Pigerne er opstemte (knips!).
Mændene er i oprør (knips!).
Kvinden er usikker på retningen (knips!)
Fotografen Garry Winogrand var på pletten med sit kamera, når stemningen i USA's befolkning blev udtrykt klarest.
De tre billeder her på siden er fra tre årtier 1960'erne, 1970'erne og 1980'erne og fortæller det moderne USA's historie. Personerne på billedet er deres land, de bærer Amerikas ansigtsudtryk:
Amerika er opstemt (knips!).
Amerika er i oprør (knips!).
Amerika er usikker på retningen (knips!)
Tre fotos, der viser en udvikling fra optimistisk kollektivisme i efterkrigstiden til ambivalent individualisme i 1980'erne.
Tre fotos, hvor ansigtsudtryk fortæller samtidshistorie: På dramatisk kort tid har USA's befolkning lagt 1930'ernes depression bag sig og er med sejren i Anden Verdenskrig blevet optimistisk og velstående.
Så kommer mordet på Kennedy og Vietnamkrigen, og optimismen vendes til oprør, inden 1970'ernes energikrise med præsident Carter og begyndende ny optimisme med præsident Reagan i 1980'erne.
Dette er én måde at fortælle USA's historie siden Anden Verdenskrig på, set gennem Garry Winogrands forrygende linse.
Hans værk er emnet for en spritny og fantastisk vellykket udstilling på Metropolitan Museum i New York. Winogrand kaldte sig selv ”A student of America”, en USA-studerende, og satte sig som mål at dokumentere landets udvikling gennem almindelige menneskers færden.
Først tog han kun billeder i New York, men efterhånden som USA blev asfalteret, og bilen vandt frem i 1950'erne, drog han som sine landsmænd ud i det åbnede land og dokumenterede livet i primært Texas og det vestlige USA, som han besøgte igen og igen.
Winogrand var aldrig ude på at udstille og fordømme sine landsmænd at USA gik fra optimisme over desillusion til ambivalens var ikke noget, som han ville kritisere. Men ud af billederne strømmer desto stærkere de menneskelige følelser i ren form. Det føles virkelig lidt nedslående, når man går rundt i udstillingen, at bevidne, hvordan efterkrigstidens gigantiske løfter om en bedre verden langsomt degenererede til, ja, den komplekse verden, vi bebor i dag.
Kunstneren selv er lidt af en gåde. Ved sin død i 1984 efterlod Garry Winogrand sig kun et sparsomt værk og var i modsætning til sine samtidige fotografkolleger Lee Friedlander og Diane Arbus ikke spor anerkendt, dårligt nok kendt.
Tusinder og atter tusinder af fotos havde kunstneren aldrig hverken fremkaldt eller organiseret.
Han var tilsyneladende ligeglad med berømmelse og så vel dårligt nok sig selv som kunstner. En mand af folket, efter egen opfattelse, ikke en intellektuel i salonerne. Derfor er den aktuelle udstilling dobbelt vellykket. Dels fordi en mesterfotograf er reddet fra glemslen, dels fordi den stramme kuratering skaber et sikkert overblik over Winogrands gigantiske produktion: Uden at gøre vold på værket fortælles en lettilgængelig historie om det moderne USA. Det er kunst- og samtidshistorie i ét, æstetik og sociologi i samme greb, fortalt i et overskueligt antal sale, så man ikke udmattes og stadig har tid til at snuse rundt i Metropolitan-museets øvrige skatte.
En fremragende udstilling, som stærkt kan anbefales, hvis man er i New York sommeren over.
