Tysklands præsident, Joachim Gauck, er et moralsk kompas for nutidens tyskere og en varm fortaler for Tyskland i en stærkere rolle for frihed og menneskerettigheder i verden.
Bemærkelsesværdigt nok voksede præsident Gauck ligesom kansler Merkel op i et evangelisk-luthersk miljø i DDR, det kommunistiske Østtyskland. Gauck blev selv præst og en kraftfuld skikkelse i den passive modstand mod DDR-staten, dens hele ideologi og undertrykkelsen af det enkelte menneskes frihed. Gaucks erindringer er værd at læse som beretningen om en betydningsfuld skæbne i nutidens Tyskland. De giver vigtige bidrag til forståelsen af tysk historie før og efter Murens fald.
Joachim Gauck blev født i 1940 i Gstrow ved Mecklenburgs kyst. Hans egen erindring om krigsafslutningens grusomme kaos og russernes ankomst i forsommeren 1945 er naturligvis vag. Men han husker beretningerne også om de mange, der i årene under det stalinistiske styre forsvandt i fangehuller og ofte blev skudt. Hans egen far anklages på et spinkelt grundlag for statsfjendtlighed og dømmes til livslangt sibirisk fangenskab. Men efter Stalins død vender han efter fire år tilbage til sin hustru og sine fire børn, der har hutlet sig igennem ved gode venners hjælp.
Gauck fortæller om opvækst og indoktrinering i DDR, og om faren, der efter lidelserne i Gulag-lejrene føler sig fri indeni og ikke er modtagelig for statens propaganda. Han beretter også om paradokset DDR, hvor grænsen via Berlin jo reelt var åben til Vesten frem til 13.august 1961, da Muren blev rejst.
Fra 15-årsalderen drog unge Gauck med venner på ferier til Paris og det vestlige Tyskland. Men i modsætning til en femtedel af hans landsmænd og mange af hans personlige venner og bekendte vendte han frivilligt tilbage til DDR.
Da DDR blev en lukket fæstning, uddannede Gauck sig til præst. Den lutherske kirke forblev en uafhængig institution i den totalitære stat, et alternativt socialt netværk og en celle for passiv, åndelig modstand mod kommunismen. Ud af DDR-myndighedernes krav om militærundervisning i skolen voksede med kirkens bistand en uafhængig fredsbevægelse. Mange unge protesterede spontant. En del blev fængslet. Det lykkedes enkelte at flygte. Og Gaucks egne sønner fik efter årelange ansøgninger lov at udvandre til Vesttyskland i 1987. Som 1980'erne skred fremad og Gorbatjov liberaliserede i Sovjetunionen, begyndte den totalitære østtyske stat at miste pusten. Kirkedage med mange tusinde deltagere blev afholdt. Og i 1988 blev det endda tilladt den vesttyske ekskansler Helmut Schmidt at tale til kirkedagen i Rostock!
Den følgende sommer brød kommunisternes magtmonopol sammen i Polen og Ungarn, og titusinder af østtyskere forlod DDR bl.a. via de nu åbnede grænser fra Ungarn til Vesten. Hjemme i Østtyskland gik folket på gaden. Jeg husker selv fra et besøg i Vestberlin i efterårsferien 1989 en lysavis på Kurfrstendamm, hvor der stod: ”120.000 mennesker i Leipzig: 'Erich (Honecker), gå på alderdomshjem'.”
Leipzig var kraftcentret, hvorfra initiativer udløb til alle egne af DDR. Gauck var foran i stadig flere og større frihedsdemonstrationer hjemme i Rostock. Først var de 3.000, så 4.000, 5.000, 30.000 ... og den 9. november, da Muren faldt i Berlin, var der 40.000 mennesker i Rostocks gader. En måned senere kom ekskansler Willy Brandt til folkemøde i byen. Tysklands genforening var i gang. Aktivisten Gauck blev i marts 1990 medlem af det eneste frit valgte østtyske parlament for borgerrettighedsbevægelsen Bndnis 90. Han var med til at stemme Tysklands forening igennem. Hans fokus blev opgøret med Stasi den østtyske statssikkerhedstjeneste der havde haft 90.000 ansatte og dobbelt så mange mere eller mindre tvungne informanter i den østtyske befolkning, der havde leveret rapporter om millioner af borgere og ødelagt tilværelsen for utallige af dem. Kravet var et revolutionært opgør med politistaten. Vrede borgere stormede Stasis vældige hovedkvarter i Normannenstrasse i Østberlin.
Og Joachim Gauck blev revolutionens forvalter som øverste chef for ”Gauck-arkivet” organisationen, der tog Stasis arkiver i besiddelse og åbnede dem. Gauck insisterede på menneskers adgang til at se, hvad diktaturet havde haft på dem, og hvem der havde rapporteret om dem. Det bragte mange ubehagelige sandheder frem. Mange konstaterede med rædsel, at personer i deres tætte familie- og venskabskreds havde følt sig tvunget til at rapportere til Stasi om dem. Gaucks kompromisløse opgør stod aldrig uimodsagt.
Også i dag kalder nogle opgøret med informanterne en ensidig sejrsjustits, der mangler følsomhed over for, hvor vanskeligt det var for mennesker at stå mod magtapparatets krav. Mange havde hellere set, at alt var gået i glemmebogen. Gauck indrømmer selv, at der ikke findes én model, der altid kan bruges. Han erkender, at det eneste valg, borgeren i DDR havde, var et valg mellem forskellige grader af tilpasning til regimet.
Men han har alligevel vanskeligt ved at tilgive de svigt, der fik dystre konsekvenser for andre. Omvendt må han efter sin samtale med biskop Tutu fra Sydafrika indrømme, at opgøret med fortiden ser forskelligt ud, alt efter om der som i Tyskland er en vinder- og taberside, eller der skulle et forlig og en forsoning til for at afslutte undertrykkelsen. Gauck kalder sig selv en rejsende lærer i demokrati. Han har sine stærke meninger og kan ikke passes ind i nutidens tyske partisystem.
Måske var det derfor, at fru Merkel sagde nej, da De Grønne og socialdemokraterne i 2010 foreslog ham som ny forbundspræsident i Tyskland. Hun ville hellere have sin partifælle, den tidligere ministerpræsident fra Niedersachsen, Christian Wulff. Men kansleren måtte overgive sig, da denne efter anklager om økonomiske uregelmæssiger gik af i utide. Allerede to år senere måtte kansleren opgive sin modstand: Hendes daværende regeringspartner FDP sluttede sig til forslaget fra SPD og De Grønne om at vælge Gauck. Merkel måtte som Gauck lidt sarkastisk bemærker gøre en dyd af nødvendigheden og ringe og opfordre ham til at tage imod Tysklands fornemste embede.
Det kan Tyskland glæde sig over. Det samme kan Tysklands europæiske naboer og venner.