Annedorte Ries havde et krævende job som kræftlæge, hvor hun hver dag stod ansigt til ansigt med de allerstørste eksistentielle spørgsmål og samtidig skulle forholde sig meget prosaisk til smerte, ulykke og død. Hendes smukke filosofi gik på at møde hvert eneste menneske med kærlighed at kærlighedens kraft kunne overvinde alt.
Men i takt med stadige nedskæringer i sundhedsvæsenet blev den filosofi sværere og sværere at føre ud i livet, så hun brændte ud og forsøgte derfor at finde en anden vej.
I første omgang gik den ad Caminoen, fra den franske grænse i Pyrenæerne hen over Nordspanien til Santiago de Compostella. Og det blev 40 dage, der ændrede hendes liv og fik rettet op på være- og handlebalancen.
”Pilgrim” er bygget op som en dagbog, der går helt klassisk og kronologisk frem, kun brudt op af Annedorte Ries kursiverede refleksioner over det liv, hun lever, de værdier, der betyder noget for hende og om hvorvidt hun kan finde tilbage til dem, når hun vender hjem igen. Hendes tro, på Gud og på kærligheden, er stærk, men hun mangler ro til at leve i overensstemmelse med sine egne overbevisning-er, og hun mangler at genfinde kontakten til sin sjæl. Og den finder hun undervejs på de 800 strabadserende og fascinerende kilometer.
At beskrive en rejse såvel en indre som en ydre er en disciplin, som kun de færreste mestrer. Den indre kan være svær at sandsynliggøre over for læseren, da udvikling er og bliver et personligt projekt, og man fornemmer, at der hos Annedorte Ries mangler et par mellemregninger i det noget redundante og højstemte stykke. Hendes refleksioner over det fortravlede liv, som mange af os lever, kan nok give stof til eftertanke, men distancen er for stor og klichelaget for tykt til, at de for alvor bringer læseren på niveau med forfatteren, hvorfor den indre rejse kan fremstå en kende postuleret.
Den ydre rejse er langt mere håndgribelig at gå til måske endda for håndgribelig. Annedorte Ries skriver sig frem fra dag 1 til dag 40 med minutiøse beskrivelser af landsbyer, kirker, herberger, væggelus og andre vandrende og så naturligvis den ubetinget storslåede natur, der omgiver hende på vejen til Santiago de Compostella.
Men hendes rejsebeskrivelse er og bliver refererende og kommer derfor til at mangle et dybere perspektiv, både til hendes eget liv og til læserens omend man ikke kan undgå at blive tiltrukket af det yderst enkle liv, der står i benhård kontrast til de fleste moderne menneskers langt mere stressede og jagede et af slagsen. På Caminoen handler det om at sætte den ene fod foran den anden, om at finde et sted at sove og få sig noget at spise og ikke mindst om at tømme sit hoved for bekymringer og bare være. Og den lektie er der sikkert mange af os, der godt kunne tage ved lære af.