Det er en amerikansk ungdomsroman. Men det er Ivan Malinovski, jeg kommer i tanke om: ”mens solnedgangen pludselig lader masken falde/ og du ser ind i en kælder fuld af blod og panik”. For det er verdens undergang, der beskrives i Englefald. Intet mindre. Engle har angrebet Jorden. Alle store byer er smadret til ukendelighed, og de mennesker, der ikke allerede er slået ihjel eller taget til fange, må skjule sig. Hvis de kan.
Vi er i San Fransisco med reference til byens tilnavn city of angels, og handlingen begynder den dag, sekstenårige Penryn har sat sig for at flygte op i bjergene med sin mor og lillesøster. At moderen er paranoid skizofren, og lillesøsteren sidder i kørestol giver dem ikke ligefrem en fordel for at udtrykke sig på en måde, der er karakteristisk for Penryn som fortæller. Hun er nøgtern med en humor, der er lige så knastør, som det kattemad, de må spise for at overleve, og trods alle voldsomme tildragelser imellem Himmel og Helvede helt nede på Jorden.
Det er en pigeskikkelse, der er flere af i tiden: rå, modig på trods, dygtig til at slås, ansvarlig for mere end hvad rimeligt er og dertil i gang med at finde sig selv om ung kvinde. Penryn bliver udfordret på alle områder, for planen mislykkes selvfølgelig. Lillesøsteren tages til fange, og moderen må hun overlade til sig selv, idet hun lakonisk konstaterer: ”I en civiliseret verden, hvor der er love, banker og supermarkeder, er det et kæmpe problem at være paranoid skizofren. Men i en verden, hvor banker og supermarkeder bruges som lokale torturstationer af bander, er det faktisk en fordel at være en lille smule paranoid.”
De angribende engle har hugget vingerne af deres leder, Raffe, der nu ligger døende på jorden, og Penryn tager den sårede engel med sig for at presse ham til at komme frem med, hvad han ved. De kommer til at følges ad, og forholdet imellem dem udvikler sig på en måske ikke ligefrem uforudsigelig, men for en teenagefantasi ganske tilfredsstillende måde, mens de kæmper sig vej frem til englenes hovedkvarter.
Det er Penryns fortællerstemme og skikkelse, der fascinerer og bærer bogen igennem, mens årsagen til hele det apokalyptiske virvar står mere uklart. Englene aner åbenbart ikke, hvad de har gang i. Som Raffe siger: ”Hvis jeg var god til marketing, ville jeg spinde en eller anden intetsigende historie, der lyder dybsindig. Men sandheden er, at vi alle sammen bare famler rundt i mørke.” Det virker ikke helt overbevisende fra forfatterens side.
Englen erklærer sig endda som agnostiker, ligesom Penryn selv, der har accepteret, at hun aldrig ”finder ud af det med Gud, engle eller de fleste af livets store spørgsmål”. Det er på en måde lidt for nemt. Men man kan også betragte det som et moderne træk og sige, at Englefald er en apokalypse uden Gud. Der er intet, der vil åbenbare sig andet end en kælder fuld af blod og panik, hvor mennesket er overladt til at kæmpe for sig selv.