Ingen tvivl om, at Henrik Rehrs grafiske roman ”Gavrilo Princip” er en imponerende bedrift. Over 236 sort-hvide langt mere sorte end hvide og fornemt detaljerede sider udspilles den serbiske nationalist Gavrilo Princips livshistorie. Han var terroristen, der skød ærkehertug Franz Ferdinand og hans hustru i 1914.
I otte år har Rehr arbejdet med materialet. Det store researcharbejde skinner igennem både i tekst og i tegninger. Hele det betændte, politiske krudttøndeklima i Europa for 100 år siden udrulles, og der gøres rig brug af fotografisk referencemateriale til flotte landskabs- og baggrundsbilleder. Kunstkenderen vil endvidere kunne finde stilistiske referencer til datidens store, ekspressionistiske malere.
Henrik Rehr kan også sit kram som tegneseriefortæller. Han formår i passager nøje at guide læserens øje og læsetempo ved at skue op og ned for detaljegraden og tekstmængderne i de enkelte tegninger, der tilsammen udgør en tegneserieside. Det gør han glimtvis så godt, især på de teksttomme sider, at i hvert fald denne læser suges så meget ind i bogen, at tryksværten begynder at kilde i næsehårene.
Som anført: imponerende! Men også lidt tungt.
For tegneserien skal ikke kun kigges på, den skal også læses. Og her begynder det at blive et lidt tørt bekendtskab, det spændende emne til trods.
Den europæiske historie rulles ud over mange teksttunge sider, og den del af værket bliver sjældent særligt engagerende. Det samme kan siges om hovedpersonen, Gavrilo Princip. Han var en mand, der valgte at blive terrorist. Men hvorfor? Havde han tvivl? Hvem var Gavrilo Princip?
Det er spørgsmål, der til fulde skal besvares i en bog, der bærer mandens navn som titel. Men det føles ikke, som om vi nogensinde kommer helt ind under huden på den unge mand. Hans politiske bevæggrunde redegøres der for, nuvel, men det sker i lange, uinteressante og talebobletunge samtalescener. Man føler ikke med Gavrilo Princip, man observerer ham bare.
En del af grunden til det er, at forfatteren Rehr ikke rammer tastaturtasterne helt så fermt, som tegneren Rehr svinger blyant og blæk over siderne. Sproget er fladt, og replikkerne klinger mere skrevne end talte.
Samtidig ligger en del af det, der gør den grafiske roman til halvtung læsning, i tegnestilen. For Rehr har valgt en fotorealistisk tilgang (som han dog glimtvis afviger fra i bogens allerbedste passager), der på den ene side giver historien sit realistiske præg, men på den anden side frarøver tegneseriekunstformen et af dens stærkeste virkemidler, nemlig karikaturen hvor tegninger, fordi de er tegninger, kan sige mere end tusinde billeder. Der er i stedet mere film noir end tegneserie noir over værket. Person- og ansigtstegningerne bliver ofte udtryksløse og ikke-kommunikerende.
”Gavrilo Princip” er dog et bekendtskab værd. Man bliver klogere på historien, hvis ikke så meget på karakterne. Rehr er en fabelagtig tegner, især når han giver los og leger ekspressionist og impressionist. Og slutscenerne et fejlslagent mordforsøg på Franz Ferdinand fulgt op af det fuldbyrdede mord, der gjorde Gavrilo Princip berømt for altid er næppe nogensinde fortalt bedre i noget medie.
