Opera aflyses af frygt for antisemitiske reaktioner

New Yorks Met Opera aflyser global liveudsendelse af ”Klinghoffer”-værk, af frygt for at værket kan opildne til antisemitisme

Metropolitan Operas plan om at opføre ”The Death of Klinghoffer” otte gange i oktober-november for publikum i New York er uforandret.
Metropolitan Operas plan om at opføre ”The Death of Klinghoffer” otte gange i oktober-november for publikum i New York er uforandret.

Metropolitan Opera i New York har aflyst en global livetransmission af den amerikanske komponist John Adams' kontroversielle værk ”The Death of Klinghoffer” (Klinghoffers død) af frygt for, at udsendelsen kan opildne til antisemitisme.

Beslutningen vækker glæde blandt nogle jødisk-amerikanske aktivister, men skuffelse blandt Adams' beundrere.

”The Death of Klinghoffer”, der betragtes som et af John Adams' mesterværker, skildrer fire palæstinensiske terroristers virkelige kapring af krydstogtskibet ”Achille Lauro” i 1985 og mordet på en jødisk passager, Leon Klinghoffer. Værket forsøger at give både palæstinensere og israelere en stemme og har været genstand for kontrovers siden verdenspremieren i 1991.

Metropolitan Operas beslutning om at stryge den planlagte liveudsendelse den 15. november til flere end 2000 biografer i 67 lande samt i radioen sker efter drøftelser med den jødiske interessegruppe Anti-Defamation League. Den har advaret om, at operaen risikerer at blive brugt som et middel til at promovere antisemitisme.

Operahusets direktør, Peter Gelb, siger til amerikanske medier, at han ikke betegner værket som jødefjendsk, men at den internationale udsendelse ”ville være upassende i en tid med voksende antisemitisme rundt omkring i Europa”.

Forløbet vækker opsigt i USA, og i en udtalelse i tirsdags forsvarer John Adams sit værk. ”'The Death of Klinghoffer'promoverer på ingen måde vold, terrorisme eller antisemitisme,” fastslår han.

”Aflysningen af den internationale udsendelse er en dybt beklagelig beslutning og handler om mere end kunstnerisk frihed, og den ender med at promovere samme slags intolerance, som operaens kritikere hævder at ville forebygge,” siger Adams.

Metropolitan Operas plan om at opføre ”The Death of Klinghoffer” otte gange i oktober-november for publikum i New York er uforandret.