”En lykke for de enkelte, som skønner derpaa, at en mand som Knud Hjortø lever i Danmark”.
Sådan skrev den unge kritiker Oscar Geismar i 1906, og han blev fulgt af andre litterater i denne positive bedømmelse, medens dagspressen var mere lunken over for Hjortøs forfatterskab.
Senere i 1915 kunne Otto Gelsted se perspektiverne i Knud Hjortøs psykologiske dybdeboringer, da han selv var på vej til at introducere Freuds psykoanalyse i Danmark (1920).
”Hans Råskov” hedder Knud Hjortøs hovedværk fra 1906, som senere kom til at indgå i trilogien ”To verdener”.
Den er nu sammen med første bind af denne trilogi ”Støv og Stjerner” (1904) udkommet i serien ”Danske klassikere” med efterskrift af Henrik Schovsbo.
Det er historien om et psykisk tilfælde fra fødsel til død, en indelukket bondedreng, der afslår al forbindelse med den menneskelige omverden, også det forhadte kvindekøn, i sin kamp for at holde styr på sit vulkanagtige indre, der gang på gang slår ud i ham som en rød ild og brændende hede.
I skildringen af denne lidenskabelige inderverden kan Hjortø virkelig noget særligt, medens romanens handlingstråd er mindre opfindsom. Sprogfornyende er han også, af og til på højde med den samtidige Johannes V. Jensen: ”Tordenen begyndte at blive hidsig, den satte i med et brøl, som den ikke kunde føre igennem; den sprængte sig frem over hans hoved, bandte og rasede og kvaltes i det, den tog fat og stoppede op, som om den havde fået det i den gale hals, og så spyttede den det fra sig i den næste sky med et gruligt vræl”.
Her er det naturen, der får denne beskrivelse ud fra had og vrede, men også menneskesindet beskrives ofte således. Hjortøs fremmeste stilkraft er disse had-dominerede sprogudfoldelser, ligesom ilds hærgen er vidunderligt præcist fanget i sproget: ”Ilden kryber ned fra sofaen, den snor sig som en kælen gul slange om bordbenene og ruller sig lystigt i (...) tæppet, men dens kælenskab er ædende syge, dens lystighed er tilintetgørelse.”
Og hele tiden er der i beskrivelserne dette karakteristiske, symbolistiske link til sindets erotiske vulkankræfter. Men samtidig også noget psykologisk klichéagtigt, for eksempel da Hans Råskov endelig ser ud til at skulle gifte sig, brænder det hus, det unge par skal flytte ind i, som symbol på hans sjæls hus, der fortæres af ilden. Tre gange går han i sit liv gennem isen, så det modelagtige i kompositionen næsten bliver for tydeligt.
Men det er for de enkeltstående ordskitser af de dæmoniske sider af sjælen, at Hjortø fortjener at blive husket som klassiker. Før Freud var kendt i Danmark, lader Hjortø sin hovedperson rejse til Wien til ”en berømt nervelæge”, og lader i det hele taget Hans Råskov gennemgå sindets etaper på vej mod sublimeringen af de erotiske kræfter, sådan som psykoanalysen beskrev det, og som Schovsbo rigtigt peger på i sin efterskrift til udgivelsen.
Når vi altså plejer at sige, at det først var fra 1920 (Gelsteds bog om Freud), at Freud var kendt i Danmark, så skal man huske på Hjortø fra 1906, der uden at nævne hans navn kom rundt om de samme inddelinger af sjælen.
Den brændende lidenskabelige ild i Hans Råskov er den brølende libido, som han kæmper for at holde nede. I øvrigt er Hans Råskov skildret som handlingsmennesket, kemiingeniøren, så det er det helt moderne menneske anno 1906, som har disse næsten primitive sjælskræfter i sig.
Selv var Knud Hjortø (1869-1931) en stabil og hårdt arbejdende forfatter, der år efter år leverede den ene bog efter den anden. Han havde uddannet sig som lærer og bagefter læst sprogvidenskab og var altså på det tidspunkt en moderne akademiker.
Hans udgangspunkt i bondemiljøet på Sjælland (Det folkelige gennembrud) forbandt han med symbolismens interesse for sjælskildringer og førte psykologien næsten som videnskab ind i sine hovedpersoner fra landet.
Schovsbo påpeger i efterskriften, at det skete på ”dennesidige” betingelser, og mener hermed, at Hjortøs psykologi er uden religiøse dimensioner. Derfor ser han også Hjortø som en forløber for kulturradikalismen, hvad der forekommer plausibelt.
Ligeledes sætter han ham også i forbindelse med samtidens vitalisme, hvad der er helt uomgængeligt. Kræfterne hærger i Hans Råskovs krop, måske ikke så sunde som vitalismen gerne ville det, men i hvert fald med så stor styrke, at sjælen har nok at gøre med at bekæmpe sig selv.
En religiøs åbning ligger ikke for hos Hjortø, kun en varme midt i dødens kulde, som da Hans Råskov drukner i en våge efter at have frelst en dreng fra at gå ned under isen: ”Et venligt, rødt skær bredte sig for hans øjne, idet han gik under, som kunde det være genskinnet af en usigelig mildhed langt borte, der endelig havde fundet vej til ham”.