stjerner
Kay Christensen (1899-1981) er bedst kendt i dansk kunst for sit med tiden ikoniske portræt af Karen Blixen. Kunstneren besøgte baronessen på Rungstedlund flere gange i 1955, hvor han fik bestillingen på portrættet fra Det Nationalhistoriske Museum i Hillerød.
Kay Christensen og baronessen var ikke helt enige om portrættets karakter, men kunstneren fik sin vilje, og resultatet er originalt. Den blege, tynde kvinde lyser op i billedets venstre side under en gul hat med en cigaret affabelt i den ene hånd, mens billedets højre side er et næsten abstrakt felt af grønlig farve, en slags tågedis, der for kunstneren er identisk med det rum, kreativiteten findes i. Blixens inspiration og Kay Christensens. De er fælles om dette udefinerlige felt af muligheder, der åbner sig i hans billede.
Disse åbne, næsten abstrakte og uhyre smukke felter af farve, der er lagt på, lag på lag, af små tætte strøg i en særegen glødende blomstring er karakteristiske for adskillige af Kay Christensens malerier. De vidner om, at kunstneren foldede sit værk ud samtidig med den abstrakte ekspressionisme i det 20. århundrede, men samtidig også om, at han aldrig blev en slave af modernismens foretrukne genre. Tværtimod, der er noget usamtidigt og bevidst tilbageskuende over Kay Christensens værk. For hans billeder er aldrig fuldkommen abstrakte. De fleste har som Blixen-billedet karakter af portrætter af kvinder og børn fældet ind i dette sværmeriske landskab med dekorative blomster og poetiske citater i en tone hentet fra folkevisen og eventyret.
Der er meget ”fin de sicle” over Kay Christensens kunst, der tydeligvis er inspireret af symbolismen og post-impressionismen omkring år 1900. Kay Christensen var en rejsende og delte det meste af sit kunstnerliv op mellem boliger og atelierer i Frankrig og Danmark. Hans kunst trækker da også store veksler på Gauguin, Odilon Redon, Edvard Munch og Pierre Bonnard, Matisse og Chagall. Inspirationen fra Pierre Bonnard er overvældende, både i komposition og motiv.
Kay Christensen er præcis ligesom Bonnard en hengiven skildrer af kvinden, som han ofte afbilder med et ansigt i profil eller nøgen i dette ubestemmelige rum, han kalder krop og køn frem af. I en fin tekst fra den ledsagende bog kalder Peter Michael Hornung ham af samme grund for en ”dansk intimist”.
I en besværgende malerisk kærlighedserklæring former Kay Christensen kvinden som et billede på det spirende, livgivende og fortryllende i tilværelsen, ofte i dialog med eller ledsaget af barnet. Kvinden og barnet nogle gange i en og samme skikkelse som pubertetsvæsen er som i den symbolistiske epoke et billede på foråret og en ny begyndelse. Det spirende og blomstrende, vækst og forvandlingsmotivet, er gennemgående i kunstnerens malerier og tegninger, der er mere sensuelle end egentlig erotiske. Kunstneren ind- og omskriver kvinden i en slags lyrisk maleri, der til stadighed er søgende, aldrig afgjort, men hele tiden på vej.
Kay Christensen brød sig ikke om den klare linje, der satte skel og krævede definitive maleriske afgørelser. I stedet satte han figuren op med mange parallelle små strøg af farve, ligesom han så at sige patinerede det rum eller landskab, kvinden eller barnet var en del af. Han fremelskede en teknik, hvor han malede op, lod malingen tørre, sleb af, og malede op igen. På den måde forædlede han sine lærreder og skabte en både fosforescerende og ulmende dybde i dem. Resultatet er uhyre æstetisk, men også særegent. Som hos Vilhelm Hammershøi er der noget uafklaret, søgende og blufærdigt længselsfuldt over Kay Christensens malerier og de rum, han skaber og befolker. Hans maleri har noget gådefuldt over sig, der trækker dem bort fra det facile og kun alt for indbydende.
I et af sine bedst kendte værker, ”La Mouche og Ste-nos vers” fra 1947-1950, citerer han et vers af den helgenkårede danske videnskabsmand og katolik Niels Steensen, kaldet Steno:
”Skønne er de ting vi ser
skønnere er de ting vi forstaar
men langt det skønneste er til visse det som vi ikke forstaar.”
Linjerne på maleriet står som en slags credo for Kay Christensen. Han søgte i sin kunst mod det uforståelige og forlenede sine motiver med et drømmeagtigt tågeslør, som kvinden og barnet blev foldet ind i og født ud af. Som de symbolistiske kunstnere omkring år 1900 havde han som ambition at indfange sjælen i det sete. I de bedste øjeblikke lykkedes det for ham. Som kunstnerens søn, fotografen Krass Clement skriver i et smukt erindringsessay:
”Sådan så min far kunsten, som middel til at kunne fordybe sig i følelsens usynlige øjeblikke.”
Kay Christensen er på mærkelig vis ligesom skrevet ud af dansk kunsthistorie, fordi han ikke passer ind i den modernistiske kanon, endsige det 20. århundredes avantgardetænkning. Kunstneren er ikke grænseoverskridende i den forstand, men måske i andre, indadvendte. For tiden er kommet ham i møde i form af en række nutidige kunstnere, der bevæger sig ind i samme univers som han: Katrine Ærtebjerg, Julie Nord, Jesper Christiansen, Erik A. Frandsen og John Kørner med et både fortællende og dekorativt ornamenteret maleri, der sammenblander virkelighed og fantasi, skønhed og anelsesfuld sorg.
Det er derfor også værd at gøre opmærksom på antologien ”Kay C. Det evige eventyr”, der er udgivet i forbindelse med udstillingen. Den rummer, blandt andre af de ovenfor citerede, de første vigtige bidrag til en forståelse af kunstneren siden Else Kai Sass lille introduktion til Kay Christensen i serien Vor Tids Kunst fra 1953.