Glødende juveler og rosengyldne morgener

Prins Henriks digte gør sig langt bedre i deres franske form end i den danske

 H.K.H. Prinsgemalen, Prins Henrik, præsenterer sin nye digtsamling Dans mes Nuits sereines - I mine lykkelige Nætter på Fredensborg Slot tirsdag 27. maj 2014.
H.K.H. Prinsgemalen, Prins Henrik, præsenterer sin nye digtsamling Dans mes Nuits sereines - I mine lykkelige Nætter på Fredensborg Slot tirsdag 27. maj 2014.

Mens det næppe er vanskeligt at få udgivet en digtsamling, hvis man hedder prins Henrik, er det langtfra ukompliceret for ham at møde anmelderstanden og den litterære offentlighed generelt. Dette kan i hvert fald have tre forklaringer.

For det første er prins Henrik et let offer for det, man kunne kalde kendis-syndromet. Jeg forstår hermed det forhold, at kendte personer kan møde uforholdsmæssigt kraftige negative reaktioner, når de vover sig ind på det finlitterære område, hvor der ofte er en konsensus om, at den slags opkomlinge skal have en på hatten.

For det andet ser man ofte, at forfattere, der adskiller sig markant fra tidens dominerende trend, får prygl. Man kan nævne Søren Ulrik Thomsen, Jørgen Gustava Brandt og Benny Andersen som eksempler på forfattere, hvis forankring i tidligere tiders æstetik har udløst negativ kritik hos en række anmeldere.

For det tredje falder prins Henrik inden for den gruppe af digtere, der ikke har dansk som første sprog, og som derfor er blevet oversat. Man ser således på venstre side i ”I mine lykkelige nætter” den franske udgave af digtene og på den højre Niels Lyngsøs oversættelse af disse. Der foregår selvsagt i prins Henriks lyrik som i alle andre poetiske værker et tab og/eller en fordrejning af betydning og tone, når et poetisk værk skal oversættes fra et sprog til et andet.

Går vi efter disse indledende betragtninger om bord i prins Henriks nye digtsamling, kan man hurtigt konstatere, at den ikke ligner noget som helst andet, der i disse år udkommer på dansk. Skal man placere dens stil og emnevalg i forhold til dansk lyrik, synes man at være i et område mellem den unge Johannes Jørgensens dekadent-melankolske symbolisme og Hans Hartvig Seedorffs farvestrålende-sensualistiske æsteticisme. Der er fyldt med ”månelysets skær”, ”berusende vin”, ”duftenes magi”, ”lattermilde madrigaler”, ”glødende juveler”, ”perlemorsnektar”, ”iriserende tåge” og ” rosengyldne morgner” samt ”barnlige blikke”, ”flammende elskov”, ”vort frydefulde forår”, ”ungdommens glæder” og ”den vise alderdom”.

Tager vi en lidt længere passage, møder man af den Johannes Jørgensenske dekadence for eksempel følgende refleksion over en sigøjnerflok og Jomfru Maria: ”Vi er hendes kære børn/ med klistret hår, uvidenhedens lus,/ gavtyve, gale af fortvivlelse,/ men af kød og blod som hende selv,/ og i sin årvågenhed velsigner hun os.” Og vi kan betragte en strofe, der minder om den muntre og ubekymrede Seedorffske sensualisme: ”Jeg broderer mine nætter med lykke,/ jeg kranser mine aftner med blomster og/ sender stjålne smil til min elskede/ efter vore udmattende kærtegn.”

Om det hele er der desværre ikke så meget andet at sige, end at det er overordentlig klichefyldt, og at de fleste vendinger og motiver er hørt mange gange før og slidt op i den poetiske tradition fra det 19. til begyndelsen af det 20. århundrede.

Der er dog et forhold, der må tages i ed, når man har med prins Henriks digte at gøre, nemlig at de oprindelig er skrevet på fransk, og at kvaliteterne i digtene i vid udstrækning ligger i det lydlige, som Lyngsøs oversættelse i hovedsagen har ladt ude af betragtning.

Hør blot på en strofe som den følgende, hvor den henslængte rytme og de prægnante rim skaber en spændstighed i verset, som den danske version slet ikke har: ”Son visage hagard/ Dans lépais brouillard/ Se révélait fade/ Au cours de la promenade”.

I Lyngsøs gendigtning lyder det derimod i en noget klodset prosastil: ”Hendes vilde ansigt/ i den tætte tåge / viste sig i løbet af spadsereturen/ at være intetsigende”.

Samlet set er der næppe tvivl om, at prins Henriks digte gør sig langt bedre i deres franske form end i den danske. Det skal dog dertil siges, at der er en række digte, som handler specifikt om lokaliteter i Danmark, og at disse derfor er rettet mod et dansk publikum.

At prins Henrik skulle udgive sine digte alene på fransk, ville imidlertid indbefatte, at han var som enhver anden dansk borger, hvilket han naturligvis på ingen måde er. Og hermed er vi tilbage ved begyndelsen af denne anmeldelse, hvis pointe netop var, at identiteten af forfatteren uvægerligt har en eller anden betydning for bogen, selvom jeg i det foregående har forsøgt at se bort fra dette.

Prins Henrik: I mine lykkelige nætter. Oversat af Niels Lyngsø. Illustreret med H.M. Dronning Margrethes akvareller. 160 sider. 269,95 kroner. Lindhardt & Ringhof.