Forskellen på kultur og civilisation

Første Verdenskrig foregik ikke bare på våben, men også på ord. Tyske forfattere og intellektuelle debatterede heftigt forestillingen om et særligt tysk væsen

De tre tyske intellektuelle, der hver på deres måde forsøgte at finde meningen med Første Verdenskrig. Her ses Ernst Troeltsch.
De tre tyske intellektuelle, der hver på deres måde forsøgte at finde meningen med Første Verdenskrig. Her ses Ernst Troeltsch. Foto: Keystone.

Under Første Verdenskrig var mange tyske intellektuelle optagede af at finde en dybere mening med krigen. Den stod selvfølgelig mellem stater, men også mellem åndsmagter, mente man. Som ”riget i midten”, placeret mellem Vesteuropa og Rusland, havde Tyskland ikke bare en særlig geopolitisk betydning, men udgjorde også den åndelige og kulturelle balance mellem disse to yderpoler. Denne balance gjaldt det om at forsvare.

Mens Vesteuropa stod for fremskridt, teknik, demokrati og liberalisme, inkarnerede Rusland åndelighed, dybde, og folkereligiøsitet. Man så den vesteuropæiske livsform som overfladisk, materialistisk og hul. Rusland var nok et brutalt, tilbagestående despoti, men mange tyskere følte et åndeligt slægtskab med dette kolossale, mystiske rige, hvis folkesjæl kom til udtryk i de store forfattere, Dostojevskij og Tolstoj. Derfor kunne det kun gå for langsomt med at slutte fred med Rusland.

Germanisten Adam Paulsen har i en stor afhandling sat sig for at undersøge, hvordan tre af de vigtigste tyske intellektuelle benyttede krigen til at definere det særlige tyske væsen: teologen og kulturfilosoffen Ernst Troeltsch (1865-1923), historiefilosoffen Oswald Spengler (1880-1936) og forfatteren Thomas Mann (1875-1955). På hver sin vis var de optagede af forestillingen om, at Tyskland havde en anden bestemmelse end Vesten.

De udtrykte det gerne således, at Tyskland havde ”kultur”, mens Vesteuropa havde ”civilisation”.

Tyskernes stolthed var deres dannelse, deres digtere og tænkere. Demokratiet var aldrig slået igennem i Tyskland, så det tyske borgerskab var politisk magtesløst. Derfor, lød Troeltschs forklaring, trak man sig tilbage til det ”indre citadel” og dyrkede ”sjælens indre, den personlige frihed, livlighed og tankens dybde, fantasi og poesi”. Heri bestod den særlige tyske frihed, der var friheden fra politik og retten til at værne om sin kultur.

Når man dertil lægger den tyske ”statsmystik”, det vil sige forestillingen om staten som legemliggørelsen af historiens mening og fornuft, så har man den velkendte tyske øvrighedsstat og undersåtmentalitet. Myndighederne skal adlydes, fordi de garanterer den skattede indre frihed og muliggør borgerens dannelse og selvudvikling. Staten fritager borgeren fra at spilde tiden på politik og avislæsning.

I sit enorme, tankemættede essay fra krigsårene, ”Betrachtungen eines Unpolitischen”, forsvarede Thomas Mann denne ”magtbeskyttede inderlighed”. Demokrati og tyskhed er uforenelige størrelser, hed det.

Mann vendte dog senere på en tallerken, da han i 1922 forsvarede Weimarrepublikken. Senere blev han en effektiv modstander af nazismen og endte med at fordømme den tyske ”særvej” og kulturens primat over det politiske.

Bogen er en omarbejdet ph.d.-afhandling, men herligt fri for det uskønne, tågede og teoritunge kaudervælsk, der hærger dele af moderne humaniora. Paulsen er en yderst velformuleret akademiker med tæft for formidlingens kunst. Det kommer af fagligt overskud, analytisk sans og en imponerende belæsthed.

Men når vi nu har med et forskningsprojekt at gøre, må man spørge: hvad er forfatterens problemstilling egentlig? Har han en tese, der sættes på spil? Den kan være svær at få øje på, ligesom der heller ikke er en egentlig konklusion. Afhandlingen er langt hen ad vejen beskrivende, den former sig som store referater og analyser af tre forfatters værker, der kun løst sammenflettes af spørgsmålet om tysk selvforståelse.

Er Tyskland stadig ”digternes og tænkernes land”, kulturens højborg over for det forfladigende demokrati og den åndløse materialisme? Glem det, Tyskland er i dag et yderst normalt liberaldemokratisk samfund. Romantiske gralssøgere er erstattede af systemteoretikere, Jrgen Habermas og en from ”forfatningspatriotisme”, der er renset for nationale særheder.

Leder man efter moderne europæiske lande, der rynker på næsen ad vestlig dekadence, så skal man til Serbien og Rusland.

Thomas Mann.
Thomas Mann.
Oswald Spengler.
Oswald Spengler. Foto: SFGP