Et sted foran scenen står en søn med sin mor på skuldrene. Et andet står en datter i 20’erne skulder ved skulder med sin far. Dansende og smilende betragter de og de øvrige 80.000 festivaldeltagere i alle aldre de fire levende legender på scenen i orkestret Rolling Stones. Dagen igennem blev Roskilde Festival-pladsen fyldt op med ungdom og grå hårlokker.
For mange en førstegangsoplevelse, andre et gensyn med både festival og Stones. Torsdag aften blev den drøm, Roskilde Festival har længtes efter at få opfyldt: At hente de fire medlemmer i det britiske Rock'n'roll-band; forsanger Mick Jagger, trommeslager Charlie Watts og guitaristerne Keith Richards og Ron Wood. Og som sidste stop på en lang Europa-turne lagde de vejen forbi og leverede en stor koncert på festivalens første nat.
Turné og koncert sluttede bogstaveligt talt af med et brag og festfyrværkeri og viste, at man sagtens kan runde de 70 år og spæne rundt på en scene i månedsvis og genkalde sig ungdommens energi og toner til glæde for lyttere i alle aldre. Med et to og en halv time langt dyk ned i orkestrets imponerende bagkatalog fik rullestenene gamle som unge til at nikke med hovedet, vride kroppen og synge med allerede fra åbningsnummeret ”Jumpin' Jack Flash” fra 1968.
Efterfølgende kom en række hit som ”Tumbling dice”, ”Honky Tonk Women” og ”Brown sugar”. Ifølge Jagger var det 17. gang, de spillede i Danmark, men første gang på Roskilde Festival, hvilket blev ekstra specielt, da det orange telt over dem var deres eget fra en turné i 1978. Det virkede opmuntrende for orkestret, og koncerten bar også præg af et mere råt lydbillede uden filter modsat tidligere turneer hovedsageligt på store stadions. Det tog dog lidt tid for stenene at komme i omdrejninger, men med ”Gimme shelter” cirka midtvejs i koncerten kom Watts drivende trommer og Richards og Woods guitarakkompagnement ud over scenekanten.
Der var trods de mange fremmødte tale om en mere intim koncert end på et stadium, og kontakten til publikum sørgede 70-årige Mick Jagger ene og alene om at levere. Uden Jagger, ingen Stones, og hvor de øvrige medlemmer ser mere rynkede og mere slidte ud, er forsangeren mere veloplagt. Han løber frem og tilbage på scenen, svinger karakteristisk med hofter og hænder og får alle til at kaste armene frem og tilbage. Richards og Wood fik også plads til at vise, hvad de kan, men det er mange år siden, deres fingre gled behændigt på de seks strenge. Især medsangskriver Richards er en større mytologisk kultperson, end han er en stor musiker. Og det blev især tydeligt, da tidligere orkestermedlem Mick Taylor kom på scenen og leverede et gedigent stykke guitarhåndværk på et par numre.
Jagger fortsatte ufortrødent og sang “I've been around for a long, long year” i nummeret om ”Sympathy for the Devil”. Og længe har de været omkring, de aldrende rullesten, som for længst har overskrevet pensionsalderen for rockmusikere fra 60’erne og 70’erne. Stones var de slemme drenge dengang, men i dag er der er mere havefest og mindre djævelsk over Rolling-Stones, der sidste år kunne fejre 50 års jubilæum.
Der var trods alt udbredt sympati for Jagger og co. på Roskilde Festival, som kan føje endnu et kapitel til sin efterhånden store portefølje med legender, der tæller blandt navne som Bob Dylan og Bruce Springsteen. Det er musikere, der som ingen andre kan bringe generationerne sammen på en festival, hvor stenene torsdag nat til tider lettede.