plads i ens eget liv. Sådan et værk er ”Mens vi venter”.

Skulpturen forestiller et dansende par, men det er ikke nogen helt almindelig dans. Den ene del af parret er en nøgen, tyk mandsling, mens den anden er et skelet, der er et hoved højere end manden, og som er iklædt en lang kappe. Den nøgne mand danser kinddans med Døden, og med en fremstrakt fod og en hånd i fast greb om mandens ene balde er det døden, der fører an. Både manden og Døden smiler. Især manden ligner en, der er glad for livet. Han nyder dansen og kysser endda overgivent Døden.

Jørgen Haugen Sørensen fylder 80 år senere i år, og han har selv fortalt, at han har taget hul på sin sidste livsalder i et evigt kapløb med tiden og med Døden som makker. Så måske er der tale om en slags selvportræt.

Det er et helt fantastisk kunstværk, som jeg sætter virkelig højt, og når skulpturen står midt i spisestuen, er det meget bevidst: Den er mit memento mori. Den minder mig om, at der skal danses hver dag, for vi ved aldrig, hvornår dansen og livet slutter. En dag er det hele forbi, og jo før vi indser, at vi skal dø, jo mere afklarede bliver vi om at få levet vores liv bedst muligt. Vi skal leve med døden som en naturlig konsekvens af livet.

Det er ikke noget kristent motiv, for der vises ingen nåde og ingen evighed hos Jørgen Haugen Sørensen. I min spisestue har værket derfor fået selskab af et gammel håndbroderi med skriftstykket ”Alt af nåde”, der stammer fra min norske mands familie. Begge værker er gode at leve efter, og så kan jeg godt lide, at det ene er skabt af en verdenskunstner og det andet af en simpel norsk bondekone.

Jeg stødte på ”Mens vi venter”, allerede mens skulpturen var ved at blive skabt. Det var i 2006, hvor jeg besøgte Jørgen Haugen Sørensen i hans værksted, mens han arbejdede med at udforme skulpturen i det rå ler. Senere lavede han flere udgaver i bronze, der hver især er forskellige, mens han selv har beholdt den oprindelige i ler. I 2007, mens jeg var direktør på Statens Museum for Kunst, fik han til opgave at være årets billedhugger på museets skulpturgade, og dertil skabte han ”Mens vi venter” i en fire meter høj udgave i hvid porcelæn. Den kom til at stå lige ved indgangen og virkede stærkt på mange, fordi den er så fuld af følelser.

Mennesker, der kommer i vores hjem, giver ofte udtryk for, at det er mærkeligt at have sådan en skulptur stående i sin spisestue. Mange synes jo det med døden er uhyggeligt og noget, de ikke ønsker at blive konfronteret med. Jeg prøver så at forklare, så godt jeg kan, hvorfor den står, hvor den står. Når man kigger nærmere på den, er den faktisk heller ikke så uhyggelig endda, det er ikke nogen ond død, som mandslingen danser med. Hos mig skal ”Mens vi venter” blive ved med at stå fremme, og hvis det kunne lade sig gøre, ville jeg gerne have den på min gravsten, når den tid kommer.

Skulpturen er allerede en klassiker, fordi den er så alment gyldig. Motivet vil være relevant, så længe der er mennesker til. Med den lille trinde mand viser Jørgen Haugen Sørensen os prototypen på et menneske.