Der er seks bogstaver i Platons navn, og der kommer seks bind i den nye oversættelse af Platons samlede værker, når den er fuldent om et års tid. Sammenfaldet har givet udgiverne den udmærkede idé at forsyne ryggen på hvert bind fortløbende med et af bogstaverne i Platons navn.
Når udgivelsen ligger færdig, kan man altså vandret læse hele navnet. I det sidste års tid har abonnenter dog lidt uheldigt måttet nøjes med at læse bogstaverne P-L-A-T på tværs af bindenes ryg, men med det femte bind er i det mindste Platons engelske navn fuldendt.
Der er virkelig heller ikke noget som helst plat over denne i enhver henseende fremragende Platon-udgave. Det femte bind er helt dedikeret til Platons længste dialog, ”Lovene”, kun suppleret af det lille efterskrift ”Epinomos”.
Selvom ”Lovene” er Platons længste dialog, har den aldrig hørt til blandt de mest læste. Blandt de politiske dialoger har den altid stået alvorligt i skyggen af den anderledes populære ”Staten”. Det er for så vidt forståeligt nok, men alligevel er den lettere hengemte tilværelse, Lovene har levet, lidt urimelig. Det kan ikke nægtes, at der er længere passager i dialogen, der kan give enhver læser tunge øjenlåg, men omvendt er der også mange smukke højdepunkter.
Det er almindeligt at regne ”Lovene” blandt de sidste Platondialoger, måske den allersidste. ”Lovene” afviger på mange måder fra de fleste andre dialoger. Her er ingen Sokrates, og blandt debattørerne finder man dermed heller ikke den sædvanlige samling af yngre mænd. I stedet er det tre modne herrer, fra henholdsvis Athen, Sparta og Kreta, der diskuterer, hvordan lovene bør være i en fremtidig by. Samtaleparternes herkomst er ikke ligegyldig, for den giver mulighed for at sammenligne, i datiden, velkendte forfatninger og påpege deres forskellige fordele og ulemper.
Det er i almindelighed ”Atheneren”, der fører ordet, men dialogen er bestemt ikke nogen entydig hyldesttale til den athenske model. Som vanligt har Platon meget kritik at rette mod det athenske demokrati, og det giver rammen god mulighed for at fremføre. ”Lovene” er på denne måde betydeligt tættere på samtidens politiske virkelighed end den mere filosofisk orienterede ”Staten”, og det gør set fra et historisk synspunkt værket nok så interessant.
Man mærker på flere måder fraværet af Sokrates og de yngre stemmer i ”Staten”. Tonen er sjældent så frisk og frimodig, som den altid ungdommelige Sokrates og hans tydelige betagelse af ungdommen ellers til enhver tid sikrer. De modne mænd i ”Lovene” har også den modne mands syn på verden. Ungdommen repræsenterer her ikke, som hos Sokrates, nysgerrigheden og håbet; de unge fremstår snarere som en evig trussel imod fornuft og stabilitet. Ungdommen kaster altid upålideligt deres kærlighed på det nye, flygtige og smarte.
Det er ganske morsomt her at se 2400 år gamle beklagelser over, at ungdommens musiksmag går i retning af det formløse og anarkistiske. Det ”lovløse” forhold til musikken truer dog ikke kun med at opløse musikken, finder dialogpartnerne. Hvad der gælder for musikken, gælder for alt andet, der er lovreguleret, og den egentlige bekymring ligger derfor nok så meget i, at ungdommens rastløse trang til nye former og ny formløshed vil være en trussel imod samfundet i det hele taget.
Også i ”Lovene” står pædagogikken helt centralt i Platons forståelse af politikken. Platons ideelle stat er i bund og grund en pædagogisk republik. Når han bemærker, at børn ”af alle vilddyr er de sværeste at håndtere”, er det kun for at fremhæve, at netop denne opgave er den vigtigste af alle.
Måske lærere og pædagoger der ikke i dag synes at føle sig særligt værdsatte vil smigres over den centrale rolle, de tillægges i Platons idealsamfund. ”Måden, børn leger på, er det mest afgørende overhovedet for lovgivningen,” hedder det, men karakteristisk nok bliver bemærkningen fulgt op af en begrædelse over, at børnene ikke længere leger på samme måde som før. Børn, der leger nye lege, vil også blive til en anden slags voksne, og de vil helt sikkert kræve nye love og sæder, lyder det bekymret.
Der er intet nyt under solen, fristes man til at sige, når man hører disse Jeronimus-beklagelser. Og alligevel er der faktisk noget afgørende nyt. I vore dage må nemlig ethvert bud på, hvordan samfundet bør regeres selv det mest konservative tage udgangspunkt i det selvfølgelige forhold, at tiderne ændrer sig. Hos Platon vil den ideelle samfundsordning tværtimod have en karakter, der forhindrer enhver forandring. Nu gælder den største politiske frygt i stedet, at samfundet ikke vil være i stand til at forandre sig i takt med tiderne. Dermed har de unge taget revanche. Ingen ville i dag som Platon gjorde det lade ældre mænd tegne skitsen til det ønskede samfund.
Platon: Bind V - samlede værker i ny oversættelse. Jørgen Mejer og Chr. Gorm Tortzen (red.). 520 sider. 450 kroner. Bind 1-6 i subskription. 2100 kroner. Gyldendal.