Hyldest til fornuften, der sejrede til sidst

Miljøministeriets naturforvaltningslov fra 1989 roses af Kjeld Hansen for at være så fremsynet, at det i ...

Miljøministeriets naturforvaltningslov fra 1989 roses af Kjeld Hansen for at være så fremsynet, at det i vore dage savner sidestykke en lov, der blandt andet førte til genetableringen af Højby Sø i Odsherred. Foto: Scanpix

Kjeld Hansen har afsluttet sit storværk om et Danmark, der forsvandt i landvindingens navn

I mange år var der en vrimmel af anledninger til både ”begravelsestaler” og jammerklager. Men dette vældige bogværk er ingen af delene, understreger Kjeld Hansen.Derimod er det ”en hyldest til fornuften, der sejrede til sidst”.

Første bind, der handler om Jylland, udkom i 2008, mens det nu foreliggende handler om øerne. Det er historien om et Danmark i drastisk forvandling, gennemført af den såkaldte nyttes fortalere. Hvad skulle man dog med områder, der med en grov forenkling bare lå hen? De måtte lade sig ofre til fordel for fremskridt og produktion. Og det skete med skræmmende effektivitet. Som Kjeld Hansen forarget skriver: ”Der var snart ikke den hede, mose eller det stenede bakkedrag, der gik fri, ej heller de snoede vandløb eller de lavvandede søer blev skånet”. Eller sagt med tal: Før vendepunktet omsider blev nået, tømtes over 200 lavvandede søer, mens knap 200 fjorde, bugter og havvige inddæmmedes.

Forfatteren har besøgt stederne. Alle tørlagte søer med et vandareal på over 10 hektar har han været ved og beskrevet sammen med alle inddæmninger fra de forgangne 400 år. Det drejer sig om i alt 361 steder, 183 i Jylland og 178 på øerne.

Og han har ret: Det er slet ikke jammer og overgreb det hele. Fornuftens sejr efter de vidtløftige eller overmodige satsninger og visioner for at vinde nyt land er først og fremmed naturens sejr, vundet gennem de seneste 40 år.

Et markant eksempel, der gives på naturens genkomst, er ganske nyt: I slutningen af marts i år deltog 6000 personer i indvielsen af danmarkshistoriens hidtil mest ambitiøse projekt med hensyn til genopretning af natur, nemlig åbningen af dæmningen ind til Gyldensteens strand ved Bogense.

Efter 143 år som urentabel landbrugsjord vendte den tørlagte havbund tilbage til sit oprindelige miljø.

Det var Danmarks første projekt for marine-genopretning.

Kjeld Hansens rapporter fra stederne er blevet til på baggrund af både skriftlige og mundtlige kilder samt egne iagttagelser hvortil kommer gamle og nye fotos og originale kort. Hans samlede materiale har været kolossalt. Men det formidles ubesværet, stilen er enkel og let og ikke mindst engageret. Bogens titel er dækkende, idet Hansen gør meget ud af at give glimt af de involverede personer og deres holdninger.

Det er danmarkshistorie helt nede på jorden tæt på den dramatik, der var engang. Generelt er rapporterne så levende, at de får karakter af fortællinger, fængslende og afslørende. Den, der kæmper for en sag, må tage sine forholdsregler, mere eller mindre kønne.

Det er virkelighed som oplevet her og nu. Vi hører om møder i de forskellige sager, får ikke bare at vide, hvad der blev drøftet, men måske også hvor længe de enkelte møder varede. En oplysning, der godt kan fortælle et og andet. Vi fornemmer stemningen og konstaterer modsætningerne. Detaljer huskes, uden at overblikket mistes. Meget oplysende er det på en underholdende måde. Fortællingens måde.

Bogen indledes med et citat af en anden historiefortæller, Achton Friis. I 1938 imødeså han ”med Skræk den Dag, da et industrialiseret Landbrug har dækket Landet fra Ende til anden med Korn og Rødkål. Naar den Dag kommer, da Lyngen er veget for Plantagerne, Sædemarkerne og Tomatbedene, da er vi for Alvor bleven forarmede.” I den periode, der fulgte frem til 1970 hærgede den afvikling, som han frygtede.

Det er ikke tilfældigt, at Kjeld Hansen nævner netop 1970. Han finder det rimeligt at udråbe dette år ”som det absolutte lavpunkt for det danske landskab”. Men det var også året, hvor Folketinget afskaffede Landvindingsloven fra 1940 hvad der for Hansen var et stort fremskridt. For det ”var med denne lov i ryggen, at en lille håndfuld mænd i 30 år havde skaltet og valtet efter forgodtbefindende med det danske landskab. Det var blevet til 1700 projekter, som ofte havde ændret en hel egn”.

Det afgørende skred skriver han videre kom dog først i 1989 med Miljøministeriets naturforvaltningslov, der roses for at være så fremsynet, at det i vore dage savner sidestykke.

Dermed begyndte ifølge forfatteren intet mindre end ”miraklernes tid”. Det første var genetableringen af Højby Sø i Odsherred. Siden fulgte hen ved 100 projekter i tiden op mod den angivelige kulmination på den statslige indsats. En kulmination, der blev nået med genetableringen af de store vådområder i Vestjylland, Vest Stadil Fjord og engene omkring Skjern Å.

Kjeld Hansen tilføjer imidlertid, at hvad han kalder ”de egentlige mirakler” indtraf på privat basis. Man lægger i den forbindelse mærke til, at bogen er udgivet med støtte fra Aage V. Jensens Naturfond.

Med ”Folk & Fortællinger fra Det Tabte Land” har Kjeld Hansen afsluttet et projekt, der har stået på i 10 år. Ikke så mærkeligt at han i fororet må vedkende sig et vemod over at befinde sig ved endestationen for sin lange rejse. Nu er det så læsernes tur til at begive sig af sted i hans spor.

De to bind er et livsværk af imponerende dimensioner. Det er et stykke samlet folkelig danmarkshistorie og som sådan enestående. En danmarkshistorie, der er lige så konkret som de pumper, der skulle sørge for lange, tørre veje uden for meget forstyrrende natur, veje til en profitabel fremtid.

Men gode viljer fører ikke nødvendigvis til gode resultater. Heller ikke når den mener sig allieret med fornuften. For fornuft er ikke et entydigt begreb. Det er bogen et både negativt og positivt vidnesbyrd om.