Når man fortryder fortiden eller frygter fremtiden, mister man det liv, der er nu

Som forfatter lever Kate Atkinson af hele tiden at tænke: Hvad nu hvis? Men som privatperson prøver hun at lade være. For fortiden kan kun forfattere ændre, siger hun i et sjældent interview om sin internationale bestsellerroman ”Liv efter liv”, der nu er oversat til dansk

Fiktion finder sig ikke i døden. Ingen dør rigtig i fiktion. De kan i hvert fald altid genoplives”, siger Kate Atkinson, der seriemyrder og genopliver sin egen hovedperson igen og igen i ”Liv efter liv”.
Fiktion finder sig ikke i døden. Ingen dør rigtig i fiktion. De kan i hvert fald altid genoplives”, siger Kate Atkinson, der seriemyrder og genopliver sin egen hovedperson igen og igen i ”Liv efter liv”. . Foto: Gads Forlag.

Ethvert øjeblik kan ændre livet. Små valg, uventede møder eller trafikale forsinkelser kan være forskellen på liv og død. Lykke og ulykke.

I den forstand er ethvert menneske et statistisk mirakel, når man tænker på den nærmest uendelige række af tilfældigheder og afgørende møder mellem mennesker, der skal gå op for at skabe netop den gensammensætning, netop det menneske. Og igen et matematisk under eller mareridt, at man nu er endt netop dér, hvor man er endt, gennem tusindvis af valg og tilfældigheder siden fødslen.

Man kan blive svimmel af at tænke på, hvordan tilværelsen ja måske hele verden kunne være blevet en anden, hvis bare man havde opført sig lidt anderledes engang i fortiden.

Den slags tanker er dog sjældent frugtbare. For de fjerner som regel fokus fra nuet, på samme måde som bekymringer om fremtiden kan forstyrre ens liv.

”Hver dag har nok i sin plage” og ”hvem kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig?”, sagde Jesus allerede, mens kirkefaderen Augustin (354-430) senere rådede sin menighed til at ”overlade fortiden til Guds nåde, fremtiden til hans styring og nuet til hans kærlighed.”

Og de fleste visdomstraditioner er enige om, at livet nu engang leves bedst i nuet. Men for en forfatter er det et andet syn på tiden, der skaber de store fortællinger.

”Romaner lever af alle de spekulationer, som ellers kan kvæle livet,” siger den britiske bestsellerforfatter Kate Atkinson, da vi stopper op for rødt lys i en fodgængerovergang midt i Edinburgh, mens diktafonen kører videre:

”Tid fascinerer de fleste forfattere. For mens man jo ikke kan leve sit liv om, kan forfattere ændre både fortiden og fremtiden i deres bøger. Vi kan omskrive tiden, gøre den kortere og længere og forme den frit efter fantasien,” siger hun fornøjet.

Det tankeeksperiment rendyrker hun selv i sin roman ”Liv efter liv”, der nu er oversat til dansk, efter den har begejstret læsere, anmeldere og boghandlere over hele verden.

Bogen beskriver ikke kun en engelsk families liv i den dramatiske periode fra 1910 til efterkrigstiden, men den rammer netop også det eksistentielle spørgsmål om, hvovidt den både lille og store historie kunne have været anderledes ved konstant at omskrive fortællingen gennem bogen.

Alt skal naturligvis ikke afsløres her, men i løbet af bogens første to sider begår hovedpersonen Ursula et attentatforsøg på Hitler i 1930. I næste kapitel dør hun under sin egen fødsel. Og Ursula dør og genopstår mange gange i løbet af bogen, fordi den bærende struktur i bogen er at lade hende dø i forskellige situationer fra fødslen og så genfortælle scenen med en anden udgang. Og hun kommer vidt omkring fra den engelske idyl i drømmevillaen ”Foxcorner” til Nazityskland, men romanen er altså skabt her i Skotland, hvor vi møder hende til et sjældent interview. For dem giver hun ikke mange af, selvom hun har besteget bestsellerlisterne i både Australien, England og USA og er solgt til foreløbig 26 lande.

Det er heller ikke hendes første bog, der udkommer i Danmark. Men nu har Forlaget Gad store forhåbninger til Atkinsons danske gennembrud. Det er også den danske forlægger, der har lokket hende til at møde tre tilrejsende danske journalister.

Til lejligheden har forlaget booket os et traditionsrigt, skotsk luksushotel, men jeg ville hellere have min times audiens udenfor, hvor solen smører den gamle kulturby ind i et guddommeligt skær, og den var Kate Atkinson med på:

”Du får bare et helt forkert billede af Edinburgh i dag. For normalt er her overskyet”, sagde hun og tog grinende sine solbriller på, mens hun venligt vinkede farvel til en mandlig piccolo i kilt på vej ud gennem hotellets svingdør.

Der er masser af mennesker på gaden. Edinburgh er en smuk by med bjerge i baggrunden og en bymidte fuld af gamle, stolte bygninger omkring den velbevarede middelalderborg, der stadig hæver sig majestætisk over Skotlands kunstcentrum. Den status har Edinburgh haft, længe inden den fik lavet en statue af filosoffen Hume. Det er også herfra, at J.K. Rowling i vor tid tryllede Harry Potter frem på sin computerskærm på en lokal café. Og her, Ian Rankin skriver sine verdenskendte krimier.

Kate Atkinson er selv en af Englands populære forfattere, der skriver fra Skotland. Og selvom den venlige kvinde går for at være pressesky, har hun blandet sig i debatten om Skotlands selvstændighedsvalg.

Hun er imod ligesom J.K. Rowling, der ikke har udtalt sig, men til gengæld har doneret en million pund til nej-kampagnen. Så kraftigt har Kate Atkinson trods alt ikke markeret sig, men hun er helt klart rundet af sin engelsk-patriotiske opdragelse, fortæller hun, mens hun smilende afviser to kvinder fra Jehovas Vidner, da vi krydser et torv og må vige tilbage for en dobbeltdækkerbus med en reklame for en komediefilm med en fjollet mand, der holder to citroner foran brysterne, mens den fræser forbi en flok japanske turister på den anden side af vejen.

Sådan har Edinburgh mange ansigter og mange lyde i sin kakofoni af trafikkaos, forretningsdrivende og sågar en mand, der spiller sækkepibe i anledning af en lokal festival ved floden, der deler byen op i gammel og ny del.

”Jeg elsker Edinburgh. Her har jeg også levet det meste af mit liv, selvom jeg er født i York og stadig føler mig engelsk,” siger Kate Atkinson, der kom til Skotland for at læse på universitetet her. Og hendes vej hertil viser også, hvordan små detaljer kan ændre livet.

”Oprindeligt drømte jeg om at læse på et andet universitet med et lidt bedre ry. Jeg skulle bruge karakteren A i historie for at komme ind der. Det burde ikke være noget problem. For jeg var god til historie og gjorde mig umage med eksamensopgaven. Og da jeg afleverede den, tænkte jeg tilfreds: 'Yes!'”, siger hun og slår en latter op over sin egen selvbegejstring, inden hun tilføjer mere tørt:

”Men jeg tror slet ikke, at min lærer læste opgaven ordentligt, og jeg fik i hvert fald ikke den karakter, jeg havde håbet på og regnet med, så jeg kom ikke ind på mit ønskeuniversitet. Til gengæld mødte jeg begge mine senere mænd og fædre til mine to døtre på The University of Dundee, hvor jeg kom ind. Og sådan ændrede en lille karakter mit liv,” siger Kate Atkinson og tilføjer:

”På samme måde lykkedes det mig ikke at gennemføre min ph.d., hvad der ikke udelukkende var min egen fejl. Hvis jeg havde fået den, var jeg nok fortsat ad det akademiske spor i stedet for at blive forfatter. Sådan er livet fuld af tilfældigheder, der kan føre en i forskellige retninger, afhængig af hvilke døre vi åbner. Det er en del af livet. Det er ikke alt, vi kan styre. Og de valg, vi kan træffe, tager vi som regel uden at kende konsekvenserne fuldt ud. På den måde bliver vores valg også en slags tilfældigheder. Derfor bruger jeg heller ikke kræfter på at fortryde fortiden.”

Et smil breder sig i ansigtet på bestsellerforfatteren:

”Jeg forsøger tværtimod at leve mit liv uden at bekymre mig om hverken fortiden eller fremtiden. For det ødelægger jo øjeblikket. Man mister det liv, der er nu, når man bruger sine kræfter på at fortryde fortiden ved hele tiden at gå og tænke: 'hvad nu hvis jeg havde gjort dit og dat?' Som mor nytter den slags tanker jo heller ikke noget. For hvis jeg havde valgt andre mænd, havde jeg jo også fået andre børn. Og alene den tanke virker jo forræderisk forkert,” siger Kate Atkinson og slår en latter op, inden hun tilføjer:

”Men som forfatter lever jeg af hele tiden at tænke: 'Hvad nu hvis'. For forfattere kan jo netop ændre fortiden. Hvad nu hvis historien havde været anderledes? Hvad nu hvis der var blevet truffet andre valg? Hvad nu hvis den karismatiske Hitler for eksempel var blevet dræbt i 1930. Det er en kliché, men i min roman bruger jeg det tankeeksperiment til at skabe et hav af deja-vu-loops, som jeg synes skaber en spændende struktur at arbejde med i bogen,” siger hun, da vi sætter os på en parkbænk ved Edinburghs pompøse nationalgalleri.

Herfra kan vi både kigge på fugle, familier i parken og de store stolte, middelalderlige bygninger på den anden side af floden. Men pludselig kommer Politikens litteraturjournalist Carsten Andersen også gående i parken.

”Det vrimler jo med danske journalister her”, siger hun og ler vinkende til den venlige aviskonkurrent, der har interviewet hende på hotellet for et par timer siden. Deja-vuer er der åbenbart alle vegne.

”Tid er mildt sagt en mærkelig størrelse,” fortsætter hun:

”Der findes en hel skole af kvantefysikere, der siger, at tid ikke er, hvad vi ellers gør den til. De mener ikke, at vi altid er på grænsen til noget nyt i en lineær tidsforståelse, hvor vi altid skal fremad til noget nyt. For dem eksisterer al tid altid på samme tid i en kompliceret hvirvel af paralleluniverser. I den forstand føles det ikke så kunstigt at lege med tid som forfatter. Tid er et meget mere underligt begreb, end man nogensinde kunne gøre det til i en bog.”

Kan man ikke også sige, at kunst er et andet sprog til at forklare tid end videnskab?

”Jo, det vil jeg sige. Ligesom forskere forsøger forfattere jo på deres måde at undersøge det, de ikke forstår. Vi tager det måske bare ind i et følelsesmæssigt fokus. Alle lever jo med et ønske om at kunne ændre livets vilkår, så dem vi elsker for eksempel ikke dør. Men det kan vi jo ikke gøre noget ved. Og i vores gudløse samfund kan mange heller ikke finde trøst i det evige liv, fordi de simpelthen ikke tror på det. Men i fiktion kan alt lade sig gøre. Fiktion finder sig ikke i døden. Ingen dør rigtig i fiktion. De kan i hvert fald altid genoplives. Fiktion giver ikke samme trøst som Gud, og ham savner vi, men fiktion er måske en måde at skabe sin egen trøst.”

Hvad er dit eget forhold til tro?

”Jeg ved ikke engang, om jeg tror på skæbnen. Men jeg tror heller ikke kun, at det moderne menneskes problem er, at vi har mistet troen på Gud. Vi har oven i købet også mistet fornemmelsen for naturen. Man oplever jo nærmest kun et glimt af naturen på en almindelig dag, hvor man kun ser andre huse, asfalt og blinkende lygter. Og mange af os bruger det meste af vores tid foran en skærm. Jeg tænker selv bedst, når jeg taster mine tanker frem. Det er også sådan, mine bøger bliver til. Men selv når folk går ud, kigger mange af dem videre på deres skærme uden at ænse hinanden. Det er sindssygt. Biologisk set burde vi kigge på træer, bjerge, solopgange og hinanden. Såkaldt sociale medier er jo slet ikke sociale. Vi ser ikke hinanden, men lever vores liv gennem skærme. I en nær fremtid får vi sikkert også syet chips ind i hjernen, så vi helt kan blive computere i stedet for åndelige væsener. Og jeg tror faktisk, at det hæmmer vores åndelige liv at være omgivet af en menneskeskabt verden hele tiden. Og se på dig!”, siger hun til en hvid and, der går tiggende forbi vores bænk:

”Du har også vænnet dig alt for meget til byen, men jeg har ingen sandwich med til dig.”

Anden vralter væk, mens Kate Atkinson et øjeblik sidder tavs på bænken og lader solen fylde det ansigt, der om lidt skal oplyses af en computerskærm, når hun skal hjem og skrive videre på sin næste roman ”En guddommelig ruin”, der kommer til at handle om en af bipersonerne i ”Liv efter liv”. Så vender hun sig og søger øjenkontakt:

”Selv ænder er blevet fremmedgjort fra deres natur. Og det kan heller ikke være sundt for os andre at leve så langt væk fra vores natur. Fortiden kommer ikke tilbage og bliver også ofte romantiseret som et utopia lidt ligesom ”Foxcorner” i min bog. Men vi burde hæve blikket fra skærmene, bygningerne og bekymringerne og se hinanden, som vi virkelig er. Jesus sagde jo også, at vi skulle tage ved lære af markens liljer og være til i øjeblikket. For nu er nu, uanset hvad man laver.”