Når man som denne anmelder tilhører en generation, der måtte vokse op i skyggen af de dominerende og entreprenante 68ere, har man brugt en del kræfter på at slås med dem og være træt af, at de var der og fyldte så meget. Men nu, hvor man selv er blevet ældre, og de følgelig er endnu ældre, har følelserne, for mit vedkommende i hvert fald, ændret sig til en blanding af ømhed og fascination.
Der er noget helt specielt over, at de, der fløj så højt i deres drømme og kom med bud om en helt ny verden, selv var vokset op i den gamle verden med knaphed og autoriteter. 68erne levede en afgørende del af deres liv før 1968. Derfor møder man, når de skriver erindringer, et moment af uafrystelig ur-fortælling, en moderne arketype, i afskeden med 1950erne og de første tøvende skridt ind i 1960erne, der snart bliver til syvmileskridt i utopiens store støvlængder. Samtidig bliver faldet at det hele alligevel blev så meget anderledes, end man havde håbet meget voldsomt og en skuffelse, der kan få generationens repræsentanter til at se de seneste 30 år eller mere som den rene elendighed og apokalypse.
Denne typiske historie møder man også hos Bente Hansen i erindringerne ”Historien findes”. Men den overskygges af en anden historie. Først det faktuelle: Dyrlægedatteren fra Vestjylland, født i 1940, tog til København og blev litteraturmagister og en del af tidens venstrefløj, med i bevægelserne til støtte for først Algeriet og senere Vietnam, SF, VS og Rødstrømperne. Hun blev redaktør for både Politisk Revy og Informa-tion, programmedarbejder ved DR-Kulturafdelingen og konsulent ved Filmcentralen.
Da hun allerede omkring 50-årsalderen blev ramt af leddegigt, har hun i de senere årtier levet et mere tilbagetrukket liv, som blandt andet har været præget af interesse for kristendommen. Hun har siddet 16 år i menighedsrådet i Københavns Domkirke og har holdt foredrag og givet interviews, fordi mange har interesseret sig for, hvordan en fremtrædende revolutionær socialist også kunne være kristen. Så usædvanligt er det nu ikke, men skidt pyt.
I almindelig udskæring af denne livshistorie ville barndommen være en affyringsrampe, der fyldte 10-15 procent, det unge, voksne, spændende og offentlige liv ville fylde 60 procent, og til sidst ville der være nogle sider til eftertanke og masser af polemiske udfald mod hele det tilbageslag, der kom efter oprøret. Sådan er det ikke her.
Som ung medarbejder ved SF-bladet var Bente Hansen engang i 1960erne ude for at interviewe Venstres formand, Poul Hartling. ”Han var en venlig og klog mand, og da vi var færdige, spurgte han, om han måtte stille mig et personligt spørgsmål? Jeg ventede spændt, og han sagde: Sig mig, hvordan kan det være, at De er socialist? Jeg tror, jeg svarede lidt undvigende, men han var oprigtigt forundret, for han genkendte jo nok en borgerligt opdraget pige fra landet.”
På en måde føler man sig lidt som Poul Hartling, når man læser bogen. Man forventer at se en flamboyant og ekspansiv 68er, og i stedet møder man en blufærdig og lavmælt pige fra landet, der synes at interessere sig mere for slægtens liv end for de spektakulære slagsmål på politikkens og historiens scene.
Bente Hansen, der er fyldt 74 år, er åbenlyst nået til en livsfase, hvor hun søger mod rødderne, barndommen og den tidlige ungdom i Vestjylland, forældrenes historie, dér hvor det hele begyndte. Hendes voksne og offentlige liv fylder ganske vist halvdelen af bogen, men det meste er lidt distræt og pligtskyldigt gengivet, som om hun undrer sig over, hvorfor alt dette dog engang syntes så vigtigt og livet om at gøre, som om hun var en anden person i et andet liv.
Modsat senere generationer er 68erne som nævnt opdraget og opvokset i den gamle verden med knaphed, autoriteter og ordentlighed, og man fornemmer hos Bente Hansen en vis distance til de grænsesprængende træk ved sin egen generation. Hun er mere til hårdtarbejdende aktivisme end til flip og hash-tåger, hun er ikke så vild med kollektiver og skal ikke selv nyde noget af at bo i ét, hun tager ikke afstand fra frigørelsen, men hun noterer, at den har ofre, ligesom der ved den fri kærlighed altid er ”mindst én, der græder”.
Hun anerkender Rødstrømpebevægelsens historiske berettigelse, men hun havde ikke selv set den komme og blev da også af den regnet for en ”mandekvinde”. Hun har nogle gange syntes, at der gik for meget Spørge-Jørgen i ungdomsoprøret, og man bemærker en forbundethed med den venstrefløj, der var ældre end hende selv og måske mere livspolitisk ”borgerlig”: folk fra modstandsbevægelsen eller en Erik Knudsen og en Jesper Jensen.
Det hele er meget blufærdigt og stilfærdigt skrevet. Bente Hansen er så afgjort ikke til bekendelser. Ungdommens kærester glider forbi som skyggevæsener, skilsmissen fra hendes børns far, sangeren Benny Holst, noteres lavmælt, ofte skal man læse mellem linjerne.
Man føler sig i godt, men også lidt gådefuldt selskab, og når forfatteren beskriver en knækprosadigtsamling, ”I virkeligheden”, som hun udgav i 1980 og selv er lidt rystet over åbenhjertigheden i, eller fortæller om dengang, hun var hovedperson i tvs ”Her er dit liv”, er det lige før, man får lyst til at opsøge disse kilder for at få lidt mere fornemmelse af personen dengang. Faktisk har jeg hjemlånt digtsamlingen, og det er en noget anden både meget kontant og hudløs Bente Hansen på 40 år, man møder her. Den aktuelle bog hedder godt nok ”Historien findes”, men man kan komme i tvivl om netop det, når personen i historien kan forandre sig så meget.
Den historie, der suger kraften til sig i bogen, er den om slægten, ikke mindst de to forældre, som hun aldrig kaldte for far og mor, men for HC og Grethe. Deres historie er også dramatisk, de udlever en drøm med det ægteskab, deres forældre var imod; de etablerer sig på en gård i det vestjyske med fest og farver og efterhånden fem døtre, rideheste og høns og meget andet. Men ægteskabet undergraves af hans umådeholdne trang til fest og til andre damer. Til sidst går det i stykker, og Grethe og børnene rykker til København.
Bente erfarer, hvor hurtigt en hel verden kan bryde sammen. Grethe viser sig imidlertid at være gravid med nummer seks og rykker tilbage igen, og først da datter nummer otte nogle år efter er kommet vil verden, går ægteskabet definitivt i stykker. HC dør siden, forkommen af sin alkoholisme, mens Grethe beundringsværdigt etablerer sig på ny i moden alder, bliver skolelærer, engageret vidne til forfatterens liv og samtalepartner, når det kommer til kristendommen.
Som helt ung kan Bente naturligt nok ikke komme hurtigt nok væk fra denne dans på afgrundens rand, og det er smukt beskrevet, hvordan hun som ung studerende griber ud efter de mange spændende muligheder, opbrudstiden stiller til rådighed med blandt andet rejser og samarbejde med politisk engagerede unge i andre lande. Det festlige kaos i barndomshjemmet kan også give en psykologisk forklaring på, hvorfor hun ikke omfavner de mere grænsesprængende dele af 68. Hun havde allerede været nede ad den sti.
Men hvorfor fylder det seriøse politiske arbejde siden hen så lidt i bogen, måske ikke i omfang men i intensitet? Det kan skyldes køn; en mandlig forfatter ville have været mere selvforgabt i sin egen betydning på den historiske scene. Jeg tror ikke, det skal læses som en politisk fortrydelse, men måske som en eksistentiel: Har jeg ødet dele af mit liv bort ved at arbejde så meget og gå ind i så mange kampe?
Måske ser livet bare forskelligt ud, alt efter hvor man befinder sig på livets hjul, og man mærker den voldsomme trang til at søge tilbage og forstå, hvad der skete i barndommen, forsone sig med det, tilgive. Hun læser alle de breve, hun har gemt, fra ikke mindst Grethe, men også fra HC. Og man røres som læser af den omsorg, der gemmer sig i brevene, og som hun følelsesmæssigt gengælder ved at erindre særlige og sjældne øjeblikke, hvor HC finder tilbage til sin ro og sine kilder, fordi han momentant er blevet afgiftet, og hvor Grethe kører ham rundt til hans arbejde på gårdene, fordi han har fået frataget kørekortet. Hun læste bøger, mens han arbejdede i staldene, og han læste kronikker i bilen, når hun kørte. Og de snakkede om det alt sammen og kom tæt på hinanden igen. Det var efter, at Grethe ved den sidste af de otte fødsler havde været ved at dø fra alle børnene, og HC ikke kunne være bloddonor, for da han blev opsporet ude i natten, havde han for høj promille i blodet.
Historien om et ægteskab. Det er den historie, der for alvor findes i Bente Hansens bog.
Kristeligt Dagblad bragte i fredags et interview med Bente Hansen. Læs det her.
Bente Hansen: Historien findes. Erindringer. 256 sider. 279,95 kroner. Gyldendal.