Øjne fulde af midnat

Flemming Skrydstrup kan skrive fine digte. Men ”Vejen til havet” burde være strammet

De mest personlige af samlingens digte er også de mest intense.
De mest personlige af samlingens digte er også de mest intense. Foto: Poul Kristensens Forlag.

Den, der søger kønne digte med dvælende naturstemninger på forskellige årstider, i en stilhed, der åbner sindet for eftertanke, går ikke forgæves til denne bog. Det er en temmelig stor samling, der indimellem rummer fine digte. Men den burde have været strammet, ganske betydeligt endda.

Flemming Skrydstrup har det med at bruge alt for mange ord, hans beskrivelser kan være så udførlige, at der så at sige ikke bliver områder tilbage, hvor læseren kan komme til: alt er sagt.

Nogle af digtene virker nærmest som prosa sat op som lyrik.

Kritikken skærpes uvægerligt under indtryk af de overbevisende digte,som Skrydstrup faktisk kan skrive digte, der ikke omklamres, men får frihed til at folde sig ud på egne præmisser. Som for eksempel en sekvens som denne: ”Inde i huset sidder en kvinde/ hensunket i samtale med stjernehimlen./ Hun vender sit ansigt mod mig,/måneskinnet drypper/ fra hendes mund,/ og hendes øjne er fulde af midnat”.

Fortiden i nutiden, tidens gang, forgængelighed og dødserkendelse er temaer i digtene. Et af dem udspiller sig i en forladt have, hvor kun de døde lever med øjne fulde af blæst. ”Over deres fjerne ansigter/ falder skumringen/ på samme måde, som den breder sig/ over bakkerne ud mod havet”.

For digteren er livet en stadig bevægelse langs intetheden og nu, i de sene dage, møder han den ”inderst i dagslyset”. Snart er livet ”forbrugt”.

De mest personlige af samlingens digte er også de mest intense.