I foråret åbnede den store udstilling med den religionskritiske titel ”Løgn og latin” på Storm P. Museet i København. Her hang religionssatiren i et hus, der er viet til en af landets store humorister og satirikere, der endda samlede trykte, satiriske værker. Det gav en god ramme for udstillingen, der nærmest var presset ind i det lille, intime museum. Der var spræl i forvejen.
På Museet for Religiøs Kunst i Lemvig, hvor udstillingen nu kan ses, er der ikke denne baggrundsstøj. Her får udstillingen en mere stilig præsentation. Der er hermetisk lukket for lyset fra fjorden, hvilket skyldes, at der er tale om værker på papir. Det giver dog en lovlig andægtig stemning. Værkerne hænger fint på rad og række som om det hele var alvor og æstetik. Man kunne have ønsket lidt mere halløj, om ikke andre steder, så ved indgangen. Der er i hvert fald rigeligt med ekskrementer og andre kropsvæsker. Her er oprør, ballade, trampen på det hellige, udhængning af præster, paver og munke.
Udstillingen er skabt over tre perioder i kirkehistorien: reformationstiden, England i 1700-tallet og Frankrig i 1800-tallet. Derudover er det indskudt broer, der udgøres af det, man kan kalde oplysningen og romantikken: Abildgaard og Goya og til slut det berømte tyske ”Simplicissimus” fra omkring 1900.
Der er ikke tvivl om, at det er reformationstiden, der er mest opfindsom. Her er tale om en ny mediestrategi, der udnyttes til fulde. Hvad der må være det første nummer, og på sæt og vis slagstykket, er sådan lidt rygvendt i udstillingen, Lucas Cranachs ”Kristi og Antikrists passional”. Det er en lille bog med træsnit, der kontrasterer Jesu lidelse med Antikrists. Denne er helt generelt vist som paven. Paven er altså begyndelsen til enden. Et tidens tegn. Det kan man se på det blad, der hænger derover: Antikrists herkomst og opvækst sker under ond amning, pleje og vuggesang ved fæle kællinger med egentlige slangekrøller.
At Satan er kommet i verden er én ting, men andet kommer stadig til verden gennem de kanaler, der sædvanligvis leverer fækalier. Munke og jesuitter for eksempel. Det er en verden af lave, en verden, der kun kan blive bedre. Derfor handler mange af de trykte blade om afsløring, demaskering. De handler om kamp. Calvin vælter den katolske gryde, og Luther slukker skærsildens flammer med sin urin. Paven dingler med Judas i sine egne sprængte nøgler. Vi er i et univers, hvor fantasien er enorm. Et billedunivers forud for tegneserien og filmen og dog absolut moderne på mange måder.
Der er megen skrift at læse. Ikke mindst i de såkaldte klapblade, der oprindeligt skulle fungere ved, at man slog en flap op eller ned, så motivet ændrede sig. Her kræves både et forstørrelsesglas og en bibel. Det er jo helt generelt, at Bibelen er det faste punkt, hvorfra kritikken af kirken leveres. Det er underbetonet i udstillingen, der sine steder begiver sig ud i rigeligt vidtløftige fortolkninger. Senere i udstillingen er det noget svært at læse teksterne i de engelske faksimiler. Det er jo også i høj grad en læseudstilling.
Udstillingen er reduceret noget i forhold til den københavnske. Ikke mindst er det ærgerligt med det af den ene kurator Pernille Schelthauer Jacobsen fundne ”afladsbrev” fra 1600-tallet. Det kræver anskuelighed ved udfoldelse, hvilket det fik på en skærm på Storm P. Museet. Til gengæld er der nye indlån. Meget fornemme er Abildgaards skitser til dørstykker af den islamiske og den mosaiske tro keruberne på Pagtens Ark vender bagen til! De stammer fra Rumps Samling på Glyptoteket.
Satiren er i 1800-tallet mere subtil. Ikke mindst i Tyskland. Franskmændene er mere direkte i deres litografier. Her som i det kejserlige Tyskland er der nok så meget tale om samfundskritik som religionskritik. Udstillingens sidste numre, der er lånt fra Storm P.s samling, ligger fint i montrer, hvor Henry Gustave Jossots ”Gæssene” fra 1902 glimrer ved sin kunstneriske kvalitet. Det var denne anti-klerikalisme, der sejrede med adskillelsen af stat og kirke i Frankrig tre år senere.
Udstillingen er glimrende. Den bør ses af alle, der kan komme af sted. Man kommer nemlig ikke uden om, at religionssatire allerede har været på plakaten hos os og ude i den virkelige verden de seneste ni år. Der er såmænd ikke noget nyt under solen men kritikken har altid sin berettigelse som en replik i debatten i det åbne rum. Der er åbent i Lemvig sommeren over. Også for et godt grin.