De såkaldte fynbomalere, der omkring år 1900 huserede i Kerteminde og Faaborg, var gift på kryds og tværs og dannede i sig selv én stor familie. Men familien Syberg var i særklasse et dynasti. Fritz Syberg (1862-1939) og Anna Syberg (1870-1914) fik sammen syv børn, som de levede og åndede for med helt samme kærlighed, som parret havde til deres kunst.
Anna og Fritz Sybergs syv børn Hans (1895-1979), Johanne (1896-1944), Clara (1899-1927), Lars (1903-1974), Franz (1904-1955), Ernst (1906-1981) og efternøleren Anna Louise (1913-1996) var i lighed med deres forældre kunstnerisk begavede. Ikke alene inden for malerkunsten, men også inden for billedhuggerkunsten, den keramiske formgivning og den klassiske musik.
Forudsætningerne var også de bedste. Anna og Fritz Syberg havde, så længe de levede, børnene tæt omkring sig, boede sammen med dem i hjemmet Pilegården ved Kerteminde, rejste med dem i tre år til Pisa i Italien for børnene og Anna en lykkelig periode og holdt ferie sammen med dem ved Fyns Hoved under de frieste og mest naturlige former i to små skure ved strandbredden i det dengang afgræssede og ubeboede landskab.
Kunstnerparrets opdragelse af de mange børn i flokken var inspireret af tidens strømninger. Den frie leg under åben himmel, hvor børnene om sommeren legede og badede aldeles nøgne, som de var skabt, hentede inspiration i epokens vitalistiske strømninger. Tiden hyldede de hellenistiske idrætsidealer og dyrkede en sund sjæl i et sundt legeme, gennemlyst af solen, varmen og døbt i havet.
Og i Sverige havde samfundsfilosoffen Ellen Key skrevet ”Barnets århundrede”, der reformpædagogisk tog udgangspunkt i barnets egen sanse- og forestillingsverden, og lagde perspektivet på verden i barnehøjde. Kun ved at tage udgangspunkt i barnets egne behov kunne fremtidens gode hjem blive til virkelighed, mente hun.
Alt dette realiserede Anna og Fritz Syberg i deres opdragelse og samvær med børnene. Fritz (von) Syberg var rundet af en tysk adelsslægt, men kom selv fra mildest talt små kår i Faaborg og havde under sin opvækst mærket sulten på egen krop, og hvor bittert det var at skaffe penge og føde til sine nærmeste. Sådan en opvækst skulle hans egne børn ikke have! De skulle sættes fri til at realisere livet uden bekymringer, de skulle ikke rammes af skæbnen, men selv forme den.
De tætte familiebånd og samværet med børnene stort set døgnet rundt havde også den i kunstnerisk henseende indlysende kvalitet, at såvel Anna og Fritz Syberg havde motiverne lige ved hånden. Parrets motiver var ganske enkelt den hverdag, der omgav dem, og her ikke mindst børnene, som de har skildret med større kærlighed og fortrolighed end noget andet kunstnerpar i Danmark.
De talrige skildringer af den nøgne børneflok også langt ind i puberteten, hvor uskylden ikke længere var en selvfølge ville blive kaldt grænseoverskridende i dag. Friluftsmaleren Fritz Syberg må da også have haft visse overvejelser om den frie ”Körperkultur”, som han iscenesatte i sine billeder, men blev trøstet af vennen og malerkollegaen Peter Hansen: ”Jeg tror ikke, der er en eneste, der vil føle sig generet af, at du har brugt dine børn til modeller uden dig selv”.
Børnene selv har tilsyneladende heller ikke følt sig generede. For de tog alle på nær efternøleren Anna Louise, som blev tandlæge kunsten til sig som en del af livsudfoldelsen og tilværelsen. Den ældste søn Hans uddannede sig til billedhugger og skabte blandt andet den store muskuløse tyr, der stadig er Dalum Landbrugsskoles vartegn og logo, Johanne blev kunstmaler og siden skuespiller, Clara blev klassisk pianist, Lars blev keramiker, Franz blev klassisk komponist, og Ernst blev landskabsmaler, endog i stilen tæt på sin berømte far.
Johannes Larsen Museet i Kerteminde har viet sommerens store særudstilling til Syberg-dynastiets kunstneriske udfoldelse og slægtskaber. For Johanne Syberg giftede sig med maleren Harald Giersing, der på den måde blev en del af den kunstneriske familie og med sine markante modernistiske og kubistiske malerier brød nyt land og inspirerede sin svigerfar til at ændre stil og farveholdning. Giersings stærke malerier fylder, sammen med ægtefællen Johannes billeder, den store sal i museet. Og tak for det, for her sker der virkelig noget.
Giersing er i en klasse for sig, intens, kontrastrig, enkel og raffineret. Og af Syberg-dynastiets børn er Johanne bemærkelsesværdig, så længe hun maler. Hendes lærreder er radikale, originalt komponerede og rummer en kompromisløshed, der ellers ikke er kendetegnende ved familiens kunst.
Anna Sybergs talent er hævet over enhver tvivl. Hendes blomsterakvareller er igennem generationer prist for deres mesterskab, og en enkelt figurkomposition med de to ældste døtre, nøgne ved strandbredden ved Fyns Hoved, er smuk og enkel. I Fritz Sybergs mange portrætter af hustruen ses det med kærligt blik, hvordan de mange barnefødsler efterhånden tager på hende, hun bliver tyndere og mere markeret, de sorte rande under øjnene dybere, og da hun dør i 1914 efter en fejlslagen galdestensoperation, kommer det egentlig ikke som en overraskelse. Hun var træt.
Fritz Syberg er mere robust og gifter sig bagefter med Annas søster Marie, der således både bliver børnenes tante og stedmor, men en tydeligvis omsorgsfuld sådan. Fritz Sybergs billeder er også robuste, sine steder er han fremragende både som landskabs- og figurmaler, ikke mindst med akvarellerne fra Fyns Hoved. Den yngste søn Ernst tager tråden op, og gør det glimrende, ikke mindst nogle små billeder fra hans sidste år er intense og skabt med alderens frigjorte hensynsløshed.
Det smukkeste og mest givende rum på udstillingen er dog det med kunstnerkeramikken.
Syberg-dynastiets mest populære og udbredte arbejde blev det keramiske. Hans Syberg startede i 1929 sammen med sin kusine Grete Jensen den keramiske fabrikation under det indlysende navn ”Hans og Grete keramik”. I 1933 købte broderen Lars Syberg virksomheden og fik den i de følgende mange år til at ekspandere med det såkaldte Syberg-stel, fajancearbejder inspireret af moderen Annas blomsterbilleder og Johannes Larsens fuglestudier.
Der er således nok at se på i Johannes Larsen Museet, lykke og lyse nætter, og dog ikke alt. For mørket sænker sig også over familien, og dynastier har det med at gå til grunde. Den skæbne, de søgte at undgå, ramte dem ubønhørligt.
Det er karakteristisk, at Anna og Fritz Sybergs mange børn alle, på nær Lars og Ernst, med tiden forlader kunsten for at vælge noget andet at arbejde med. Hvis de da ikke, som Johanne, vælger selve livet fra.
Hun begik selvmord i 1944, da hendes maler- og teaterkarriere var gået i stå. Karakteristisk havde hun spillet den suicidale ”Frk. Julie” i Strindbergs drama, men det var så langtfra den afgørende årsag. I bogen ”Kunstnerdynastiet Syberg” peger forfatterne på to væsentlige grunde til familiens kunstneriske opløsning.
For det første døde Fritz Syberg i 1939, og dermed faldt det patriarkalske samlingspunkt bort. Det menneske, som havde holdt sammen på det hele, eksistentielt, økonomisk og kunstnerisk. Det tab blev hårdt for børnene, der allerede tidligt havde mistet deres mor. Som vennen Johannes V. Jensen skrev: ”Han var streng i fordringerne til sig selv og sin kunst, men det følsomste menneske, en løve for sine børn, den ømmeste fader.”
For det andet blev Danmark kort efter Fritz Sybergs død besat af tyskerne, da Det Tredje Rige gik ind i den ekspansive fase under Anden Verdenskrig.
Det tyskerhad, der havde ligget latent i den danske befolkning siden nederlaget i 1864, fik ny næring. Og en familie som Sybergs med tyske rødder havde pludselig ikke længere den status, som familien havde haft tidligere, hvor Fritz Syberg blev regnet for en af Danmarks største og mest velbetalte kunstnere. Nogle flygtede til Sverige, en tog livet. Andre blev, tav og tålte.
Et lavpunkt i dansk kunsthistorie stod den daværende direktør for Statens Museum for Kunst Leo Swane bror til Fritz Sybergs gode ven maleren Sigurd Swane for, da han i 1946 udgav bogen ”Fire fynske malere”.
Heri rettede han med sejrherrens selvfølelse et gement angreb mod Fritz Syberg. Kunstneren var jo død og kunne ikke forsvare sig mod Leo Swanes perfide karakteristik.
Swane mente, at Fritz Sybergs uegale farveholdning skyldtes hans tyske afstamning, og anklagede indirekte, men tydeligt, Fritz Syberg for at have næret nazistiske sympatier med ordene: ”hans deciderede sympati i årene op imod den Anden Verdenskrig for det nye Tyskland en sympati, der stod i mærkelig modsætning til hans venners indstilling.”
Et trist punktum for kunstnerdynastiet Syberg blev sat i 1955, da familiehjemmet Pilegården brændte, og sønnen Franz Syberg omkom under branden. Dermed var familiens samlingspunkt væk, selve stedets ånd var forsvundet.
