Forløberen for Wikipedia

Diderot blev under arbejdet med de i alt 74000 artikler i encyklopædien både underlagt censur og fængslet.
Diderot blev under arbejdet med de i alt 74000 artikler i encyklopædien både underlagt censur og fængslet. . Foto: Scanpix.

Når vi i dag sidder ved computeren og hurtigt skal bruge et stykke faktuel viden, griber de fleste af os med største selvfølgelighed til Wikipedia verdens sjette mest besøgte hjemmeside, trods hård konkurrence fra søgemaskiner og sociale medier. På den markedsplads, som internettet har udviklet sig til, er Wikipedia en reklamefri oase, redigeret og produceret af idealister, der tror på, at en fri, universel og velorganiseret adgang til viden er af afgørende betydning for menneskehedens fremtid.

Det store forbillede for dette nutidige oplysningsprojekt er ”Den franske Encyklopædi”, der under redaktion af Diderot og d'Alembert udkom i årene 1751-1772. Forlaget Klim har fået den glimrende idé at optrykke et lille, men væsentligt udvalg af artiklerne fra det gigantiske værk, der for eftertiden er blevet stående som monumentet over den franske oplysningstid. Denne særlige status skyldes ikke mindst, at et væld af tidens intellektuelle celebriteter bidrog til værket. Dermed blev Encyklopædien det samlingspunkt, der kunne forbinde ellers meget forskellige personligheder så tilpas meget, at det fremstod, som om de tilhørte den samme bevægelse.

Da idéen til det store projekt blev født, var den ikke nær så ambitiøs, som slutprojektet antyder. I England havde Ephraim Chambers i 1728 udgivet en langt mindre ”Cyclopedia”, der var blevet en så stor forlagssucces, at man havde planer om at oversætte værket til fransk. Da den indtil da ret ukendte Denis Diderot blev involveret i projektet sammen med matematikeren d'Alembert, udviklede det sig imidlertid hurtigt til et projekt af et ganske andet format.

Mange af Encyklopædiens artikler har hver for sig opnået klassikerstatus og Klim-udgivelsen har fået en god del med. Naturligvis er udvalget ikke repræsentativt. Her præsenteres kun 71 ud af værkets oprindeligt 74.000 artikler. Princippet for udvalget er oplagt nok dels at præsentere artikler, der kan fungere som en nøgle til oplysningen som idé, dels at præsentere artikler, der indeholder grundlæggende refleksioner over det encyklopædiske projekt i sig selv. Man kan her godt savne d'Alemberts indledende ”Discours preliminaire” i udvalget, men den er vel fundet for lang og behandles til gengæld ganske grundigt i Frank Beck Lassens aldeles glimrende efterord.

Den, der tror, at oplysningen var en rent åndelig strømning, kan få sin opfattelse korrigeret i denne samling. Et bemærkelsesværdigt træk ved Encyklopædien er den store interesse for det område, Diderot kalder ”de mekaniske kunster”. Encyklopædien blev ikke kun til på studerekammeret. Diderot var en flittig gæst på værksteder, og hans optegnelser herfra blev suppleret af et stort illustrationsmateriale. Hele 11 af Encyklopædiens 28 bind var oprindeligt viet mere end 2500 billedlige fremstillinger.

Den særlige legende om ”Den franske Encyklopædi” er tæt forbundet med de censurvanskeligheder, der fulgte værkets udgivelseshistorie. Frank Beck Lassen gengiver i sit efterord den kulørte historie om alle de fortrædeligheder, der forfulgte projektet. Det er sandt, at Diderot stødte på en uendelig række af besværligheder undervejs blev han også fængslet men censuren havde en besynderlig inkonsekvens, der adskiller den afgørende fra den form, vi senere har lært at kende fra totalitære regimer. At Encyklopædien i perioder blev forfulgt af den kongelige censur udelukkede på den anden side ikke, at mange af dens forfattere og også værket nød stor popularitet ved hoffet. Censurmyndighederne var ofte rigtig dygtige til at holde kikkerten for det blinde øje, for encyklopædisternes idéer beundredes langt ind i magthavernes kreds, og deres ønske om at reformere samfundet og økonomien blev delt af store dele af det officielle Frankrig.

Mens forholdet til statsmagten ofte er mere end tvetydigt i Encyklopædien, herskede der til gengæld et ganske konsekvent fjendskab imellem encyklopædisterne og kirken. De censurforbud, Encyklopædien flere gange i sit 20-årige udgivelsesforløb blev ramt af, var da også oftere teologisk end politisk begrundet. Fjendskabet mod kirken indebar dog langtfra altid et fjendskab mod religionen som sådan. På det punkt lå hovedparten af værkets forfattere i nærheden af tidens deistiske mode.

Det er svært ikke at spekulere i, hvad Diderot, der altid var orienteret mod fremtiden, ville have sagt til vore dages Wikipedia. Det er oplagt, at flere af de begrænsninger, Diderot så for sit eget projekt, er overvundet med den elektroniske encyklopædi. Forældelsen er ikke noget problem i det elektroniske format, der til enhver tid kan justeres løbende. Men også henvisninger artiklerne imellem, som Diderot tillagde stor vægt, er blevet en meget mere smidig sag med indførelsen af det elektroniske link. Netop al videns grundlæggende sammenhæng er en slags trosbekendelse for ”Den franske Encyklopædi” og den ideologi, der i sidste ende forbinder værket med de store håbefulde forestillinger om menneskehedens fremtid.