I 2005 foranstaltede det lille forlag Basilisk, hvor forfatteren Peter Højrup er tilknyttet som redaktør, en begravelse af ”den smalle litteratur”. Det var en humoristisk måde at gøre opmærksom på den smalle litteraturs svære vilkår.
Heldigvis er forlaget Basilisk fortsat med at udgive en jævn strøm af kvalitetslitteratur, noget smallere end andet, men altid af en høj kvalitet, og hvis man ikke allerede er abonnent hos dem, vil jeg virkelig opfordre til, at man bliver det.
Og at man sørger for at få Peter Højrups roman ”Island”, som netop er udkommet, med. Peter Højrup, født 1974, har tidligere skrevet både prosa og digte. Romanen ”Island” demonstrerer for alvor, hvilket voldsomt og egensindigt fortællende talent han er.
Romanen fortælles i tre spor i form af tilbageblik, nutidssansninger og fremtidsdrømme i løbet af den tid, det tager for hovedpersonen at købe en billet til Island, storme ud i flyet og flyve til den nordatlantiske ø.
Grunden til, at vores navnløse hovedperson, som er forfatter, i huj og hast må til Island, er, at hans kone samt deres tre fælles børn har sagt ham farvel og (måske) er rejst dertil.
Nu sidder han der i flyet, mens tankerne eruptivt vælter ud af ham og forskyder sig ud og ind ad hinanden.
Nutiden i flyet udgør det ene spor. Det andet spor handler om, hvordan hovedpersonen fornylig blev nomineret til Danske Banks Litteraturpris (den findes desværre ikke mere, blandt andet fordi bankfolk ikke tror på den smalle litteraturs potentiale) sammen med de to meget populære forfattere, den mondæne Willy Hoppe og den uhyggeligt inderlige Gull Mai Cedergreen. Bogmessens kaos er spiddende og underholdende. Dette års nye er ”nøgenoplæsning”, hvor unge digtere messer, at de ikke er objekter, vores forfatter møder en forvirret Møllehave på toilettet, som bestemt mener, at det er ham, der skal have en pris, og ankommer i øvrigt til hele foretagendet på den mest sjoskede vis på grund af en ekskurs til den mudrede regnfulde Frederiksberg Have.
Det tredje spor er en form for sorgproces over det tabte digt ”Ø” og handler også om hovedpersonens venskab med forfatteren Jennifer. Jennifer, der var så kompromisløs, at hun ikke modtog honorarer eller priser, men skrev, fordi det var sådan, hun trak vejret.
En dag gjorde hun så heller ikke det mere. Hvad det har betydet for vores hovedperson, bliver først langsomt og uhyggeligt tydeligt for læseren. Det tredje spor handler om at skrive, ikke for at stå på bogmessen, men fordi det ikke kan være anderledes, fordi det betyder noget. Da virkeligheden i form af Danske Banks hurlumhej brød ind i vores forfatters liv, stod han netop i badet og oplevede, som en form for åbenbaring, kæmpedigtet ”Ø” manifestere sig i ham, men det var tabt, idet telefonen ringede og populærforfatteren Willy Hoppe indtog hans hjernekiste.
En stor del af romanen er måske i virkeligheden digtet ”Ø” (på engelsk ”Island”). Det er de tankestrømme, som knopskyder, og som hovedpersonen i virkeligheden lever bedst i, så længe han kan holde dem flyvende. Forestillinger om kærligheden, om landskaber: ”Island er sandsynligvis et umenneskeligt sted, hvor kun lidt fugleliv bygger rede mellem vulkaner og isbræer. Måske glider en ubestemmelig dis hen over gletscherspalterne på vulkanens sider, måske stiger hvæsende svovlgule skuer op fra sprækkerne i den sorte klippe og driver ud over sletten.”
”Island” er en dybt eksistentiel og sorgfuld roman om at være skabende og om de tab, det indebærer, en vulkansk eksplosion af glødende tankestrømme og en satirisk svitsen af menneskelig dårskab.