En splint i øjet på de kulturradikale

Joakim Skovgaards monumentale ”Kristus i de dødes rige” er malet lige ud af den grundtvigske tradition og afspejler en afgørende tid for kristendommens historie i Danmark

Joakim Skovgaards (1856-1933) ”Kristus i de dødes rige” kan tolkes som en kommentar til samtidens åndløshed præget af tvivl og famlen, hvor svaret findes i Jesus.
Joakim Skovgaards (1856-1933) ”Kristus i de dødes rige” kan tolkes som en kommentar til samtidens åndløshed præget af tvivl og famlen, hvor svaret findes i Jesus. . Foto: Statens Museum for Kunst.

Engang i 1889 sagde Vincent van Gogh, at kunstnere ikke længere kunne lave Kristusbilleder. Året efter gjorde den danske billedkunstner Joakim Skovgaard præcis det og ikke bare et almindeligt maleri. Med sine tre en halv gange fem meter er hans staffelimaleri det mægtigste på dansk grund og samtidig et ikon for den danske kristendomshistorie på grund af tiden, det udspringer af.

Maleriet hænger på Statens Museum for Kunst og er ikke til at komme uden om ifølge Carsten Bach-Nielsen, lektor i kirkehistorie ved Aarhus Universitet og kunstanmelder.

Joakim Skovgaard var en troende maler modsat mange af sine samtidige i den mere avantgardistiske kunstradition som Edvard Munch og de franske ekspressionister. Han opfattede sin kunstnergerning som et kald, der gik ud på at lade den store kunst arbejde så overbevisende som muligt for Gud og kristendommens udbredelse.

Skovgaard var som skåret ud af den grundtvigske tradition og var vokset op med Grundtvigs gendigtning fra 1837 af Cædmons oldengelske kvad om helvedesstormen.

”Maleriet med Kristus er en fuldstændig tolkning af Grundtvigs tolkning af det middelalderlige motiv, hvor Kristus stiger ned i dødsriget påskelørdag, som bliver til salmen 'I kvæld blev der banket på Helvedes port',” siger Carsten Bach-Nielsen.

Mens Skovgaard maler på livet løs i årene 1890-1891, præges samfundet af kulturradikale tankesæt om religionens ophævelse. Forestillingen om dødsriget er erstattet af andre ord og begreber, og da brødrene Brandes ser værket på Statens Museum, bliver de chokerede.

”Det var et slag i hovedet på dem, og som digteren Johannes Jørgensen fortæller, blev de kulturradikale ledere slået med tavshed. På den måde er Skovgaards maleri et signalbillede på kampen omkring kristendom og det moderne og er stadig ikonisk for det drama.”

Samtidig får værket også et nordisk tvist, påpeger Carsten Bach-Nielsen, fordi Jesus fremstilles som næsten et slags nietzschesk overmenneske fra Norden med blå øjne og lyst hår. Ydermere er det noget yderligere vovet ved værket med Eva i centrum klædt i kun sit lange røde hår.

”Alt er i sving i billedet taget i betragtning af tidspunktet, det er lavet på,” siger han.

På billedet bliver menneskehedens stammoder, Eva, først omfavnet og herefter Adam og de navnløse døde, og man kan læse det som, at hun efterlader den gamle Adam bag sig og rækker ud efter den nye. Den gamle pagt udskiftes med en ny.

Det næsten 18 kvadratmeter store maleri blev købt til Statens Museum for Kunst i 1911, hvor det var udstillet frem til 1965. Her blev maleriet taget ned, rullet sammen og lagt i depotet i forbindelse med en ombygning. På det tidspunkt var der heller ikke den store efterspørgsel på religiøse motiver. Og først efter 35 års dvale og en restaureringen kom det store maleri atter tilbage på væggen i 2000 og betragtes i dag som et af museets væsentligste malerier.

På museets hjemmeside kan man se værket i høj opløsning og med detaljer, som ikke kan ses med det blotte øje.