En teenagers møde med sit livs opera

En tilfældig mand i toget introducerede Maria Helleberg til Richard Wagners ”Mestersangerne i Nürnberg”. Operaen bed sig fast med det samme og er blevet hos den i dag 58-årige forfatter lige siden

Tegning: Søren Mosdal.
Tegning: Søren Mosdal.

Det er sjovt, hvordan nogle værker har stor betydning for en på et bestemt tidspunkt i livet, og så pludselig virker helt ligegyldige eller flade, når man oplever dem senere. Som om den periode i ens liv, hvor de betød noget, er forbi.

For mig er det særlige ved Richard Wagners opera ”Mestersangerne i Nürnberg” (1867), at den blev der. Det er et værk, jeg har kunnet vende tilbage til hele livet.

Jeg oplevede operaen første gang, som man gerne skal opleve alt kunst, nemlig helt uden forudsætninger.

Det var i 1972, hvor jeg på en togtur faldt i snak med en ældre mand, der sad over for mig. Først talte vi om en avisartikel, så om spaghettiwestern, og pludselig spurgte han mig, hvad jeg i øvrigt kendte til opera. Han arbejdede selv på et bibliotek og spurgte, om jeg ville tage med derhen og høre noget opera. Så det gjorde jeg, og her præsenterede han mig for en indspilning af ”Mestersangerne i Nürnberg”, som foregår i 1500-tallet i Nürnberg.

Her hjælper stykkets hovedperson, skomageren Hans Sachs, en ung adelsmand med at lave en storslået sang, så han kan vinde en konkurrence blandt byens mestersangere om den smukke Evas hånd.

Da jeg hørte indspilningen dengang på biblioteket, var jeg med det samme helt betaget. Jeg fik lov til at låne den med hjem, hvor jeg satte den på igen.

Der var ting, jeg ikke forstod, mens andet gik rent ind. Jeg var ung studerende og anede intet om dur, mol og opera, men det værk sprængte ligesom mødommen. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at hvis al opera var sådan, så skulle jeg have meget mere af det.

Men sådan er al opera ikke. En af de vidunderlige ting ved ”Mestersangerne i Nürnberg” er, at mange ting, der kunne været gået galt, ikke gør det. Den smukke Eva kunne have giftet sig med den forkerte, og Hans Sachs kunne have forspildt sit talent. Men vi står tilbage med en historie, hvor det hele går op. Og det er ikke typisk opera.

Året efter mit første mødemed ”Mestersangerne i Nürnberg” tog min far og jeg til Stockholm. Her opdagede jeg ved et tilfælde, at operaen blev vist, og jeg tiggede og bad min far, om at vi skulle ind at se den. Og så købte han én billet. Han spurgte mig, om jeg overhovedet var klar over, hvor dyr den her hobby var, men jeg havde intet forhold til penge dengang.

Jeg fik plads på første række, og da operaen gik i gang, var jeg helt over overrasket over larmen fra orkestret. Jeg kan huske, jeg tænkte, at jeg nu havde fundet noget vildere end heavy rock.

Efter forestillingen købte jeg den første, den bedste udgave af operaen. Og derfra begyndte jeg langsomt at samle på flere operaindspilninger.

Jeg tror, at mødet med ”Mestersangerne i Nürnberg” og operaen var determinerende for mig på grund af det sted, jeg befandt mig i livet. Jeg var begyndt at læse dansk, men kom frem til, at jeg i virkeligheden brugte mest tid på musik og teater. Så det kom jeg til at læse i stedet.

Det gode ved ”Mestersangerne i Nürnberg” er, at det er Wagner med et glimt i øjet. Det er simpelthen et overskudsværk og en helt veloplagt Wagner, der leger med 1500-tallets renæssancemusik og med elementerne i stykket. Jeg kender ikke andre operaer, hvor en skomager højlydt banker søm i et par støvler, mens en sangvise er i gang. Det er både rytmisk og skægt. Når jeg har genoplevet den, er jeg ked af, at han lod komedierne hvile.

I dag har jeg operaen liggende som dvd og på computeren, så jeg kan høre bidder fra den, når jeg vil.

Ellers ser jeg gerne de nye opsætninger af den, for jeg synes, det vidunderlige ved opera er, at man kan vende og dreje det på forskellige måder og få ændret sin opfattelse af værkerne.

Jeg har set mange moderne opsætninger af ”Mestersangerne i Nürnberg”, hvor man tager udgangspunkt i helt andre ting end tidligere.

Mange har fokus på, hvad nazisterne brugte operaen til, og så sørget for at kritisere den del. Spørger du mig, skal der meget til at forvandle den til en nazistisk opera. Mange henviser til den ret berømte og berygtede enetale, Hans Sachs har til sidst i stykket, men første gang jeg hørte den, forstod jeg den helt modsat nazismen. Tyskerne har siden Anden Verdenskrig haft svært ved, hvordan de skal præsentere den slutscene.

Jeg har engang oplevet, at instruktøren har standset musikken og ladet dirigenten vende sig om mod publikum for at sige: ”Bare rolig, det, der kommer nu, er ikke en nazistisk udtalelse.” Herefter fortsatte forestillingen. Jeg tror, det er den eneste opera, hvor man kan opleve noget så bizart.