Gudumholm Kirke, der ligger vest for Aalborg på den søndre side af Limfjorden, fik i 2009 i forbindelse med kirkens 100-årsjubilæum en ny altertavle. Altertavlen er malet af den nordjyske kunstner Poul Anker Bech og har siden sin opsætning været omdiskuteret. Tavlen forestiller en flok mennesker på omkring 26 personer og en enkelt hund, der bevæger sig op ad en skrænt på vej mod et ukendt mål. Skrænten kan være den kridtbakke, der ligger lige i nærheden af kirken, og de vandrende kunne være nogle af sognets beboere på kirkeudflugt med madkurv og det hele. Teolog og filosof Bo Rasmussen har som kirkegænger iagttaget billedet omhyggeligt. Han forholder sig trods sin faglige baggrund ikke til diskussionen om, hvorvidt billedet af de vandrende overhovedet hører hjemme i en kirke eller ej. Spørgsmålet om, hvorvidt der er tale om en håbløs vandring mod undergangen, et billede fuldt af eksistentiel angst eller en troens og fortrøstningens vandring mod ”landet bag hav”, tager Bo Rasmussen ikke stilling til.
Forfatteren har derimod besluttet sig for at se på billedet som en fortælling om menighedens årlige skovtur. Han tager hver enkelt deltager i øjesyn, og ikke nok med det, han lader dem få mund og mæle. Vi bliver måde præsenteret for personernes tanker og får deres kommentarer til deres optræden på altertavlen. Det lyder måske umiddelbart lidt vidtløftigt, men det er der faktisk kommet en både morsom og in-teressant lille bog ud af.
Bo Rasmussen kommer med sin fremgangsmåde naturligvis ikke til at sige noget om billedet som altertavle hvad det egentlig er, Poul Anker Bech vil med sit kunstværk; men han får mulighed for at få sagt en masse om, hvad menigheden tænker om den kirke, hvis gudstjeneste de med større eller mindre mellemrum deltager i. Og da Bo Rasmussen også lader de forskellige figurer af begge køn repræsentere både forskellige aldre og forskellige sociale grupper, kommer han på denne måde godt rundt i det folkekirkelige landskab.
Bo Rasmussen begynder med den mest markante figur på tavlen, manden med mappen, der ligesom kommer springende ind i billedets lyse side fra et underliggende mørke. Vi hører, at han er stedets skoleinspektør og dertil menighedsrådsformand. Han er altså en magtfuld mand, der på alle måder er glad for sin indflydelse. En mand, der gerne vil effektivisere og modernisere, så folkekirken som institution ikke sakker bag af dansen. Lige foran ham går sognets største svinebonde.
Han er af gammel venstregrundtvigsk slægt og er trofast over for de værdier, han er opvokset med. Ved siden af ham i sin dristigt røde kjole går hans kone, der er lærerinde på den skole, hvor menighedsrådsformanden er inspektør.
Hun er ikke som sin mand født ind i det grundtvigske, men er med årene blevet glad for hans lyse livssyn og menneskelige rummelighed. De er et lykkeligt par, der både har børn og børnebørn med på søndagsudflugten. De to her nævnte eksempler giver et udmærket indtryk af, hvordan forbindelserne mellem personerne går på kryds og tværs i det lille sogn. En jævnt og ligefremt fortalt historie om et landsogn, som det stadig kan tage sig ud så mange steder i landet
Bo Rasmussen har tolket tre generationer og mange uddannelser ind i billedet. Herved opnår han at få mulighed for ikke blot at beskrive de mange meget forskellige forventninger, der er til folkekirken, men også de meget forskellige grader af inter-esse, der er blandt folk for den selvsamme kirke. Et finurligt portræt af altertavlens kunstner er der også blevet plads til. Bogen vil derfor egne sig storartet til en studiekreds om folkekirkens situation.