Året er 1987. Den 13-årige Henry (Gattlin Griffith) bor med sin mor, Adele (Kate Winslet), i den lille søvnige amerikanske by Holton Mills. Alle kender alle. Man låser ikke dørene og går lige ind hos naboen uden at banke på.
Adele lider af en depression efter sin skilsmisse fra Henrys far. Hun går hjemme og tør knap forlade huset. Henry klarer indkøbene, går i banken og tager sig af andre praktiske gøremål. En dag tager de dog begge til det lokale indkøbscenter, hvor de bliver passet op af Frank (Josh Brolin), som tvinger dem til at tage ham med hjem. Frank viser sig at være en undsluppet fange dømt for mord. Han er på flugt og har brug for et sted at skjule sig.
Da de kommer hjem, binder han Adele, så hun kan sige, at hun har været tvunget til at skjule ham, hvis politiet skulle dukke op. Han laver chili con carne og mader hende som en baby, mens Henry ser rædselsslagen til. Imens kommer naboer forbi, men bliver standset ved hoveddøren af Henry, der stædigt påstår, at Adele ikke er hjemme, hvilket forekommer naboerne lidt sært, eftersom hun så at sige altid er i huset.
Man sidder i biografsædet og tænker: Hvorfor i al verden gør han dog ikke tegn til de naboer om, at noget er rivende galt? Næste dag frigør Frank Adele for de snærende bånd og skifter den truende adfærd ud med de venligste handyman-manerer.
Han reparerer bilen og den forfaldne trappe. Han renser tagrender, vasker gulve og stabler brænde. Han spiller baseball med Henry og naboens handicappede dreng. Og ikke mindst kan han lave den mest fantastiske ferskentærte, som vil gøre selv Mette Blomsterberg grøn af misundelse. Alt imens bliver Adele mere og mere tiltrukket af ham. Stockholmsyndromet, hvor offeret forelsker sig i sin kidnapper, er set mange gange i filmhistorien, og ”Labor Day” er netop et eksempel på det.
Historien bliver fortalt af Henry som voksen (Tobey Maguire), og der er en hyppig brug af flashback, som gør os klogere på personerne. Winslet er sammen med den unge Griffith med til at redde denne sentimentale og melodramatiske film. Især er Griffiths præstation imponerende. På trods af sine kun 15 år har han været med i en del film, blandt andre ”Changeling” (2008). Han spiller med en indlevelse og en indsigt, som kun sjældent ses af en dreng på hans alder.
Er det en god film? Tja. Der er tale om et intenst stille drama. Det fungerer godt. På sin vis lever filmen også op til genrekonventionerne for film, som både indeholder elementer af gys og melodrama.
Frank er venlig, men der er hele tiden en uhyggelig undertone i hans ord og i hele hans fremtoning. Man fornemmer, at situationen når som helst kan komme helt ud af kontrol.
Det fungerer også godt. ”Labor Day” er imidlertid alt for lang og fuldkommen blottet for humor, så i længden bliver det hele for meget. Det vil sige for lidt.
Labor Day. Instruktion: Jason Reitman, USA, 2014. Premiere over hele landet.