Udkanterne kalder Danmark

Det er nedslående at se, hvor lidt interesserede storbyboere er over for alle landets randområder

Forfatteren Erling Jepsen er aktuel med et teaterstykke på Frilandsmuseet nord for København om krigen i 1864. Han vækker debat og til eftertanke ved at hævde, at det er bedre for Sønderjylland at være opland til Hamborg end udkant i Danmark.
Forfatteren Erling Jepsen er aktuel med et teaterstykke på Frilandsmuseet nord for København om krigen i 1864. Han vækker debat og til eftertanke ved at hævde, at det er bedre for Sønderjylland at være opland til Hamborg end udkant i Danmark. . Foto: Scanpix.

Tre såkaldte udkantsområder har for nylig været i medierne: Bornholm, Lolland og Sønderjylland. Det nu årlige Folkemøde på Bornholm fik besøg af 80.000 politikere, mediefolk, lobbyister og almindeligt interesserede. I Information skrev Lasse Jensen (18.6.), at han og nogle kolleger allerede på den korte gåtur fra havnen i Sandvig til Allinge havde truffet det første dusin, de kendte, så igen i år tegnede mødet til at skulle blive en fætter-kusine-fest. Alligevel var hans gæt, at mindst to tredjedele af deltagerne var 'folket'.

Her i avisen skrev Jesper Bacher under overskriften ”Liv på landet er liv i landet” (16.6.), at en af de debatter fra Folkemødet, der blev vist på tv, havde titlen ”Skal vi lade landdistrikterne uddø?”. For ham er det national forsømmelse at lade disse områder visne. Og så henviste han til Lolland, hvor ildsjæle i hans landsby styrker lokalområdet ved at arrangere en sommerfest, som oven i købet er en overskudsforretning.

For det tredje skrev forfatteren Erling Jepsen en kronik i Politiken med titlen ”Har Danmark fortjent Sønderjylland?” (14.6.). Dens budskab var, at det nok ville være bedre for Sønderjylland at være opland til Hamborg end udkant i Danmark. Nu kan Erling Jepsen være svær at greje, og som jeg læser hans kronik, er den skrevet med betydelig ironisk distance. Samtidig tror jeg dog, at han er ægte skuffet over, at sønderjydernes kærlighed til Danmark lader til at være ugengældt.

Jepsen illustrerer livet i landsdelen ved at konstatere, at den by, han voksede op i, Gram, i dag stort set er afgået ved døden. Og selvom Sønderjylland har fire byknudepunkter, er også de ved at miste deres eksistensgrundlag. Den beskrivelse kan jeg nu ikke genkende, og da jeg for få måneder siden var i Sønderborg, virkede den nærmest blomstrende. En masse nye bygninger var skudt op, især ved havnen. Hele området omkring Sønderborg på Als, i Sundeved og i Gråsten summer af aktivitet. Det skyldes især tilstedeværelsen af to meget store virksomheder: Danfoss (i Nordborg og Gråsten) og Linak (i Guderup), der producerer elektronisk hospitalsudstyr. Men der er også mange mellemstore firmaer. Derimod har Jepsen utvivlsomt ret i, at byerne skranter i den centrale og vestlige del af landsdelen.

I modsætning til andre yderområder har Sønderjylland ifølge kronikken et alternativ til Danmark, nemlig Tyskland. Tyskerne har danskerne det angiveligt fint med, og da de elsker vand, er forestillingen om Sønderjylland som ferieområde for Hamborg ikke urealistisk. Forudsætningen er blot, at tyskerne ligesom danskerne får lov til at købe boliger i nabolandet.

Endelig hævder Jepsen, at der ingen sproglig barriere er for, at Sønderjylland bliver genforenet med Tyskland, for han mener, at alle sønderjyder taler og forstår tysk. Det tror jeg nu er stærkt overdrevet, blandt andet fordi de næppe har det fornødne grammatiske beredskab.

Og så kommer vi til kronikkens hovedspørgsmål: Er sønderjydernes kærlighed til Danmark ugengældt? Det mener Jepsen, den er, men det tror jeg ikke er rigtigt. Fra 1848 til 1920 var interessen for Sønderjylland enorm i Danmark, og næsten overalt i landet står der grænsesten. Mange danske byer havde en grænseforening, og også efter genforeningen var engagementet intakt. Men efterhånden som Sønderjylland blev opfattet som en integreret del af Danmark, fik det ikke længere særbehandling.

I dag omfatter den ugengældte kærlighed efter mit skøn alle de upåagtede landsdele. Mange danskere, der ikke bor i dem, lader til at have svært ved at se ud over deres næsetip. Uvidenhed om landsdelene og deres historie er ikke noget nyt fænomen, og den er ikke blevet mindre. Det nedslående er for mig at se storbyindifferens over for alle landets randområder.

Hvis ikke Tyskland vil have Sønderjylland, skriver Erling Jepsen til sidst, kan det være, at Putin vil. For ham er det dog nok nemmere at annektere Lolland, så lad os vende blikket mod den landsdel. Det er der god grund til. Den 21. juni fejrede man i Ravnsby Bakker ved Kragenæs indvielsen af to monumentale stenfigurer af billedhuggeren Thomas Kadziola. Indvielsen markerede første del af et såkaldt Dodekalit-projekt, hvor 12 skulpturer skal opstilles i en rundkreds dannet af 12 siddesten med indbyggede lydanlæg. Af dem er de første fire på plads, og vi hørte dem også synge. Musikken er af komponisten Gunnar Møller Petersen, der i 2006 foreslog Kadziola, at de skulle skabe et lollandsk Stonehenge.

Ikke overraskende deltog mange lollændere på solhvervsdagen i Dodekalit-festen. Der var sang og musik, picnic med udsigt over Smålandshavet og taler af formanden for Dodekalit-fonden, af Lollands borgmester og af kulturminister Marianne Jelved (R). Hun betegnede projektet som storladent og lovede at bære det med til resten af nationen. Der sker noget på Danmarks fjerdestørste ø. Liv på landet er liv i landet. Udkanterne kalder Danmark.