En pige på fem år blev gentagne gange hængt op i en hanebjælke med hovedet nedad. Og ofte måtte hun blive i den stilling i flere timer. Indtil hun mistede bevidstheden.
Det er en af de mange rystende detaljer, som Knud Jakobsen blotlægger i denne bog om en ondskab, der synes uden grænser. Børnemishandlingen, den mest uhyggelige af slagsen, fandt sted i årene 1950-54 i Fjaltring ved Lemvig. Den skyldige var Emma Rasmussen, husbestyrerinde hos en arbejdsmand, der intet gjorde for at beskytte sine fire børn.
Rygterne om mishandlingen var ude over hele sognet. Men ikke én foretog sig noget. Man ville ikke blande sig. Passiviteten tilfører uhyggen et ekstra perspektiv.
Da politiet endelig blev inddraget, skete det da heller ikke på initiativ fra beboere i sognet.
Det kunne ellers med god grund være udgået for eksempel fra skolen. Børnene mødte trods alt op med afslørende sår og mærker på hoved og hals.
Førstelæreren kunne godt vide, at der var noget galt. Men reagerede ikke. Og hvor var medlemmerne af sognerådet? Naboerne? Formanden for børneværnet?
Det var en arbejdsmand fra nabosognet, der endelig slog alarm. Han og den pligtopfyldende og handlekraftige kriminalbetjent, der stod for efterforskningen, er ifølge Knud Jakobsen beretningens eneste helte.
Han har bygget den dels på en gennemgang af sagens akter, dels på interviews med nogle af ofrene for mishandlingen, først og fremmest den nu 71-årige Britta Outzen. Hun er den af de involverede, vi kommer tættest på. Ligesom det er gennem hende, der slipper et sent lys ind i historien.
Knud Jakobsen holder sig selv i baggrunden. Han er formidleren, der i et dæmpet stemmeleje overlader alt til kendsgerningerne og lader dem sige, hvad der skal siges. Det er fuldt tilstrækkeligt.
Emma Rasmussen bandt børnene, når de skulle i seng. Britta Outzen fortæller: ”Hun gjorde det så brutalt som muligt. Hænderne blev bundet på ryggen med sejlgarn eller tøjstrimler, mens armene blev snøret sammen over albuerne, og især det sidste gjorde ondt.
Albuerne blev snøret så kraftigt sammen, at underarmene lå parallelt mod hinanden, og det var ren tortur. Det var svært at finde en stilling, man kunne ligge i ret længe ad gangen, uden at hele kroppen smertede (..) Den konstante sammensnøring af albuerne på ryggen medførte, at brystkassen blev deformeret (...) Vi bærer alle præg af det den dag i dag”.
Ofte lå børnene også bundet i sengen om dagen: ”dynerne blev lagt hen over os, så de dækkede hovedet. Det var store, tunge dyner fyldt med hønsefjer, og for at holde dem på plads blev der lagt en stor mursten på dynens hovedende, så vi ikke kunne skubbe den af. Det var svært at få luft, og vi turde ikke tale med hinanden.”
Endnu en detalje: børnene havde forbud mod at drikke. Snød de sig til lidt vand, blev de straffet. Meget mere kunne nævnes. Uhyrlighederne vrimler. Lægen skrev i sin status:
”Alle børnene ser underernærede ud, blege og sygelige. Alle fire børn lider af ufrivillig, natlig vandladning, utvivlsomt en følge af de dårlige forhold, hvorunder de lever, i stadig angst og rædsel for Emma Rasmussen”.
Hun blev idømt fængsel i et år og tre måneder, men benådedes efter knap 10 måneder, formodentlig på grund af dårligt helbred.
Bogen afsluttes med et par fotos fra Britta Outzens have, der angiveligt er den største og flotteste i byen, hvor hun bor Thorsminde mellem Nissum Fjord og Vesterhavet. Hun har måttet plante læbælte i kampen mod vestenvinden, og drivhuset er blevet forstærket for at kunne modstå stormene.
For læseren får disse udsagn en symbolsk dimension: også Britta Outzens tilværelse folder sig ud. På trods af ondskabens storme.
Det er i bogens sidste afsnit, vi hører om, hvordan det siden gik denne kvinde, der som barn blev frataget sit liv, men senere fik et alligevel. Hun har arbejdet som fisker og i mange år været gift med en fra samme erhverv. Ved begyndelsen af deres forhold lovede han at være god ved hende. Og får vi at vide det har han været.
Men stadig kan mørket fra barndommen nå hende.