Mellem kunst og tro

Kunstneren og formgiveren Mogens Ballin, der døde for 100 år siden, fik afgørende indflydelse på Johannes Jørgensens liv og skæbne. Med udgangspunkt i en lille temaudstilling i digterens hus i Svendborg fortælles historien om et intenst venskab

 Her ses Johannes Jørgensen tegnet af Mogens Ballin til tidsskriftet ”Taarnet” i 1894.
Her ses Johannes Jørgensen tegnet af Mogens Ballin til tidsskriftet ”Taarnet” i 1894.

Johannes Jørgensens Hus i Svendborg er et af de få intakte og autentiske digterhjem i Danmark. Huset i Fruestræde 15 var Johannes Jørgensens (1866-1956) barndomshjem og blev i 1953 også den rejsende verdensdigters sidste bolig. Johannes Jørgensen var født i Svendborg og vendte hjem efter mange års udlændighed for at finde den sidste hvile i huset i Fruestræde med udsigt til Vor Frue Kirke for enden af gaden.

Når Johannes Jørgensens Hus stadig har atmosfære, skyldes det, at huset var beboet af digterens nærmeste familie helt frem til vor tid. Johannes Jørgensen rejste selv i en alder af 16 år til København for at uddanne sig og blev efter konversionen til katolicismen i 1896 sømand af verden med årlange udlandsophold, dels i Belgien, dels i Tyskland og frem for alt i Italien, hvor han boede i Assisi i 33 år og skrev sin verdensberømte biografi om Den Hellige Frans af Assisi. Men hjemme i Fruestræde boede hans mor og hans søstre i huset, og digteren var hjemme mindst en gang om året for at gense barndommens gade.

Ved Johannes Jørgensens sidste søsters død i 1952 købte Svendborg Kommune huset, og gjorde det til æresbolig for digteren. Han var allerede i 1936 udnævnt til æresborger i byen, men valgte i krigens, fascismens og nazismens skygge at bosætte sig i Vadstena i Sverige. I 1953 lykkedes det imidlertid at hente digteren hjem fra eksilet til fødebyen, hvor han sig sammen med sin anden hustru, den østrigske Helene Klein, bosatte sig i barndomshjemmet. Helene Klein var 40 år yngre end Johannes Jørgensen og blev efter hans død i 1956 boende i huset helt frem til sin egen død i 1995. Herefter er stedet forvandlet til museum for Johannes Jørgensen med det formål ”at anskueliggøre hans liv og virke og ved skiftende udstillinger at vise, hvad det var, der gjorde ham til en af Danmarks verdenskendte forfattere”, som det hedder i husets præsentationsfolder.

Johannes Jørgensens Hus står således med det oprindelige bohave samt alle de ejendele og æresbevisninger, digteren og journalisten tog med sig hjem fra Assisi, herunder hans enorme bogsamling, der stå langs væggene i reoler og bogskabe på samtlige husets etager.

Væggene er tæt hængte med portrætter af Johannes Jørgensen, oliemalerier, tegninger og karikaturer af digteren, der en tid blev forkætret i det protestantiske og kulturradikale Danmark på grund af sin katolske tro. Men som ikke desto mindre skrev sig ind i manges hjerter med en række fine små ungdomsromaner, essays og avisreportager fra et Europa i krig og naturkatastrofer og ikke mindst en suite smukke, enkle digte og sange som ”Nu lyser løv i lunde”, der jo stadig synges fra Højskolesangbogen ved midsommertid. Hvilken plads huset i Fruestræde havde i digterens hjerte ses af, at Christian Kongstad Petersens motiv af huset, gaden og Vor Frue Kirke pryder første bind af Johannes Jørgensens erindringer ”Mit livs legende” fra 1916.

Som ungdomsforbilledet Georg Brandes i 1870'erne blev katalysator for det moderne gennembrud, blev Johannes Jørgensen på kanten af 1890'erne en katalysator for symbolismens og modernismens gennembrud i Danmark. Dels som kritiker og essayist, der introducerede nogle af de vigtigste udenlandske inspirationskilder: Edgar Poe, Joris-Karl Huysmans, Baudelaire, Verlaine, Mallarmé, Stefan George og Strindberg, men frem for alt som hovedredaktør af epoketidsskriftet Taarnet, der udkom i et par årgange 1893-94.

Omkring Taarnet samledes en række af tidens epokeskabende digtere, kunstnere og kunsthistorikere som Sophus Claussen, Ingeborg og Viggo Stuckenberg, Albert Gottschalk, J.F. Willumsen, Svend Hammershøi, Ludvig Find, Cad Clement, Emil Hannover, den hollandske maler Jan Verkade og hans danske ven Mogens Ballin.

De to sidstnævnte tilhørte et broderskab af europæiske billedkunstnere, der, med Paul Gauguin som mentor, kaldte sig Les Nabis, det hebraiske ord for ”profeterne”. Broderskabet ville forkynde en ny skønhed og et nyt maleri, der var en syntese af sansning og drøm; en visionær billedkunst, der stræbte ud over tidens materialisme og hastige øjebliksbilleder.

Johannes Jørgensens venskab med Mogens Ballin er genstand for en lille særudstilling i huset i Svendborg. Det er der flere grunde til. For det første er det 100-året for Mogens Ballins død i 1914, kun 43 år gammel, og for det andet blev venskabet altafgørende for Johannes Jørgensens udvikling og forvandling som digter og menneske.

Mogens Ballin var af jødisk familie og i brødrene Brandes' ånd ateist, indtil han på kanten af 1890'erne mødte Jan Verkade, Gauguin og de øvrige Nabi-kunstnere i Paris og i Bretagne. Han blev stærkt inspireret, ikke alene af kunstnernes originale og visionære billedsprog, men også af Jan Verkades personlige omvendelsesrite. Hollænderen kom jo fra protestantismens kerneland, men lod sig omvende til den katolske tro under opholdene hos den enkle, troende landbefolkning i Bretagne. Ballin gennemgik i 1893 samme forvandling i Bretagne og rejste efter konversionen til Danmark, hvor han opsøgte Johannes Jørgensen.

Det var ikke tilfældigt. Johannes Jørgensen havde lige udgivet dekadenceromanen ”Livets træ”, et depravationens selvoptrevlende højdepunkt i dansk litteratur. Johannes Jørgensen følte sig splittet, tvivlende og ødelagt af stridende lidenskaber og stundesløst begær. Det fornemmede Mogens Ballin, der i anledning af ”Livets træ” opsøgte Jørgensen i hjemmet på Frederiksberg i 1893. Jørgensen brød sig ikke synderligt om den intense, selvbevidste og radikalt insisterende Ballin, som han havde mødt året før i Gad Clements atelier: ”Meget talende, med fingrende gule af at ryge cigaretter, docerende symbolisme, Rosenkreuzer-visdom og swedenborgianisme, forevisende tegninger af Forian, plakater af Chéret, tapeter, lersager, japanske farvetryk, fotografier efter egyptiske tøjer”, som Jørgensen skriver i sine erindringer.

Efter Ballins besøg skrev Johannes Jørgensen til sin mor i et brev: ”Efter samtalen med Ballin er jeg nu lidet katolsk, jeg håber på Carlyle, Tolstoj, Søren Kierkegaard.” Men den besværgende påkaldelse af århundredets individualistiske digtere og filosoffer hjalp ikke.

Gradvist opnåede Ballin og Jørgensen en fortrolighed, der blev udbygget til et nært venskab under en lang rejse i 1894 ned gennem Europa til Italien og Assisi og den lille bjergby tæt derved, La Rocca. Johannes Jørgensen blev fascineret af de stedlige franciskanermunkes fromhedsliv og fattigdomsidealer, selvom han havde svært ved at afsværge sig Brandes-kredsens nietzschianske individualisme og erotiske frisind. Den forfængelige Bernina-boheme Jørgensen havde små stofservietter med på rejsen, som han kunne lægge under sine fine bukser, når han knælede ned i kirker og klostre! Resultatet af opholdet i Italien blev Johannes Jørgensens ”Rejsebogen” fra 1895, officielt dedikeret ”Til min ven Mogens Ballin”. Men opholdet og venskabet fik større konsekvenser.

Mogens Ballin og Johannes Jørgensen var uenige om meget, så der skulle virkelig en overvindelse til. Ballin var ifølge Jørgensens dagbøger ”uvillig stemt imod metaforer, imod poesi”, ligesom han var mod ”trangen til at erkende”. Og den botanisk og nærmest panteistisk lidenskabelige Jørgensen kunne konstatere, at Ballins ”naturfølelse er ringe og prætentiøs”.

Ballin var også imod Jørgensens store tyske husgud Goethe, som han kaldte ”den gamle hedning”. For Ballin var der kun én sandhed, den katolske tros. Alligevel konverterer Johannes Jørgensen i København i 1896 til katolicismen, dog stadig tvivlrådig, momentant skuffet og uden nogen form for åbenbaring til følge. Men han træffer valget og lever det i de følgende år igennem med så stor konsekvens, at han mister ikke alene Brandes-kredsens tillid, men også de fleste af sine gamle venner fra tiden med Taarnet. Ja, han begynder ligefrem at fremture i sit opgør og fordømme andre i en sær blanding af selvopgør, selvretfærdiggørelse og fortrængning af sin egen fortid.

Ballin går det modsat. Han forlader billedkunsten og Nabi-kredsen til fordel for tidens kunsthåndværk. Åbner succesfuld butik og værksted i København, hvor han med en række dygtige medarbejdere bliver en af de førende inden for nordisk skønvirke. Ballin bliver mindre og mindre fanatisk og mere og mere praktisk orienteret. Hvor fint han tilegner sig tidens jugend og skønvirke kunne man i 2010 se på en udstilling på Vejen Kunstmuseum ”Mogens Ballins værksted” med tilhørende antologi om Ballins indsats som designer og kunsthåndværker.

I Svendborg kan den besøgende se Mogens Ballins lille ikonlignende selvportræt fra 1892, Jan Verkades tegning af Mogens Ballin med kunstnerhat og selvbevidst intellektuel attitude og dertil et symbolistisk og skønvirkepræget bæltespænde, som Ballin lavede til sin hustru Grit, da parret ventede deres første barn.

Johannes Jørgensen valgte ikke alene den katolske tro, men også, som konsekvens heraf, eksilet. Han rejste til udlandet og virkede med tiden som katolsk hagiograf, engageret europæisk intellektuel og humanist, ikke mindst i Ballins dødsår, 1914. Her skriver Jørgensen under indtryk af tyskernes bestialske fremfærd i Belgien ”Klokke Roland”, hvor han gør op med den germanske militarisme og nationalisme og det intellektuelle svigt, han følte ramte hans tyske kolleger.

Mogens Ballin og Johannes Jørgensen gled fra hinanden i Jørgensens mange rejseår, men i 1912, hvor Jørgensens første ægteskab med den svenske kvinde Amalie Ewald blev ødelæggende og fuldkommen opslidende for ægtefællerne, meldte Ballin sig igen i både breve og handling og med hele den dedikation og beslutsomhed, der kendetegnede hans væsen. I det syvende og sidste bind af erindringerne ”Mit livs legende” skriver Jørgensen om de to venners sidste samvær ” et samvær lige så afgørende som det i Assisi tyve år tidligere”.

Mogens Ballin rejste i sensommeren 1913 ned til en da syg og nedbrudt Johannes Jørgensen, der var indlagt i Koblenz. Sammen rejste de to videre til klosteret Maria-Larch i Tyskland. I klosterhaven skulle Mogens Ballin ifølge Jørgensen have talt dunder til ham og opfordret ham til at blive skilt, hvis ikke han skulle gå til grunde, både økonomisk og eksistentielt. En handling som Johannes Jørgensen fandt vanskelig i forhold til sin møjsommeligt tilkæmpede tro, men gennemførte, så han fremover kunne stå alene, ikke bare med sin tro, men også med sin værdighed. Johannes Jørgensen skyldte med andre ord Mogens Ballin sin troværdighed. Det var og er ikke så lidt.

Johannes Jørgensen og Mogens Ballin var katalysatorer for symbolismens og modernismens gennembrud i Danmark. Her til venstre er Johannes Jørgensen tegnet af Mogens Ballin til tidsskriftet ”Taarnet” i 1894. Til højre ses Mogens Ballin i et selvportræt som ung mand fra 1892.
Johannes Jørgensen og Mogens Ballin var katalysatorer for symbolismens og modernismens gennembrud i Danmark. Her til venstre er Johannes Jørgensen tegnet af Mogens Ballin til tidsskriftet ”Taarnet” i 1894. Til højre ses Mogens Ballin i et selvportræt som ung mand fra 1892.