Tre gange har Emil Nolde været præsenteret på Louisiana i Humlebæk. Og en fjerde gang må være på sin plads, mener folkene bag en ny Nolde-udstilling, der åbner i dag.
”Vi føler det som en pligt at vise det 20. århundredes største kunstnere for nye generationer,” siger museumsinspektør Kirsten Degel.
Noldes værker var sidst på besøg i 1986. Denne gang er der tale om en omfattende udstilling med værker af en af hovedfigurerne i tysk ekspressionisme, der samtidig havde en tæt tilknytning til Danmark og dermed dansk kunsthistorie.
Mere end 140 malerier, akvareller, tegninger og grafiske arbejder er på plads i store dele af museet i Nordsjælland. Det er den første retrospektive præsentation i mange år af den klassiske modernist, der er kendt for sine glødende farver i blomstermalerier og landskaber.
Men Nolde var ikke blot en mesterkolorist. Han var en meget arbejdsom og sammensat kunstner, influeret af både natur, religion og totalitære ideologier. Det er budskabet med Nolde-udstillingen, fortæller Kirsten Degel.
”Han er kendt for sit helt særlige karakteristiske strøg med mange og glødende farver. Og mange kender hans postkort og plakater med blomstermotiver. Vi vil vise andre sider af den store malers samlede værk,” siger hun.
På udstillingen er værker fra hans første maleri til de sidste akvaraller. Han debuterede med ”Bjergkæmper” (1895-1896), hvor han stadig leder efter sin unikke malerstil og viser en interesse for det fantastiske og nordiske, som han vender tilbage som tema i sine værker.
Udstillingen er bygget op tematisk og følger en løs kronologi. Her er en række hovedværker af Nolde, herunder ”Forår i værelset” (1904), ”Nadveren” (1909) og ”Kertedanserinder” (1912). Samtidig kan man opleve flere værker og papirarbejder, som ikke er vist tidligere uden for Seebüll i Tyskland, hvor han slog sig ned, og hvor en stor del af Noldes værker befinder sig. Louisiana har også været ude at hente en række sjældent sete værker fra museer og private samlinger.
Modsat andre kunstnere fra denne periode udviklede Nolde ikke sin stil drastisk gennem sit liv, fortæller Kristen Degel. Han skulle lige i gang kort inde i det nye århundrede efter at have droppet at blive landmand som sine forældre og uddannelse som billedskærer. I 1901 slår han sig ned i København og opsøgte de danske kystområder. Hans tidlige værker af strand og natur afslører inspiration fra samtidens naturalister og impressionister som Hammershøi og Krøyer.
Han mødte den danske skuespiller Ada Vilstrup og flyttede til Als, hvor han fra 1906 beredte vejen for de mere dramatiske farvestorme, som senere blev kendetegnende for hans stil, som han sådan set aldrig rigtig varierer fra, påpeger Kirsten Degel.
”Nolde etablerer selv haver og begynder at male blomsterbilleder og lærer farvernes muligheder, og de vibrerende strøg blev til hans egen metode,” siger hun.
Nolde tog langsomt afstand til de franske impressionister og blev mere ekspressionistisk. Han iscenesatte sig selv som en ”simpel og ”ærlig” landlig sjæl. Men den autodidakte kunstner havde talent for at promovere sig og opholdt sig meget i den brusende kulturstad Berlin.
Emil Nolde satte selv mest pris på sine religiøse værker, som også er repræsenteret med et særskilt tema og en række malerier. Han så dem faktisk som sit kunstneriske højdepunkt og samlede, som det eneste tema, 51 malerier i en selvstændig gruppe med titlen ”Bibel- og legendebilleder”. De strækker sig fra skildring af scener fra både Det Gamle og Det Nye Testamente samt kristne legender. Indsatsen handlede for Nolde også om at modvirke det ry som blomstermaler, han efterhånden havde fået.
Modtagelsen af de religiøse billeder var splittet, fortæller Kirsten Degel. Nogle troede på, at der var tale om en personlig åbenbaring og virkelige religiøse oplevelser, som han malede ud fra. Andre anså det som ”bizart”, ”tvivlsomt” og ”inkonsistent”, som en kritiker skrev i 1911 om værkerne, der opfattedes som grove og karikerede. For eksempel maleriet ”Adam og Eva” med en blond og svulmende nøgen kvinde med isblå øjne kan have virket provokerende på nogen, hvor værket ”Nadveren” fra 1909 med Kristus og de 12 apostle om et bord er mere tilforladeligt og inkluderende for beskueren.
De religiøse billeder havde også et motiv, hvor de fleste andre temaer i Noldes billeder ikke er kommenterende eller kritiske over for samfundets udvikling op gennem industrialiseringen og de to store krige. Nolde var ikke en troende kirkegænger, men han var vokset op i et religiøst miljø i det tysk-danske grænseområde tæt ved Vesterhavet, hvor den eneste bog, der blev læst, var Bibelen.
Med de religiøse malerier mente Nolde selv, at han forvandlede sig fra en ”ydre optisk impuls til en følt indre værdi”, som han senere beskrev i en af sine selvbiografier. Han gik i hvert fald til grænsen og nok over den, for hvad der hidtil var traditionen for genren. Og samtidig ramte han måske en samfundsmæssig længsel efter større mening og spiritualitet i årene frem til, at Europa ramlede ind i meningsløs død og ødelæggelse i den store krig fra 1914.
Nolde bestræbte sig på at tale borgerskabets materialisme midt imod og forkynde en ny åndelighed, påpeger den tyske kunsthistoriker Felix Krmer i det flotte udstillingskatalog.
Nolde mente, at han var med til at give apostlene, bibelske mennesker og Kristus tilbage til deres eget folk, hvor italienske eller nordiske lærde havde sat sig på de foregående kunstperioders.
Emil Nolde var ved at bringe hele sit eftermæle og værk over styr, da Hitler kom til magten i 1933. For han forherligede som andre nordiske kunstnere, herunder den norske forfatter Knut Hamsun, den nye leder og blev næsten hans hofkunstner. Nazisternes chefarkitekt, Albert Speer, var vild med Noldes kunst og dekorerede propagandalederen Goebbels' lejlighed med Nolde-malerier. Men Hitler rynkede på næsen over Noldes lidt for farverige univers. Det førte faktisk til, at Nolde blev sortlistet i Det Tredje Rige, hvor han ikke længere måtte praktisere og sælge sin kunst. Men han arbejdede i det skjulte, hvilket blev hans eftermæles redning. Men igen ser man ingen reaktion på samtiden i hans landskabs- og blomstermalerier og søstykker fra den tid.
Nolde var i virkeligheden en meget romantiserende maler, påpeger Kirsten Degel.
”Han lod sig måske personligt påvirke af omgivelserne, men hans malerier afslører det ikke. På samme måde da han som så mange andre malere opsøgte det fremmede og eksotiske og i 1913 kom med på en af de sidste ekspeditioner i Ny Guinea. Men her var ingen oprindelige folk, der var blevet påvirket af den vestlige civilisation. Alligevel malede han dem, som han havde forestillet sig.”
Efter krigen genvandt Emil Nolde sin kunstneriske frihed og anerkendelse, som han drømte så meget om. Han færdiggjorde de ”Umalede billeder”, en serie på 1300 akvareller, han skitserede i det skjulte fra 1938 og frem til krigens slutning. I sin selvbiografi på fire bind skriver Nolde, at det ”er kunsten selv, der er mit sprog. Det er kun her, jeg helt og fuldt kan sige det, som driver og bevæger mig”.